26 - Detektivarbejde

                                    

                                          
Mandag morgen var det tid til, at detektiv Zoe Powers måtte igang, så jeg tog fat i Alice, da jeg kom i skole.
                          
"Alice, hvad husker du fra halloween-festen?"
                          
"Øh, at du bed mig i armen. Jeg har stadig et mærke, hvis du har lyst til at se -..."
                          
"Husker du noget, som Ella sagde? Eventuelt noget med en kæreste hun har?" afbrød jeg.
                          
"Niks. Hvorfor? Har Ella fået en kæreste?"
                          
"Jeg husker ikke så meget fra festen, fordi jeg var vildt fuld, men jeg kan huske, at Ella råbte af Luke. Det var noget om, at hun havde en kæreste."
                          
"Jeg synes heller ikke, at jeg har set Luke følge efter hende siden," fortalte Alice. "Woaw."
                          
"Ja, ikke? Jeg kunne nemlig godt forestille mig Ella, som gammel, pensioneret dame med gråt hår, der kommer hjem fra en omgang morgen-yoga og hilser på sine 63 katte, der alle har et navn, som hun kan i hovedet. Det var sådan, jeg regnede med, Ellas fremtid ville se ud."
                          
Alice grinede lidt og blottede på den måde sine fine hvide tænder.
                          
"Yeah. Det regnede jeg også med," grinede hun.
                          
"Well, vil du hjælpe med at finde ud af, om hun faktisk har en kæreste, og hvem det er?"
                          
Hun nikkede. "Jep. Det bliver spændende."
                          
"Vi begynder til frokost."
                          
***
                          
"Ellaaaaaa," smilede Alice og pressede sig ned mellem Ella og Jose.
                          
Jeg satte mig på den anden side af Ella.
                          
"Hvordan går det?" spurgte jeg og klappede venskabeligt Ella på ryggen. "Og hvad med Lucas? Hvordan står det til med ham?"
                          
Ella kiggede forvirret fra Alice til mig, og Jose så mindst lige så forvirret ud, og hun sendte mig et hvad-sker-der-blik.
                          
Jeg svarede hende med et jeg-forklarer-senere-blik, som hun heldigvis forstod og nikkede til.
                          
"Øh, han er stoppet med at følge efter mig, og det er jeg ret glad for. Hvorfor spørger I?"
                          
"Hvorfor er han stoppet med at følge efter dig? Har du da sagt noget til ham?" spurgte Alice.
                          
Imens vi ventede på Ellas svar, tillod jeg mig at kaste et blik over på Alex' bord, hvor Luke sad og hang med næbet, imens han kiggede længselsfuldt over på Ella. Alex kiggede på mig, men da han opdagede, at jeg havde lagt mærke til det, kiggede han hurtigt ned i bordet med et smil.
                          
Jeg rystede smilende på hovedet og vendte tilbage til detektiv-arbejdet, men så snart jeg lagde mærke til smilet, der var poppet frem på mine læber, fra da Alex kiggede på mig, gjorde jeg mit ansigtsudtryk alvorligt og detektiv-agtigt.
                          
"Hvad mener du?" spurgte Ella.
                          
"Har du sagt et eller andet, der kunne få Luke til at holde sig fra dig?" uddybede Alice.
                          
"Øh -..."
                          
"For eksempel noget om, at du har en kæreste?" tillod jeg mig selv at tilføje.
                          
"Jeg ved ikke, hvad I snakker om," svarede Ella hurtigt - lidt for hurtigt.
                          
"Det tror jeg, at jeg gør," udbrød Jose. Alle seks øjne hvilede nu på hende. "De snakker om det, du råbte af ham til halloweenfesten. Jeg ved godt, at du bad mig om ikke at snakke om det, men nu er jeg altså ved at dø af nysgerrighed for at vide, hvem din kæreste er!"
                          
"Så jeg havde altså ret," hviskede jeg til Alice.
                          
"Ja," svarede Alice hviskende.
                          
"Hvem er det, Ella?" spurgte Jose, Alice og jeg nysgerrigt i munden på hinanden.
                          
"Ikke nogen," svarede Ella og kiggede ned i bordet med røde kinder.
                          
"Jo, come on Ella! Vi er dine venner, så vi burde faktisk have fået det at vide ligeså snart, I fandt sammen," pointerede Alice.
                          
"Det er ikke nogen, sagde jeg," sagde Ella, stadig med blikket i bordet.
                          
"Ella, for at være ærlig, tror jeg, at vi alle sammen havde forestillet os dig som gammel dame med en 63 katte rundt om dig, imens du sidder og strikker tøj til dem alle sammen med deres navne på maven. Vi er stolte af, at du ikke lever op til vores forventninger, og vi lover ikke at grine, for hvor slemt kan det være? Du er jo ikke lige frem blevet kærester med biologi-Bo, vel?" jokede jeg.
                          
Ellas blik var stadig vendt mod bordet og hendes kinder var stadig tomat-røde. De blev dog lidt rødere, da jeg sagde det om biologi-Bo.
                          
"Nej, det er løgn! Du er sammen med din 52-årige biologi-lærer Bo?!" udbrød jeg lidt for højt.
                          
"Nej for helvede, Zoe! Hvad tænker du om mig!" hvinede Ella lavt. "Jeg har ikke lyst til at snakke om det, og det burde I respektere som mine venner."
                          
Hun rejste sig op og gik med hurtige skridt ud af kantinen.
                          
"Det gik jo godt," kommenterede Jose sarkastisk.
                          
---
Hejjj! x)
                          
Undskyld for 4 dages ventetid, men jeg har haft andet at se til, og så følte jeg bare ikke lige for at skrive på historien.
                          
Praktisk info: jeg skal på lejrtur på mandag, og vi må ikke have mobiler, andre elektroniske ting eller slik med, så de bliver umuligt at opdatere denne bog/historie. Derfor får I to kapitler mere i denne uge og mindst tre i ugen efter. Jeg håber, det er okay :)
                          
Vi ses
Helene <3