Linea's synsvinkel
Jeg vågnede med en smule hovedpine, men ellers havde jeg det helt fint. Marcus var ikke længere på værelset, men huset var helt stille. Istedet for at blive liggende her og have ondt af mig selv, rejste jeg mig og gik nedenunder for at få noget vand.
Han sad ved deres spisebord og spiste is fra i går af.
"Is, som frokost?" spurgte jeg og gik helt over til ham.
"Ja," grinede han. Jeg satte mig på bordet og hvilede mine ben på den stol der stod foran mig.
"Jeg har noe til deg," smilede han og tog isen fra mig, som jeg lige havde taget fra ham. Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare på ham og håbede lidt han jokede.
"Her," sagde han og gav mig en lille rund æske. Jeg kiggede dumt på ham og håbede på en måde at han ville tage den fra mig igen, hvorfor skulle han overhovedet give mig en gave.
Marcus lagde hovedet en smule på skrå, lagde en hånd på min lægmuskel og ventede på jeg ville åbne gaven han havde købt til mig.
Det var et lille vedhæng fra Jane Kønig i sølv, med bogstavet M indgraveret. Jeg kiggede kort op på ham og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.
"M for Marcus?" spurgte jeg stille.
"Ja," smilede han og kyssede min knæskal. Han trak en kuvert frem og bad mig om at læse det højt.
Kjære Linea Andersen,
for at være helt ærlig, har jeg siddet og set på dette papir i 2 timer, uden av vide hvad jeg måtte skrive. Faktisk sad jeg og så på computer skjermen min, du ville ikkje ha kunne lese håndskriften min.
Men det å ikkje en dårlig ting da, for du gjør mig mundlam hver dag, bare vet å være i min tilstedeværelse. Jeg vet at vi ikke har kendt hverandre i så lang tid, men det gjør meg bare endnu mere sikker i sagen min - du er noe helt spesielt!
Jeg vet hvor dumt det må lyde, men det er sandt! Lige fra første gang jeg fik øje på deg, sprang mit hjerte et slag eller to over.
Det er ikkje altid lige let, og det kommer det hellere ikkje til at være like foreløpig. Du har skole og utdannelse at fokusere, det samme har jeg bare i en lidt mindre grad, dog reiser jeg konstant verden rundt og er sjeldent hjemme eller har ikkje tid til bare at prate med deg.
Jeg vet også at det ikkje altid har været lige nemt for deg, og du er blevet udsat for ting, ingen noensinne burde blive udsat for - og især ikkje pga. kjærlighet.
Du skal vide at du er den siste person jeg ville lade i stikken eller stå alene. Jeg er så glad for at ha møtt deg og håper at det vi har, varer længere end noe andet har gjort, eller kommer til at gjøre.
Du må vide at jeg er villige til at gå igjennom alt dette for deg!
Gratulere med bursdagen, jeg håper du nød dagen sammen med meg - selvom jeg intet visste om det, før efterfølgende!
Jeg elsker deg xx
Jeg var mundlam og ville gerne sige noget til ham, men intet kom ud fra min mund. Det eneste jeg kunne gøre var at sidde og stirre på ham.
En ubehagelig følelse voksede i mig og jeg styrtede ud på badeværelset, kastede mig ned foran toilettet og brækkede mig.
------
På en måde havde vi stort set huset for os selv.
Kjell-Erik og Gerd Anne lå på deres værelse og forsøgt at hvile deres tømmermænd væk, Emma havde fået en veninde på besøg og de var lige løbet ned efter slik. Martinus havde jeg kun lige set kort i dag, inden han hurtigt var ude af døren, med en boldt under armen. Jeg havde lidt fået på fornemmelsen at han prøvede at undgå os, men det var sikkert bare indbiling.
Marcus og jeg derimod havde erobret sofaen samt stuen og forsøgte nu at have Harry Potter maraton sammen med Nrk, men det var sært fordi enten kastede jeg op eller også kunne vi ikke fokusere på andet end hinanden og gik derfor klip af en scene eller to.
Jeg havde heldigvis ikke kastet op i 2 timer nu og var sikker på jeg var færdig med det helt. Marcus havde kigget undrende på mig, da jeg rejste mig fra ham og ville gå ud for at børste tænder. Et smil kom hurtigt frem på min læber og jeg forklarede at jeg bare skulle børste tænder, så jeg ikke havde bræk smag i munden.
Emma og hendes veninde kom tilbage med to poser bland selv slik og to poser chips. Marcus var hurtigt til at spørge om vi måtte få en pose chips. Emma brokkede sig til at starte med og sagde at han ikke måtte få noget, men han blev ved med at tigge. Så meget at hun til sidst gav efter og gav ham den dårlige pose chips, som hun selv sagde.
"Er dere kjærester?" spurgte hendes veninde pludselig og Emma begyndte at grine.
"Ja," sagde Marcus stolt og jeg kiggede hurtigt på ham og rystede på hovedet.
"Øh nei? Vi er ikkje det," sagde jeg til ham og frem kom et flabet udtryk på hans ansigt. Marcus nikkede og jeg rystede igen på hovedet.
"Jo, vi er det,"
"Nei-" han afbrød mig ved at presse sine læber imod mine og Emma og hendes veninde råbte op.
"addd, dere er jo kjærester!"
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 22. December - hvis I ikke selv har set det har historien allerede 19.4k reads og I har stadig 2 dage til at nå 600 reads mere - når I det, er der som sagt dømt maraton! xx
