"Mark er dukket op," siger Harry, og alt luften i mig forsvinder.
"Hvad?" Spørger jeg målløs med store øjne.
"Mark ... Han er dukket op. Han står udenfor og vil gerne ind," siger Harry og peger bag sin skulder.
"Er der ikke nogen, som har prøvet at sende ham væk?" Spørger jeg fortvivlet. Jeg begynder at blive bange ... Jeg ved bare ikke, hvad jeg er bange for.
"Jo, det har de prøvet. Men han er plakatfuld, og han bliver sur, hver gang nogen beder ham om at gå," forklarer Harry med et suk.
"Hvad skal vi gøre nu?" Spørger jeg og kan slet ikke stå stille. "Nu er det hele ødelagt. Han har ødelagt det hele, ligesom han plejer at gøre," udbryder jeg.
"Nej, nej, Rose," siger Harry og lægger hans hænder på mine skuldre. "Træk vejret og sæt dig ned. Jeg skal nok få ham til at forsvinde."
Jeg sætter mig ned på min stol og kigger hjælpeløs på Harry.
"Du går vel ikke derud?" Spørger jeg forbløffet.
"Jo, jeg gør," svarer han kort.
"Nej, Harry, lad være. Bliv herinde med mig," ber jeg ham om.
"Nej, Rose, jeg må nødt til at gå ud og be ham om at gå ... eller noget," sukker Harry.
"Harry, vil du ikke bare blive?" Spørger jeg igen og tager fat i hans hånd.
Han går hen til mig og kysser mig på panden.
"Jeg elsker dig," hvisker han, inden han slipper min hånd og går hen mod udgangen.
Med et suk læner jeg mig tilbage i stolen. Jeg kigger lidt forvirret rundt på alle mennesker, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har ikke en gang nogle at snakke med det om, fordi de eneste, der kender til Mark, er Harry, jeg og ...
"Tracy?"
"Ja, det er mig i egen person," smiler hun og sætter sig ned på den frie stol ved siden af mig.
"Ja, det kan jeg se," siger jeg og kan ikke lade være med at smile lidt.
"Du er virkelig smuk i dag," komplimenterer hun og smiler til mig. "Og det var en meget smuk vielse."
"Mange tak," smiler jeg.
Jeg kigger lidt rundt i hele salen. Jeg kan ikke koncentrere mig om at føre en samtale med Tracy. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at Harry lige er gået derud, hvor Mark er. Og på en eller anden måde er jeg bekymret for ham.
"Er der noget galt? Du virker så fraværende," siger Tracy.
"Det er ingenting. Det er bare ... ingenting," sukker jeg og kigger ned i mit skød.
"Det ser ikke ud til, at det bare er ingenting," siger Tracy og kigger på. Hun kigger ikke igennem mig. Hun kigger på mig.
"Det er lige meget," siger jeg og forsøger at tvinge et smil frem.
"Fortæl mig, hvad der er galt. Du kan ikke sidde her på din bryllupsdag også ikke være glad. Du burde ikke høre sammen," siger Tracy og rækker ud efter min hånd.
"Det er bare ..." Jeg tager en dyb indånding. "Kan du huske Mark? Ham, vi engang arbejdede sammen med?"
"Ja, ham kan jeg godt huske. Det var ham, som der ikke havde det så godt med Harry og dig, ikke?"
"Jo," sukker jeg. "Han har her de sidste par år - siden han påstod, at han flyttede til New York - øhm ... man kan vel godt sige, at han har stalket mig," siger jeg.
"Nej, vel?"
"Jo, han har prøvet at komme i mellem Harry og jeg et par gange. Det er dog heldigvis ikke lykkedes for ham," fortæller jeg. "Men nu er han dukket op ... i dag," siger jeg med lav stemme, så der ikke er andre, der kan høre det.
"Hvad? Er han det? Mener du det?" Udbryder Tracy lavt.
"Ja, og nu er Harry gået ud til ham for at personligt bede ham om at gå sin vej. Det var i hvert fald det, Harry sagde til mig, at han ville gøre," forklarer jeg.
