Linea's synsvinkel
Vækkeuret på min mobil skreg op og vækkede mig med et sæt. Det var mandag og en forfærdelig uge gik mig i møde. Jeg sprang i et par sorte WoodWood bukser, trak en lysegrå strik nedover hovedet og tog mine sædvanlige smykker på.
Jeg lignede noget der var løgn.
Et spøgelse, og tydeligvis en der var alt for udmattet til at tage i skole, men der var ingen kære mor længere, jeg måtte afsted. Min hjerne fik slæbt min trætte krop nedenunder og fik mig til at lave en smoothie som morgenmad.
"Var du på besøg hos din boyfriend?" Spurgte min storebror og sendte mig et åndssvagt flabet ansigtsudtryk.
"Hvad tror du helt seriøst selv? Idioten opfører sig som en fra 7. Klasse der stadig ikke har fået hår på pikken." Svarede jeg irriteret og satte mig op på bordet.
"Jeg mente din norske fjældabe," grinede han.
"Og du ryger lige ind under kategorien - pisse umoden og alt for irriterende til at man overhovedet gider hører på dig!" Min stemme var blevet skarpere. Hvorfor havde alle behovet for at række ned på ham hele tiden?
"Slap dog af," svarede han og himlede med øjne.
"Tag dig sammen, og omtal mine venner ordenligt! Han er fandme den eneste der rent faktisk bryder sig om mig og oprigtigt gider lytte - så nej, du får en shit storm hver gang du snakker om ham, på en nedladende måde!" Forsvarede jeg Marcus og nærmest råbte af min storebror til sidst.
------
Jeg havde haft en utrolig stor lyst til at kører i skole, istedet for at tage offentligt transport, som jeg plejede at gøre. Det var bestemt også noget jeg fortrød jeg ikke havde gjort, alle øjne var på mig da jeg gik ind i bussen, selv fra person jeg aldrig havde set før. Jeg havde prøvet at ignorer det så godt som muligt, men havde ingen steder at forsvinde hen på de sociale medier. Det var for tidligt at skrive til Marcus, Sofie var uden tvivle stadig sur over, at jeg ikke havde taget hende med til Stockholm og Frederik og jeg var helt sikkert ikke på talefod.
Det var ensomt, uden tvivle. Ikke at jeg havde haft specielt mange tætte veninder før alt det her, men jeg havde helt sikkert mistet de få jeg havde.
Den første der styrtede lige over imod mig, da jeg kom ind på skolen, var Frederik.
"Hvor har du været?" Hans stemme var helt forandret og bekymret. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle reagere og stod bare og kiggede forvirret på ham.
"Det kommer ikke dig ved,"
"Det kommer ikke mig ved?" Han hævede stemmen.
"Nej."
"Jeg er den eneste der bekymre mig for dig, også kommer det ikke mig ved? Hvem er mere berettiget til at hører om det, end din kæreste?" Jeg kiggede hurtigt op på ham med et skarpt blik.
"Vi er ikke sammen. Det sørgede du for at ødelægge, godt og grundigt!" Hans udtryk ændrede sig tilbage til, hvordan det havde været inden jeg flygtede op til Norge.
"Du vil fortryde det," var det eneste han kunne komme på.
"Jeg har ikke fortrudt noget som helst og det kommer jeg hellere ikke til," svarede jeg igen og gik overlegent forbi og væk fra ham.
------
Dagen havde faktisk ikke været så slem, som jeg havde frygtet. Folk havde kigget på mig som forventet, men jeg satte pris på at Frederik havde ladet mig være i fred og at jeg ikke var blevet efterladt alene.
"Er han ikke utrolig barnlig?" Spurgte en af de 5 piger der havde samlet sig om mig. Vi havde frikvarter og havde hele lokalet for os selv.
"Ikke rigtig. På nogle punkter kan jeg selvfølgelig godt mærke at jeg er ældre end han er," svarede jeg.
"Hvilke punkter?" Spurgte en af de andre nysgerrigt.
"Det er lige meget," svarede jeg, og emnet om Marcus og jeg blev hurtigt uinteressant for dem, og de glemte nærmest jeg var der.
Snap fra Marcus
Marcus:
Er det gået bra på skolen?
Linea:
Bedre end forventet!
Kan jeg ringe i aften, må fortælle dig noget
Marcus:
så klart 😘
Jeg sendte ham en kort video hvor jeg himlende med øjne af hans emoji.
Marcus:
jeg sender den til alle, ikkje tro du er spesiell
Linea:
men jeg er jo det😉
Marcus:
det er du vel
Linea:
💛💛
Marcus:
😘
------
Jeg havde mit sidste modul som var matematik, noget jeg bestemt ikke var den bedste til, men jeg kunne godt lide faget.
"Er der nogen der kan fortælle mig renteformlen?" Spurgte min matematik lærer udover klassen og min hånd røg op, som den eneste.
"Linea?"
"K = K0 * (1 r)^n," sagde jeg, imens kan skrev den op på tavlen.
"Hvem skulle have troet Einstein stadig kunne, efter at have været oppe hos fjeldaberne i 5 dage?" Sagde Frederik og fik det meste af klassen til at grine. Jeg sukkede irriteret og gad ikke en gang at kigge på ham.
"Utroligt du stadig ikke kan den, når dit fravær er ned på 0%" svarede jeg igen, uden at kigge på ham. Klassen gav igen lyd fra sig, hvilkede bekræftede at mit svar på hans åndssvage kommentar, var langt bedre end hans dumme bemærkning.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelig 2. December guys - kan vi komme op på 20 votes igen? xx
