Deadlines

                                    

                                          


                          
"Mor henter dig snart igen, okay?" forsikrer jeg Violet, der står lige foran mig.

                          
Hun har virker trist og kigger ned i jorden. Det har nok noget af gøre med, at vi for mindre end en time siden sagde farvel til Harry, fordi han skal afsted på tour igen. Og igen ved ingen af os, hvornår vi kommer til at se hinanden igen. Jeg kunne mærke på både Violet og Harry, at det var svært for dem at sige farvel til hinanden, og jeg blev nærmest helt trist af at se dem sige farvel til hinanden.
                          
"Kan du give mig et kys, inden jeg går?" Spørger jeg og trutter med mine læber.
                          
Violet kigger op på mig og giver mig et kys på munden.
                          
"Tak, så kan du godt smutte ind og lege med de andre," smiler jeg og aer hende over håret, inden hun løber ind i huset til de andre dagplejebørn.
                          
Jeg sukker, inden jeg rejser mig op og går ud til min bil. Jeg sætter mig ind i den og kører mod mit arbejde. Lige nu har jeg overhovedet ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg har egentlig kun lyst til at gå ind og hente Violet igen også tage hjem og lægge mig under min dyne og græde mine øjne ud, fordi jeg savner Harry.
                          
Jeg prøver virkelig ikke at virke svag foran Violet, men ligeså hårdt det var for hende at sige farvel, ligeså hårdt var det også for mig. Men jeg har sagt til mig selv uadskillelige gange, at jeg må ikke græde foran Violet. Jeg må ikke virke svag overfor hende, for jeg ved, at hun kan mærke det. Hun kan nemt se på mennesker, når de er kede af det eller har problemer. Også vil hun altid gøre alt, hvad hun kan for at gøre personen glad igen, fordi hun har sådan et stort hjerte.
                          
Selvom hun kun er et halvandet år gammel, så elsker hun alt og alle, og hun kan ikke holde ud at se dyr, der lider, om det så er en lille flue. Hun vil ikke have, at jeg f.eks. slår en edderkop ihjel, fordi det er synd for den.
                          
Også elsker hun Finn rigtig højt.
                          
Hun er ligesom hendes far. Hun elsker personer, for den de er, og hun kunne aldrig finde på at skade nogle.
                          
Pludselig parkerer jeg ude foran min arbejdsplads, inden jeg overhovedet har opfattet, at jeg har startet bilen. Med alle mine tanker, der flyder rundt i hovedet på mig, så går tiden bare meget hurtigere. Men det er fint nok, så går det kortere tid, inden Harry kommer hjem igen.
                          
Jeg bæger min krop mod elevatoren, inden jeg trykker på den etageknap, jeg skal op på. Der lyder et ding og elevatordørerne åbnes. Jeg går hen mod mit kontor.
                          
Det er helt underligt at tage på arbejde, når Mark ikke er her længere. Underligt på en god måde, tror jeg. Det er godt underligt, at jeg ikke skal til at kigge mig over skulderen, hver gang jeg har skulle forlade mit kontor. Men på en måde så savner jeg også alle de pauser, vi havde sammen på mit kontor. Dengang vi var venner.
                          
Jeg bliver med et samme træt, da jeg ser papirerne, der ligger og flyder på mit skrivebord. Det her bliver en lang dag. Men jeg kan ligeså godt komme igang med det samme.
                          
Men ikke mere end 20 minutter ind i mit arbejde, banker det på min dør.
                          
"Kom ind," råber jeg op fra alle mine papirer, der ligger foran mig.
                          
Tracy stikker hovedet ind af døren. Hun smiler til mig og går halvt ind på kontoret.
                          
"Hej Rose, jeg vil bare lige sige, at Bennett gerne vil snakke med dig om 5 minutter," smiler hun.
                          
"Okay," sukker jeg. 
                          
Jeg kan ikke lade vær med at blive lidt nervøs over det. Hvad vil han mon snakke om? Jeg har vel ikke gjort noget forkert her på det seneste?