"Jeg er godt nok .. øhm, altså," Tracy ligner en, der prøver at formulere en ordentlig sætning. "Hvordan kan han tillade sig at dukke op på jeres bryllupsdag? Dette burde være jeres lykkeligste dag, men nu kommer han bare for at ødelægge den."
"Ja, jeg ved det godt. Jeg er også bange," siger jeg og tager min hånd op til min mund. Jeg bider mig forsigtigt i min finger.
"Lad være med det, Rose. Du skal ikke være bange. Der sker ingenting. Harry skal nok få ham til at forsvinde, og ellers må vi jo bare ringe til politiet og få dem til at bede ham om at gå. Det kan være, han bedre vil lytte til politiet, end de sikkerhedsvagter, der står udenfor," siger Tracy, mens hun prøver at opmuntre mig.
"Jeg ved det ikke," mumler jeg og ryster lidt på hovedet.
Mit hjerte banker hurtigt. Mine hænder begynder at svede, og hele min krop ryster. Jeg kan ikke tænke én tanke klart, og jeg kan ikke holde mit blik stille et sted.
"Slap af, Rose," siger Tracy endnu en gang. "Tag en dyb indånding."
Jeg forsøger at gøre, som hun sagde, og jeg tager en dyb indånding. Det hjælper lidt, men ikke meget.
Jeg sidder med Tracy i 10 minutter, og Harry er ikke kommet ind endnu. Jeg er bekymret for ham, men Tracy siger hele tiden, at han nok skal komme ind lige om lidt.
"Søde, skal du ikke have lidt mere vin?" Spørger Tracy.
"Nej, hvis jeg drikker mere, så ender jeg med at bryde sammen," mumler jeg.
"Okay, så," mumler hun og griner lidt.
Jeg kigger ned i mit skød og fumler lidt med mine hænder. Jeg prøver at slappe af, men jeg kan ikke. Da jeg kigger op igen, ser jeg endelig Harry stå henne ved indgangen til salen. Vi får øjenkontakt, og han nikker til mig, at jeg skal komme.
Jeg rejser mig op uden at sige noget.
"Hvor skal du hen?" Spørger Tracy bag mig.
Jeg ignorerer hende og går bare videre. Da jeg kommer tættere på Harry, kan jeg se, at han nærmest ser lettet ud?
"Hvad sker der?" Spørger jeg med det samme, jeg kommer hen til ham.
Han tager fat om min hånd og trækker mig lidt væk, så vi ikke står et sted, hvor folk kan høre, hvad vi snakker om.
"Okay, nu skal du høre," starter Harry ud og tager en dyb indånding.
Jeg kigger på ham med store øjne. Jeg frygter faktisk lidt det, han skal til at fortælle mig.
"Jeg gik ud til dem, og sikkerhedsvagterne stod oppe ved dørerne og sørgede for, at han ikke kunne komme ind. Han sad på trappen op til indgangen, mens han snakkede med sig selv over et eller andet. Han bandede af mig, men han var også meget fuld. Jeg spurgte ham, hvad han lavede her og bad ham om at smutte med det samme. Det var han ikke særlig tilfreds med, og han mente, at han havde ret til at snakke med dig. Jeg bad ham om at gå endnu en gang, men han ville stadig ikke lytte til mig. En af vagterne kom hen til mig og hviskede i mit øre, at de havde ringet til politiet, og de var på vej," fortæller Harry.
"Hvad skete der så?" Spørger jeg.
"Så kom politiet og tvang ham med ind i politibilen. Jeg snakkede kort med en af betjentene og fortalte kort, hvad det er, han har gjort mod dig ... og os. Betjenten sagde, at Mark højst sandsynligt ville komme i fængsel for at have stalket dig i så mange år. Du skal dog lige ind en dag og snakke med dem omkring din side af historien. Men du kommer ikke til at skulle møde Mark igen," fortæller Harry.
"Så det betyder altså ..?"
"Det betyder, at vi er frie nu. Han vil ikke blande sig i vores liv nu. Vi kan leve helt 'normalt' igen," smiler Harry og lægger sine hænder på siden af mine arme.
Jeg tager min hånd op foran min mund. Jeg kan mærke, at tårerne gerne vil trænge igennem, og der går ikke lang tid, inden jeg lader dem falde.
