Kapitel 20

                                    

                                          
Nialls synsvinkel 
                          
Vi sad alle rundt om bordet, som vi tidligere havde gjort. Denne gang sørgede Emma mere for sig selv og hun forsøgte også at deltage i vores samtale. Jeg havde ingen idé om, hvad der var sket med hende, men det var kun dejligt. 
                          
"Vil du have mere vand?" Spurgte jeg Emma, da jeg sad med vandflasken i hånden. 
                          
"Ja tak." Svarede hun med et smil og rakte sit glas frem. 
                          
Jeg gengældte hendes smil og begyndte så at hælde vand op til hende. 
                          
Mine forældre forlod bordet efter noget tid, de skulle lige snakke om noget. Jeg troede at de skulle ud og snakke om det med Tour, men jeg var dog heller ikke sikker. - men hvad skulle de ellers snakke om? 
                          
Både Emma og jeg betragtede vores forældre forlade rummet. Da døren blev lukket, fandt Emmas øjne tilbage til hendes mad. - mine øjne faldt på hende og en dejlig tavshed bredte sig i rummet. 
                          
Jeg holdt mine øjne på Emma i længere tid. Hendes lange brune hår var samlet i en fransk fletning, som gjorde at man bedre kunne se hendes ansigt. - hendes kindben var så tydelige, at det var skræmmende. Hun kiggede pludseligt op på mig, og på ingen tid skyndte jeg mig, at kigge ned på min tallerken, som ikke var tom endnu. 
                          
Hun fniste lidt og trak på smilebåndet, mens jeg flovt kiggede på min mad. - men hendes korte fnis lød da sødt. 
                          
"Det er ikke det samme hus." Sagde Emma lige pludselig, efter den pinlige tavshed havde stået på i noget tid. 
                          
"Hvad mener du?" Spurgte jeg, efter at have slugt det mad, som jeg lige havde stoppet i munden. 
                          
Hendes sætning kom bare ud af hendes mund, ingen følelser. Den lange fletning svingede fra side til side, for hver gang hun drejede hovedet, da hun ivrigt kiggede rundt i rummet. 
                          
"Det er ikke det samme hus, vi boede i et andet." Hun kiggede på mig, som om jeg burde vide hvad hun mente, hvilket jeg ikke gjorde. 
                          
Mine tanker begyndte at flyve mere rundt i mit hovede, flere spørsmål stillede jeg mig selv. Hvad mente hun? 
                          
"Da jeg var tre, boede vi i et andet hus." Forsøgte hun så og kiggede igen på mig, for at se om jeg forstod det nu. 
                          
"Når ja, det gjorde vi." Svarede jeg med et smil, mens jeg prøvede at virke normal. - noget som jeg havde meget svært ved. 
                          
For hvordan kunne hun huske det? Stod det bare klart i hendes hovede? 
                          
Jeg spiste videre, uden at sige et ord, som var intet hændt. Da jeg blev færdig, rejste jeg mig op og spurgte:
                          
"Skal jeg tage din tallerken med?" 
                          
"Det må du gerne." Hun rakte mig hendes tallerken. 
                          
Jeg tog tallerkenen ovenpå den anden og var på vej ud i køkkenet, da jeg hørte Emma spørge: 
                          
"Har jeg sagt noget forkert?" 
                          
Jeg stod med ryggen til hende, men jeg vidste at hendes øjne hvilede på mig. Jeg fortsatte ud i køkkenet med tallerkenerne, hvor jeg bagefter gik ind til Emma igen. 
                          
Jeg satte mig stille ned, ved hendes side på stolen. Jeg kiggede ind i hendes blå øjne og efter noget tid sådan, svarede jeg hende. 
                          
"Nej Emma, du har intet forkert sagt." 
                          
Hendes øjne så opgivende på mig, hvorefter hun lod sine øjne kigge på gulvet. 
                          
"Jeg forstår bare ikke hvordan du kan huske det." Sagde jeg så og håbede at hendes øjne ville kigge i mine igen. 
                          
"Jeg forstår det heller ikke." Mumlede hun og kiggede så i mine øjne. 
                          
Hun lagde forsigtigt sin hånd på min, mens jeg sad og kiggede ind i hendes smukke blå øjne. 
                          
◇ ◇ ◇ 
                          
"Niall vi skal lige snakke med dig." Sagde min mor, idet hun lukkede døren til Emmas værelse, hvor Emma sad med sin dagbog. - Som hun havde fået udleveret af sin psykolog. 
                          
"Okay?" Svarede jeg, dog lidt usikkert, for jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var noget godt. 
                          
Jeg fulgte forsigtigt med min mor ind i stuen, hvor min far sad. 
                          
"Sæt dig." 
                          
Efter jeg havde sat mig, kiggede mine øjne forventningsfuldt på min far og så på min mor. 
                          
En følelse spredte sig i min krop, jeg var nervøs. Jeg vidste jo ikke hvad de ville snakke om og deres korte sætninger, gjorde ikke det hele bedre. 
                          
"Vi rejser." 
                          
_____
                          
Ulalaa...
                          
Kapitel tyve, anden runde kapitel! 
                          
Jeg kommer med en ny fan fiction den 1. December, håber I glæder jer! 
                          
Mine to dage sammen med Emma, var så hyggelige, glæder mig til næste gang! 
                          
- Kommenter og stem. / husk at stemme, smukke og fantastiske dig!
                          
Elsker jer alle. 
                          
Sorry at dette kapitel var lidt kort, men synes ikke der skal ske for meget i et kapitel, så I må vente til på torsdag, hvor jeg opdatere igen! - Jeg lover at næste kapitel bliver langt, pinky promise. 
                          
Og mange gange undskyld for at det først kommer nu, men tiden lige nu er lidt hård, så at skrive er det sidste jeg har tid til:'[ 
                          
By the way, fik en dejlig besked her den anden dag, fra en læser. Elsker når i kommentere og skriver til mig i privat, så gør endelig det! - det gør altid dagen lidt bedre!:]
                          
- Lige nu sidder jeg på Mc D, andre der også elsker Mc D? - 
                          
Det var alt for denne gang, Lovers! 
                          
- Julie Sophie. 
                          
_____