Marcus' synsvinkel
Jeg trak Martinus med op oven på og med ind på mit værelse. Han var skræmt fra vid og sans og jeg var rasende.
"Hva tror du selv!" startede jeg og råbte nærmest af ham.
"Jeg ville ikkje at jeg skulle bli forelsket i henne," forsvarede han sig selv.
"Men det er ikkje noe jeg velger, Marcus!" hævede han stemmen.
"Vi kan ikkje være forelsket i den samme, Martinus!"
"Tror du ikkje jeg vet det? Hun har jo valgt deg, slapp av!" Han havde fat i noget og jeg slap hans trøje. Hvorfor skulle han lige forelske sig i hende? Jeg var klar over, at hun var den der havde været mest tilstede, men det var forkert. Vi hørte skridt, og en lys stemme kaldte efter mig.
"Ikkje si noe til henne!" tiggede han. Jeg tøvede og overvejede stærkt mit svar, hvilket fik Martinus til at panikke endnu mere.
"Marcus?!"
"Okay, jeg skal ikkje si noe," svarede jeg og døren gik op. Linea kom ind og Martinus sank en klump. Jeg kunne ikke tro at jeg skulle til at holde øje med ham, for at sikre mig der ikke skete noget, der ikke skulle eller måtte ske.
"Hei du," sagde jeg gik over til hende og trække hende med nedenunder igen og så langt væk fra Martinus som muligt.
Linea's synsvinkel
Jeg havde kigget efter Marcus i et stykke tid og endte med at finde ham oppe på Martinus' værelse, helt anspændt og stresset. Hvorfor havde jeg ikke den fjerneste ide om og lige nu prøvede jeg bare at lægge det fra mig og fokusere på de mange gæster der skulle have is.
"Vi skal hjælpe din mor med desserten," forklarede jeg.
"Så det var ikkje fordi du savnet meg?" spurgte han og forsøgte at lyde flabet, men noget gik ham på. Jeg kiggede dumt på ham og trak ham længere ind i køkkenet, så der ikke var nogen der kunne se os.
"Også det," svarede jeg og forsøgte at få ham i bedre humør. Han smilede svagt, men smilet var stadig ikke oprigtigt. Jeg så opgivende på ham og forsøgte at læse ham.
"Hvad sker der?" han svarede hurtigt, at der ikke var noget i vejen og kyssede mig, for at understrege det.
------
Dagen havde været god, og måske lidt for god. Jeg havde prøvet ihærdigt at holde mig væk fra champagnen, men i sidste ende var de voksne blevet så fulde at de begyndte at helde op til mig.
Marcus prøvede nu at få mig op af trappen, uden at nogen af os skulle falde. Mirakuløst fik han os ind på sit værelse og lagt mig på sengen.
"Takk," sagde jeg og var utrolig fuld. Han smilede skævt og tog sine sko og jakkesæt af, for at komme i noget afslappet tøj.
"Vil du tage mit tøj af?" spurgte jeg og lød som et lille barn. Han kiggede dumt på mig og lignede ikke en, der var klar på at hjælpe mig. Jeg sendte ham et fornærmet blik og rejste mig hurtigt op fra sengen og var endnu hurtigere over ved ham. Dog var jeg ved at falde en gang eller to, men jeg kom over til ham.
"Du må hjælpe mig!" tiggede jeg og rakte mine arme op, så han kunne få min kjole af mig. Igen kiggede han afventende på mig, men gav efter og løftede den af mig så jeg kun stod i undertøj. Han bed sig hårdt i læben og stirrede. Så fuld og flabet jeg var gik jeg lidt væk fra ham og poserede for ham.
"Du er så vakker," sagde han og kunne ikke rigtig finde ud af, om han skulle grine af mig eller gribe fat om mig med det sammen. Det tog et split sekund så dalede mit humor og jeg stod og kiggede helt tomt på Marcus. Han kiggede forvirret og bekymret på mig.
"Hva er det?" spurgte han og gik over til mig. Jeg var ikke klar over, hvordan jeg skulle få det sagt, uden at han ville tro jeg var helt fra den, men det gik mig virkelig på.
"Jeg vil så gerne have dig, men du er ikke gammel nok! Jeg kunne komme i fængsel for at være sammen med dig," han kiggede dumt på mig og forstod ikke rigtig hvad jeg mente, så han begyndte at grine.
"Jeg mener det, kender du ikke dit eget lands love? Hvis du har sex før du er 16 kan jeg komme i fængsel for det," han stivnede ved lyden af ordet og var nu helt seriøs.
"Er det, det du vil?"
"Selvfølgelig vil jeg det, jeg elsker dig jo." svarede jeg som var det, det mest naturlige.
"Du elsker meg?"
"Ja! Jeg elsker deg, Marcus Gunnarsen!
Jeg ved at jeg ikke er så god til at acceptere, at du gerne vil være offentlig osv. men jeg vil gerne prøve!" startede jeg, men fortrød hvad jeg lige havde sagt.
"Bare ikke endnu," rettede jeg mig selv hurtigt og håbede inderligt han ikke ville blive sur.
"Jeg tror du må sove nå," smilede han svagt og hjalp mig ned i sengen, sammen med sig.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 21. December - og var det så smart at være så ærlig som hun lige var?