"Er du okay? Hvorfor græder du?" Spørger Harry og kigger bekymret på mig.
Jeg ryster på hovedet. "Jeg er bare glad," smiler jeg. "Vi er endelig frie igen."
"Ja, vi er," smiler Harry, og kort efter lægger han sine arme om mig og trækker mig ind i et kram.
Jeg føler mig lettet. Jeg føler mig mere end lettet. Mark vil aldrig komme efter os igen. Vi vil aldrig se noget til ham mere. Jeg tror aldrig, jeg har været lykkeligere. Både at jeg er en gift kvinde nu, men også at jeg er sluppet væk med Mark. Det hele er bare perfekt.
Harry kører sin tommelfinger rundt i ring på min ryg, mens han kysser mig et par gange i håret. Jeg tager en dyb indånding. Jeg har det som om, at jeg kan trække vejret bedre. Det må næsten være sådan frihed føles. Jeg føler mig fri.
Alt er bare blevet meget bedre. Og det er kun sket på under 20 minutter.
"Jeg elsker dig," hvisker Harry.
"Og jeg elsker dig," svarer jeg ham og kigger op på ham med et smil.
Han smiler, inden han kysser mig lige på munden. Jeg lægger mine hænder om hans nakke, og han presser mig helt op af ham. Harry udvikler stille kysset, inden vi bliver afbrudt af Liam.
"Harry og Rose, I skal ind nu," kommanderer han. "I kan gøre det der senere."
"Hvorfor?" Spørger jeg og kigger hen på ham.
"Klokken er snart tolv, og I har ikke danset brudevals endnu," siger Liam og peger ind mod salen. "Folk venter på jer."
Jeg sukker dybt, inden jeg tager Harry i hånden. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg havde glemt alt om brudevalsen. Med alt det, som er sket i dag, så har jeg ikke haft tid til at skænke det en tanke.
Dog synes Harry, at det var en god idé, hvis vi øvede os på det for et par uger siden. Så vi vil forhåbentlig ikke glide rundt på danse gulvet som Bambi på glatis.
Da vi kommer ind i salen, ser vi, at alle gæsterne allerede står op, og som Liam sagde, står de og venter på os. Harry og jeg går med det samme ud midt på dansegulvet. Eller Liam skubber os nærmest.
"Mrs. Styles," siger Harry og bukker sig foran mig.
"Mr. Styles," siger jeg og bukker mig foran ham, mens jeg griner lidt.
Kort efter begynder musikken at spille, og Harry og jeg begynder på den berømte brudevals. Jeg smiler og kigger op i hans glimtrende, grønne øjne. Harry presser mig tættere på ham, og han læner sit hovede ned mod mit og kysser mig.
Da jeg trækker mig fra kysset igen, opdager jeg, at alle andre også er begyndt at danse med omkring os. Jeg griner lidt, inden Harry kysser mig endnu en gang.
*
"Er du klar?" Spørger Harry og rækker hans hånd ud efter min.
"Ja, 2 sekunder," siger jeg hurtig og tager min brudebuket op i hånden. "Jeg skal lige kaste denne her først," siger jeg og ryster lidt med buketten i min hånd.
"Selvfølgelig," smiler Harry.
Klokken er omkring 01.00 om natten, og Harry og jeg skal snart op på vores værelse. Jeg er efterhånden også ved at blive meget træt, da det har været en meget lang, men helt fantastisk dag.
"Hallo? Kan vi lige kort få folks opmærksomhed?" Spørger Harry i en mikrofon.
Alle vores gæster vender sig om mod Harry og jeg.
"Vi vil bare sige tak igen, fordi I alle kunne komme og være med til at fejre denne dag med os. Det har været en rigtig god aften, og vi har hygget os meget i jeres selskab. Så tusind tak for det. Hvis I vil, så kan I bare feste, indtil solen går op. Hvis der er noget, så kan I altid spørge enten brudepigen eller forloveren," siger Harry.
"Også skal jeg også lige kaste denne," siger jeg i mikrofonen.
Alle ugifte kvinder stiller sig op foran mig. Jeg vender mig om og kaster buketten bag ud til alle de ivrige kvinder, der gerne vil have fat i den. Jeg vender mig om og ser, at Tracy står med et stort smil på læben, mens hun holder brudebuketten i hånden.
