I'm afraid

                                    

                                          
Tusinde tak for 5k!!
                          
******
                          
"Jeg er så glad lige nu," mumler Harry og kysser mig lige under øret.
                          
Jeg læner mit hovede tilbage mod hans skulder. Hans arme holder mig om maven og presser min ryg mod ham.
                          
"Mm?"
                          
"Så glad," hvisker han og kysser mig på kinden. "Der er bare en ting, jeg vil vide ..."
                          
"Ja?"
                          
"Hvor er min datter?" Spørger han med et grin.
                          
Jeg bryder ud i et grin. Jeg vender mig om, så jeg står ansigt til ansigt med ham. Jeg lægger mine om hans nakke. Hans hænder kører ned på min læn.
                          
"Ved du ikke det?" Spørger jeg med et grin.
                          
"Nej, det ved jeg faktisk ikke, så det undre mig lidt," griner han.
                          
"Hun hjemme ved din mor og Robin," fortæller jeg.
                          
"Nåh, okay," griner han. "Det vidste jeg slet ikke."
                          
"Har du slet ikke snakket med hende her på det seneste?" Spørger jeg.
                          
"Nej, sidst jeg snakkede med hende var i onsdags, og det er 5 dage siden nu," fortæller han med et smil.
                          
"Burde du så ikke snart ringe til hende, momma's boy?" Spørger jeg med et grin.
                          
"Måske ... og shut up," griner han.
                          
Jeg griner bare af ham. Jeg er så glad for, at vi ikke er uvenner længere. Det har virkelig været en forfærdelig uge, hvor jeg har nærmest følt mig hel tom inden i, fordi vi ikke har været på den gode side af boldbanen.
                          
"Hvornår kommer hun hjem igen?" Spørger Harry.
                          
"Jeg afleverede hende i går eftermiddags, og hun kommer hjem igen i morgen," forklarer jeg.
                          
"Okay, så glæder jeg mig til i morgen," smiler han.
                          
"Gider du måske ikke være sammen med mig?" Spørger jeg ironisk.
                          
"Jeg savner min datter, okay? Jeg har ikke set hende i en uge nu. Det er faktisk meget lang tid," griner han. "Men jeg vil altid være sammen med dig. Resten af mit liv."
                          
"Det er jeg glad for at høre," smiler jeg.
                          
"Er du stadig på et bryllup i januar?" Spørger Harry.
                          
"Ja, det er jeg. Det skal bare være hen mod slutningen af januar," siger jeg.
                          
"Hvorfor?" Spørger han med rynket pande.
                          
"Fordi så har vi lidt længere tid til at planlægge det, og på grund af nogle andre ting ... ja, du ved," siger jeg og mumler det sidste.
                          
"Hvad for nogle andre ting?" Spørger han med et grin.
                          
"Du ved ..." mumler jeg og kigger til siden. Han kigger på mig med store øjne. Han ved godt, hvad jeg mener. "Altså med mindre du vil have min kjole til at lige det japanske flag, så skal det holdes i slutningen af måneden."
                          
"Ej, det er okay, Rose. Jeg ved godt, hvad du mener," griner han.
                          
"Oh God, din idiot," sukker jeg og hviler mit hoved mod hans brystkasse.
                          
Harry griner højlydt.
                          
"Vil du egentlig stadigvæk tage Styles navnet?" Spørger Harry kort efter.
                          
"Styles ..., Styles er et ret sexet navn," siger jeg.
                          
Hans hænder kører fra min læn ned i baglommerne på mine bukser. Jeg bider mig i læben. Stemningen ændrer sig pludselig.

                          
"Virkelig? Du ved godt, at din egen datter hedder Styles?" Griner han let.