"Hun skal begraves i morgen tidlig," startede jeg og han sukkede tungt.
"Jeg kommer så snart det er ovre," forsøgte jeg at trøste ham.
Han sagde intet, men forlod bilen og jeg.
------
Jeg sad og stirrede tomt op på præsten, der var ved at tage afsked med Frederiks mor. Frederik havde spurgt, om jeg ikke ville sidde på første række med ham, hans far og lillesøster. Her sad jeg så, og holdte om ham. Frederik var helt knust og vidste ikke, hvor eller hvad han skulle gøre af sig selv.
Lige så var jeg, men mest af alt pga. Marcus' udtryk i går og hvordan det hele bare ikke fungerede for mig. Jeg var klar over, at det var forkert af mig, at ændre vores aftale men jeg var nød til at være der for Frederik, jeg havde givet ham mit ord. Hvad der gjorde aller mest ondt, var at Marcus ikke selv kunne se det og nu havde set sig sur på mig.
Alle i kirken rejste sig op og Frederik samt nogle andre mænd, fra hans familie, skulle bære hende ud.
"Hver sød at gå med," snøftede han og jeg nikkede stille. De greb alle fat om håndtagene og jeg greb fat om Frederiks hånd og arm, på samme måde som jeg havde holdt ved Marcus for to dage siden. Hun var nu lagt i jorden og præsten begyndte igen at snakke. Det ødelagde mig endnu mere, at se Frederik sådan her, og jeg var klar over det delvis var min skyld, at han var så knust som han var.
"Frederik er heldig at have dig," sagde en ældre dame og agede mig kort på kinden. Hendes sætning ramte mig og fik mig til at føle mig endnu mere ussel, end jeg allerede følte mig. Jeg forsøgte at ignorere hende, så godt jeg kunne og fokusere på at være der for ham, inden jeg måtte gå.
"Frederik," startede jeg og krammede ham forsat.
"Jeg er nød til at gå," han trak mig ud af krammet og kiggede på mig et kort øjeblik, før han kyssede mig. Jeg trak mig hurtigt væk fra ham og kiggede med et forvirret blik på ham, inden jeg forlod ham.
------
Snap fra Marcus
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Linea: Jeg er der om lidt💛
Marcus: 👍🏻
Mit hjerte faldt ned i min mave og jeg havde en uhyre stor trang til at slå løs på ham. Jeg var godt klar over, at han havde regnet med at jeg tog direkte med op til Trofors, men jeg havde givet mit ord på at jeg ville være der for Frederik, det var det mindste jeg kunne gøre for ham.
"Neste stop Trofors," lød det over togets højtaler og jeg samlede mine ting sammen og gjorde klar til at stå af.
Linea: Hvor skal jeg tage hen? Kirken eller hjem til dig?
Marcus: Meg
Det gjorde ondt, det gjorde virkelig ondt at han behandlede mig som han gjorde. Hvorfor skulle han være så kold? Jeg stod af og havde regnet med han ville være der, men ingen var at se og jeg måtte gå hjem til ham alene. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med ham, eller fejre ham for den sags skyld. Lige nu kunne jeg slet ikke udstå ham.
"Hei Linea!" Råbte Emma op og kom løbene hen og krammede mig. Et svagt smil, formede sig på mine læber. Måske var Marcus en so, men hans familie forblev noget af det bedste.
"Hvor er du fin!" Komplimenterede jeg hende og hun smilede stort. Men hendes smil forsvandt hurtigt og hun spurgte indtil, hvorfor jeg havde grædt.
"Jeg kommer lige fra en begravelse," svarede jeg og forsøgte at lukke emnet hurtigt. Heldigvis kom Martinus frem, iført jakkesæt og trak mig ind i et kram.
"Du ser godt ud," sagde jeg og han grinede kort.
"Jeg kan ikkje sige det om deg," jokede han og hentydede til at jeg havde grædt.
"Går det bra?" Spurgte han seriøst og jeg nikkede kort og spurgte indtil, hvor Marcus var. Martinus svarede kort, at han var oven på og ønskede mig held og lykke. Var der noget jeg havde brug for, var det held, men på den anden side havde jeg ikke noget imod at flippe ud på ham, han var pisse uretfærdig.
Jeg bankede stille på og kort efter kom der et svar.
"Hei," sagde jeg stille og lukkede døren bag mig. Han kiggede blot på mig også tilbage i sin mobil. Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at græde og satte min taske, hvor jeg altid satte den.
Jeg forsøgte at ignorere ham så godt jeg kunne, men hans kolde facade havde ødelagt mig. Mit fokus lå på at få lagt en lille smule make up, så jeg ikke så ud som jeg gjorde. Marcus måtte have hørt at jeg kæmpede for ikke at græde og fyrede den sidste kommentar af, som jeg havde brug for lige nu.
"Seriøst?" Spurgte han og rullede øjne af mig.
Jeg drejede mig hurtigt rundt og stirrede på ham.
"Hold kæft, hvor er du bare et usselt menneske!" Sagde jeg oprigtigt skuffet, og lod en tåre løbe ned af min kind, hvor efter flere fulgte efter. Marcus trak ikke en mine, måske fordi han var ligeglad, med min mening om ham, eller fordi han ikke forstod hvad jeg ligge havde sagt.
"Jeg ville langt hellere gennem tæskes af Frederik, end at være sammen med dig lige nu. Du er så fucking uretfærdig, fatter du ikke at jeg intet valg havde?! Han har ingen andre end mig, hans familie havde brug for mig. Du af alle burde forstå... men du var og er stadig den største so og..." jeg så stadig på ham med had og svang ham en lussing.