Jeg giver Harry et smil, inden jeg tager hans hånd i min.
"Skal vi så til at gå op nu?" Spørger han og giver mig et lille smil.
"Det synes jeg lyder som en fremragende idé," smiler jeg og giver ham et hurtig kys.
En af medarbejderne på hotellet, viser os hen til elevatoren og fortæller os, hvilket værelse, der er vores. Da vi kommer ind i elevatoren, går der ikke lang tid, inden Harry har presset mig op af væggen og presset sine læber mod mine.
Jeg griner lidt, da vores læber skilles, og elevatordørerne åbner.
"Har du nøglekortet?" Spørger jeg Harry, da vi går hånd i hånd hen mod vores værelse.
"Jep," smiler han og holder det frem foran mig.
Fra elevatoren og hen til vores værelse, er der ikke langt, og der er heller ikke mange værelser på denne gang.
Da vi kommer hen til værelset, låser Harry døren op og går ind. Men lige med det samme han er gået ind, går han ud igen og sørger for, at jeg ikke går ind på værelset.
Han griner lidt for sig selv og lukker døren på klem.
"Hvad sker der? Hvorfor må jeg ikke gå ind?" Spørger jeg med et grin.
"Jeg skal bære dig ind," siger Harry, og inden jeg når at lægge mærke til det, har han løftet mig op.
Jeg bryder ud i et lille grin. "Oh God, mener du virkelig det? Er det ikke lige meget?"
"Nope," siger han og åbner døren med hans fod.
Han går ind på hotelværelset med mig i favnen. Han lukker døren efter sig med sin fod.
"Wow," siger han og kigger rundt i hele værelset.
Det er et meget stort hotelværelse. Større end hvad vi får brug for. Midt i hele værelset, står der en stort dobbeltseng. Den seng vil kun være nyttigt for et gammelt ægtepar, der vil ligge så langt væk fra hinanden så muligt.
Harry giver mig et lille smil, inden han går - stadig med mig i favnen - hen mod sengen. Han smider mig ned i sengen, og det går op for mig, hvor blød og behagelig denne seng er.
Måske skulle vi bare lægge os til at sove? Jeg tror, man vil sove rigtig godt i denne seng. Men det virker på Harry, som om at han har nogle helt andre planer.
"Har jeg fortalt dig, hvor smuk du er?" Spørger han og aer noget hår væk fra min pande.
"Ja, sådan cirka 100 gange i dag," smiler jeg og lægger mine hænder på hans brystkasse.
Han har lagt sig ned i sengen og lægger halvt ind over mig. Han kysser mig på panden.
"Jeg elsker dig så højt, højere end du tror. Højere end noget andet," hvisker Harry og kysser mig ned af halsen.
"Og jeg elsker dig, Harry," hvisker jeg.
Og kort efter finder min mands læber frem til mine.
******
Oh my God ... jeg ryster helt, kan slet ikke skrive det her. fuck. fuck. fuck. whaaaaaat?!
Det var sidste kapitel? Hvad skal der ske? Nu er det slut ... eller der kommer en epilog, men dette var det sidste rigtige kapitel i serien.
Undskyld mig et øjeblik, jeg skal lige have lov til at tude.
......
lol okay, ej jeg kunne seriøst godt græde lige nu. Det vil jeg sikkert også gøre, når jeg har lagt epilogen ud og ændret bogen til at være afsluttet.
jesus christ
Meeeeeeen jeg vil gerne lige sige mange tusinde tak for 20k reads!!!! Shiiiiiit, jeg er så glad lige nu. Det var seriøst mit mål, at jeg ville få mindst 20k reads, inden jeg sluttede bogen helt af, og nu er det sket! YAY
Hahahah ... Jeg regner med, at epilogen er oppe i morgen, jeg lover intet, da jeg 'frygter', at den bliver lang, og det vil tage et stykke tid at skrive.
Men indtil da, så vil jeg bare sige .... LOVE YA GUYS! lol omg jeg er weird nogengange.
Husk at stemme og kommenter gerne.
Xoxo..