☆ Emma er min Gud! ☆
Nialls synsvinkel
Lægen trådte ind. Han stod med et tomt blik, det skræmte os alle sammen, kuldegysningerne kørte gennem min krop hvert eneste sekund, og mine hænder rystede. Jeg var mere nervøs, end dengang jeg skulle til min audition på X factor.
"I skal forlade lokalet. Nu." Sagde han, efter en pause med akavet stilhed.
Min mor og far forlod stille rummet som de første efterfulgt af mine og Greg's skridt.
Inden døren blev lukket, så vi alle sammen Emma en sidste gang, inden vi skulle tage hjem og vente på at hendes tilstand var normal.
Jeg havde ikke en lille gnist håb i mig mere, jeg havde aldrig troet at de ville være så slemt med hende.
Men synet af hendes blege ansigt, fyldt med rifter og blå mærker, var slemt. Det var tydeligt at hun ikke var blevet behandlet ordenligt i måneder. Måske år.
Vi var blevet sendt ind i det vente rum, vi havde for os selv.
Mine forældre sad og snakkede, eller rettere sagt, min far prøvede at berolige min mor, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Hvem ville stoppe med at græde, når de ikke har set deres datter i femten år og når hun så bliver fundet, hvor det er tydeligt at se, at hun er blevet sultet og behandlet dårligt, det er hårdt, er det ikke?
Jeg gik rundt i en cirkel, om og om igen. Mine hænder rystede og mit hovede dunkede.
Hvordan kunne dette være sandt. Jeg havde ikke lyst til at indse det her. Jeg ville ikke tro på det, det kunne ikke være sandt!
"Niall, det er sandt." Sagde Greg lavt og kiggede op på mig.
Jeg kiggede underligt på ham, hvordan kunne han vide hvad jeg tænkte?
"Du sagde dine tanker højt." Sukkede han og søgte gulvet som udsigt.
Jeg svarede ham ikke, men prøvede bare at berolige mig selv.
Jeg stoppede med at gå rundt, jeg satte mig på gulvet, op af væggen og plantede mine hænder i mit hår.
Mine rystende hænder begyndte stille at slappe af.
Det var sandt. Jeg måtte se frygten i øjnene. Hun var tættere på hendes endelige død end sit liv.
Hvorfor?
~
Vi var blevet sendt hjem. Hele vejen havde der ikke været andet end stilhed, en trist stilhed. Ikke den akavede stilhed som alle kender til, men noget helt andet.
Jeg var på et tidspunkt, meget tæt på at sige noget, men valgte så at lade være.
For hvad skulle jeg sige?
Jeg havde ikke rigtig nogle ord i mig, jeg følte mig helt tom, jeg følte mig ikke som mig selv længere.
Da vi nåde hjem, var min mor og far gået ind i stuen, jeg gik op på mit tidligere værelse og Greg valgte at køre hjem, så han kunne bringe den dårlige nyhed om Emma.
Jeg lagde mig forsigtigt ned i den kolde seng, jeg lagde mine hænder om på nakken og stirrede på loftet.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle give mig til, at græde ville ikke hjælpe mig, kun trække mig længere ned og gøre mig mere svag.
Men hvordan kunne jeg lade være med at græde, hvordan skulle jeg holde alle mine tårer inde?
De ventede, hver og en, på at trille ned af min kind, og så trække mig ned i et sort hul, som jeg aldrig ville komme op af.
Jeg ville ikke blive deprimeret igen.
Jeg havde før, haft en periode i mit liv, hvor alt så sort ud, at den eneste udvej jeg så, var selvmord.
Den periode var i løbet af den tid, hvor jeg deltog i X-factor, da jeg så røg hjem, tænkte jeg:
Hvorfor blive?
Men så blev jeg sat i gruppe med de fantastiske drenge, og de har hjulpet mig gennem alt.
Jeg kom i tanke om Liam, jeg havde lovet at give besked, når vi vidste noget.
Jeg satte mig op i sengen, med mine ben ud over kanten, og hev så min mobil op af lommen.
Jeg skyndte mig at finde Liam under kontakter og ringe ham op.
De få bip lyde, mindede mig om maskinen, som viste Emma's tilstand, jeg rystede stille mit hoved, i håb om at tanken ville forsvinde, men det gjorde den ikke.
|L = Liam & N = Niall|
L: "Hej, det er Liam." Lød det i den anden ende af røret, jeg fik et lille smil frem ved lyden af hans stemme.
N: "Hey..."
L: "Såee, hvordan står det til?" Spurgte Liam usikkert, jeg sukkede stille og tog så en dyb indånding.
N: "Hun er tættere på døden, end livet..." Min stemme var tæt på at knække, den kunne snart ikke klare at sige den sætning mere.
L: "Bare rolig Niall, jeg er sikker på hun overlever." Jeg vidste udmærket godt, at han bare sagde det for at muntre mig op, men det hjalp altså ikke.
N: "Jeg gider ikke snakke mere"
Liam nåde ikke at sige et ord, før jeg lagde røret på, jeg smed mig igen ned i sengen og kiggede op i loftet.
Det var måske ret led at lægge på, jeg ringede jo for at snakke, men jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg alligevel ikke havde lyst.
Så jeg blev liggende indtil mine øjne lukkede i og jeg fandt sted i drømmeland.
~
"Niall!" Der blev rusket hårdt i mig, jeg slog mine øjne op ved chokket og satte mig op.
"Hvad?" Skyndte jeg mig at sige og forsøgte at følge med i hvad der foregik.
"Vi skal afsted nu!" Min fars stemme var oprevet, han hev fat i min arm og slæbte mig nærmest ud i bilen.
Min mor sad allerede i den, spændt fast og det hele, jeg blev bare smidt ind i den og nåde ikke at spænde mig før min far trykkede på speederen.
"Hvad skal vi?" Fik jeg sagt, mine øjne var tætte på at lukke i, men åbnede sig ved et overraskende svar:
"Emma er vågnet."
_____
Hej alle sammen!:)
Håber det var okay, for har lidt travlt, men nu er hun vågen!
Har en meget vigtig nyhed, @SayHelloEmma og jeg laver en historie sammen; Trouble.
Den vil være ude på søndag (D. 24. August) på Emmas profil!
Eeebb!
Tak for kommentarerne og stemmerne! Det er dem der holder mig igang!:')
Love ya!
- Julie Sophie.
_____
YOU ARE READING
Sister Horan | N.H
FanfictionFamilien Horan fik for femten år siden den værste overraskelse, deres lille datter på tre år blev kidnappet. Nu er det hele femten år siden og familien Horan har næsten mistet alt håb, indtil en livløs brunette bliver fundet i skoven, Er det Emma?
