En rigtig god sæson – med et par bump på vejen 

Efter at have vundet THE DOUBLE sæsonen forinden, så var der store forventninger til endnu en god sæson – og man drømte realistisk om igen at spille sig i det forjættede Champions League-gruppespil. 

Det begyndte også godt med samlede sejre over FC Mogren og Stabæk, inden den sidste hurdle i form af APOEL FC.  Pospech sikrede et godt udgangspunkt med en 1-0-sejr i det første opgør, men det skulle vise sig ikke at være nok. Et velspillende APOEL-mandskab – båret frem af 20.000 fanatiske cyprioter – vandt returkampen 3-1, og skuffelsen var dog kolossal i den københavnske lejr, for man følte nok, at man var blevet blæst lige lovlig meget omkuld i de første 45 minutter.
 
I Superligaen fik man dog en udmærket start, blandt andet en 7-1 sejr over oprykkerne fra HB Køge, og bortset fra nogle enkelte ”smuttere”,  bød efteråret på mange fine kampe og mange sejre. 

Til gengæld røg man ud af pokalen med noget af et brag, da SønderjyskE - som endnu aldrig havde slået løverne i ligaen - vandt hele 5-0 i Haderslev på en aften, hvor alt gik op i en højere enhed for dem. 

Da efteråret nærmede sig sin afslutning, lå F.C. København i toppen af ligaen sammen med OB, og netop de to hold mødtes i efterårets sidste opgør. En lidt kritisk kamp, hvor en fynsk sejr kunne sende dem 7 point foran, mens københavnsk sejr ville reducere afstanden til blot to point. Men et flot spillede FCK-mandskab leverede en fornem præstation og sejrede 2-0 på to mål af Dame N'Doye.

Det gav god selvtillid inden årets sidste og vigtige opgave - en udekamp i Europa League-gruppespillet mod Sparta Prag, som krævede sejr, hvis løverne igen skulle gå videre til knockout-kampene efter jul. Forud var gået nederlag ude mod CFR Cluj og PSV, mens man hjemme i København havde slået Sparta Prag og Cluj samt spillet lige op med PSV.

Og med en overbevisende og nærmest knusende 3-0-sejr på et iskoldt stadion i Prag leverede københavnerne endnu et fornemt europæisk resultat mod et hold, der ellers var ubesejrede på hjemmebane i hele den tjekkiske sæson.

Dermed var der igen europæisk spil efter jul, men igen blev 1/16-finalen endestationen, for Olympique Marseille sejrede 3-1 i begge kampe og viste sig igen at være et hold, der var for stor en mundfuld for løverne. 

Forårets Superliga blev skudt i gang med et par brag. Først blev AGF slået med 5-0 i PARKEN, og ugen efter blev Brøndby besejret 2-0 samme sted. 

Som foråret skred frem blev det mere og mere tydeligt, at mesterskabstrofæet ville forblive i København et år mere. Løverne tabte godt nok fire kampe, men da forfølgerne satte endnu flere point til, kunne Ståles mandskab genvinde titlen tre runder før sommerpausen med en 4-1-sejr over HB Køge.

Dermed havde man nu vundet syv af de seneste ti mesterskaber - og otte i alt. Men løverne var absolut ikke mætte…