Kapitel 16

                                    

                                          
Nialls synsvinkel 
                          
Jeg lod forsigtigt mine arme finde rundt om hende, hun stod bare stille og min mor nikkede kort til mig, med et smil. 
                          
At Emma ikke krammede igen, sårede mig ikke, en lille ting som det, skulle jeg ikke tænke på. 
                          
Jeg måtte bare håbe, at en dag, vil hun kigge på mig, med øjne fulde af glæde og kramme mig, som ville hun aldrig give slip. 
                          
Jeg trak mig stille væk fra hende og smilede. Hun lod et lille smil lande på hendes læber, men det var dog hurtigt væk. 
                          
Min mor tog forsigtigt fandt i hendes arm. 
                          
"Kom, så skal jeg vise dig, hvor du skal sove." Sagde min mor så, Emma fulgte pænt med, som et lille barn. 
                          
Jeg gik over til min far, som var trådt ind ad døren og stod med et lille smil. 
                          
"Ville hun gerne med?" Spurgte jeg og trak ham ind i et kram, før han svarede: 
                          
"Ja, det ville hun gerne, efter at have snakket med psykologen, ville hun hellere end gerne med hjem." Smilede min far og trak sig ud af krammet. 
                          
"Hvor er Greg?" Spurgte jeg og kiggede bag min far, for at se om Greg ville træde ind ad døren om lidt. 
                          
"Ham kørte vi hjem, han kunne ikke rigtig klare sitationen." 
                          
Jeg kiggede underligt på min far, måske var Greg meget nervøs, men hvordan kunne han være så nervøs, at han nærmest ikke kunne være i samme bygning som Emma? 
                          
"Men de nåde at mødes?" 
                          
Min far nikkede langsomt og gik så mod køkkenet. 
                          
"Skal vi få fikset noget sammen?"spurgte min far. 
                          
Han åbnede køleskabet, for at se hvad vi havde, han hev noget salat ud og lidt andet grønt til. 
                          
"Hvad med noget kød?" Spurgte jeg og tog fat i kødet, som bare lå der og kaldte på min tomme mave. 
                          
"Vi har fået en spiseplan til Emma, hendes mave kan ikke tåle det samme som vores, så hun må desværre ikke få kød i dag." Sukkede min far, kiggede lidt rundt og fandt så en kniv. 
                          
"Men hun kan ikke leve uden kød?" Jeg fandt en skål frem, mens alle spørgsmålene strømmede ud af mig. 
                          
"Hun har ikke fået ordenlige måltider i hele femten år, så hvis hendes mave for noget af det, hun ikke har fået, så ryger det hele op igen." Svarede han og begyndte at hakke i salaten. 
                          
Mine øjne blev store, tænk at hun havde overlevet de femten år - hun var måske slet ikke så svag. 
                          
◇ ◇ ◇
                          
Vi sad alle ved bordet, jeg sad ved siden af min far. Emma og mor, sad overfor os, maden stod på bordet. 
                          
Der var lidt forskelligt, salat og grønt, hvidt brød og sådan, men intet kød. 
                          
På madskemaet, stod der, at kød skulle spises i små portioner og hun måtte få hendes første lille portion om et par dage. 
                          
Drikkelse var også meget vigtigt, havde min far sagt, selvfølgelig måtte alkohol ikke komme i hendes mave og heller ikke sodavand. 
                          
Så lige nu, måtte hun spise grønt, drikke vand og mælk, ikke rigtig andet - det var noget af et skema. 
                          
Jeg kiggede på Emma, som ikke selv tog mad, det gjorde min mor for hende. Emma holdt sine øjne til hendes hænder, hvor hun sad og kradsede i sine ned bidte negle. 
                          
"Her, spis..." Sagde min mor og satte tallerkenen foran Emma, mens hun lagde gaffel og kniv i Emmas hænder. 
                          
Emma kiggede kort på min mor, som smilede. 
                          
Emmas synsvinkel 
                          
Hun puttede kniven og gaffelen i min hånd, jeg sad i noget tid og kiggede på min mor. 
                          
Det virkede pludselig underligt at kunne kalde en for mor, men alligevel en rar følelse. 
                          
Jeg byttede efter noget tid om på kniven og gaffelen, alles øjne blev rettet mod mig. 
                          
Specielt Nialls. 
                          
Han forsøgte at være sød, men inderst inde skræmte han mig, lige så meget som min far - jeg kunne ikke gøre for det. 
                          
"Du er venstre håndet!" Udbrød Niall med et kæmpe smil. 
                          
Jeg kiggede ned på min mad, mens Niall sagde lavt: 
                          
"... Ligesom mig" 
                          
Jeg tror ikke jeg skulle høre det, men det gjorde jeg. 
                          
På ingen tid, smed jeg kniven og gaffelen ud af min hånd, jeg knyttede mine hænder og kiggede ikke op. 
                          
Jeg kunne mærke øjne hvile på mig, jeg var ikke i tvivl, Nialls var såret, min mors skræmt og min fars ødelagte.
                          
Som de havde været siden jeg så dem. Måske var det min skyld, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere - jeg ville ikke have noget til fælles med nogen, kun med min mor. 
                          
Min mor var den eneste, som ikke forvandlede sig til et monster i mine øjne, alle andre gjorde, selv min far og mine brødre. 
                          
Jeg skubbede mig hurtigt væk fra bordet og gik mod det værelse jeg skulle sove i. 
                          
Min mor fulgte efter, mens far og Niall måtte sidde tilbage, jeg havde endnu en gang gjort dem fortræd, uden at så meget som at kigge på dem. 
                          
_____
                          
Hej! 
                          
Endnu et kapitel:]
                          
Hvad synes I? 
                          
By the way, hvis I vil være bedrevidende, så hold det for jer selv, fanfiction'en er skrevet sådan her og ja, der vil ikke blive meget af Emmas synsvinkel i denne historie, og det vil I forstå hen af vejen....
                          
Tak, love you babys! 
                          
- Julie Sophie. 
                          
_____