Kapitel 31 - dræber blikkene

                                    

                                          
Jeg åbner døren ind til marcus' værelse "hvorfor er du så rød i hovedet?" Jeg flækker af grin "jeg har lige mødt Maylen" fremstammer jeg imens jeg griner han nikker som om han godt vidste det "lad mig gætte Martinus hoppede op og krammede dig sådan stod I, i noget tid og Maylen sendte dig dræber blikket" siger Marcus som om han faktisk var der inde, jeg nikker. "Må jeg ik være med til at spille?" Marcus kigger overrasket op på mig "kan du finde ud af FIFA?" Spørg han imens han rækker mig en controller, jeg nikker bare og sætter mig ved siden af ham "Wuhu" råber jeg da det nu står 2-0 til mig, ahaha man skal aldrig og jeg mener aldrig undervurdere en pige, Marcus kigger fornærmet på mig han havde vidst regnet med jeg slet ik kunne finde ud af det, Ahaha
                          
Efter noget tid kommer Martinus og Maylen ind på Marcus' værelse "hvad laver i?" Spørg Martinus "jo altså jeg tæver bare Marcus i FIFA" siger jeg og smiler kækt til Martinus, ahaha "tæver du Marcus? Må jeg spille en kamp mod dig?" Spørg Martinus samtidig med han ser overrasket ud, jeg nikker og rækker Martinus kontrolleren. Maylen sender mig dræber blikket og jeg flækker af grin hun kigger bare irriteret på mig "hvad griner du af?" Spørg Martinus undrende "det er lige meget" siger jeg bare, jeg kan se at Marcus ogs var ved at flække af grin.
                          
Efter en kamp havde jeg ogs vundet over Martinus i FIFA "hvordan er du så god?" Spørg Marcus "sådan er det bare når ens bedste veninde skred fra en og fik alle til at hade en...  siden jeg er flyttet skole har jeg bare været sammen med drenge så jeg har ik rigtigt nogen veninder mere, så mine drenge venner lærte mig ah spille FIFA osv, Ahha" siger jeg og smiler med lidt tåre i øjnene "Årh Cecilia kom her" siger Martinus og Marcus i kor og gav mig et kram sådan stod vi nok i 5 minutter "godt nok er vi jo ogs drenge, men vi vil altid være her for dig lige meget hvad" siger Martinus, Marcus nikker "tak drenge jeg elsker jer" siger jeg. "Martinus min mor hun har lige spurgt om jeg skal sove her ellers skal jeg hjem nu" hører jeg bare en irriterende stemme sige bagved mig det er jo selvfølgelig Maylen "Maylen du kan altså ik sove her idag" siger Martinus "okay men følger du mig så ikke lige ned?" Siger Maylen fornærmet, Martinus går med Maylen nedeunder "Maylen hun sender dig dræber blik hele tiden" siger Marcus, jeg nikker bare og griner "du kan ikke tage hende seriøs vel?" Spørg Marcus igen, jeg ryster på hovedt og griner stadig, Marcus begynder ogs at grine lidt jeg har savnet de her dage hvor vi bare griner sammen