Uautoriseret ændring af watchOS
watchOS er designet, så det er stabilt og sikkert fra det øjeblik, du tænder din enhed. Indbyggede sikkerhedsfunktioner beskytter mod malware og virus og giver sikker adgang til personlige oplysninger og virksomhedsdata. Uautoriserede ændringer af watchOS (kaldes også “jailbreak”) tilsidesætter sikkerhedsfunktioner og kan forårsage mange problemer som f.eks. sårbarheder, ustabilitet og kortere batteritid på det hackede Apple Watch.
Sårbarheder. Hvis du jailbreaker din enhed, fjernes nogle sikkerhedslag, der er designet til at beskytte dine personlige oplysninger og dit Apple Watch. Når denne sikkerhed er fjernet fra dit Apple Watch, kan hackere stjæle dine personlige oplysninger, beskadige din enhed, angribe dit netværk eller indføre malware, spyware eller virus.
Ustabilitet. Uautoriserede ændringer kan medføre hyppige og uventede systemnedbrud på enheden, nedbrud og fastfrysning i indbyggede apps og apps fra tredjeparter samt tab af data.
Kortere batteritid. Software, der er blevet hacket, kan medføre, at batteriet tømmes hurtigere, så Apple Watch ikke kan bruges så længe på en enkelt opladning.
Ustabile tale- og dataforbindelser. Uautoriserede ændringer kan medføre afbrydelser af opkald, langsomme eller ustabile dataforbindelser og forsinkede eller upræcise lokalitetsdata.
Forstyrrelse af tjenester. Tjenester som iCloud, iMessage, FaceTime, Apple Pay, Visuel telefonsvarer, Vejr og Værdipapirer kan blive forstyrret eller holde op med at virke på enheden. Derudover kan tredjepartsapps, der bruger Apple Push Notification Service, få problemer med modtagelse af notifikationer eller modtage notifikationer beregnet til en anden enhed. Andre push-baserede tjenester som iCloud og Exchange kan få problemer med synkronisering af data med deres respektive servere.
Ingen mulighed for at installere fremtidige softwareopdateringer. Nogle uautoriserede ændringer kan beskadige watchOS, så det ikke kan repareres. Det kan medføre, at det hackede Apple Watch bliver ubrugeligt, når der installeres en fremtidig watchOS-opdatering fra Apple.
Apple advarer på det kraftigste imod, at der installeres nogen som helst form for software, der ændrer watchOS. Det skal også bemærkes, at uautoriserede ændringer af watchOS er en krænkelse af softwarelicensaftalen til watchOS, og derfor kan Apple nægte at udføre service på et Apple Watch, hvorpå der er installeret uautoriseret software.
Download denne håndbog: Apple Books