Beskær og ret fotografier ud i Fotos på Mac
Du kan beskære et fotografi for at forbedre dets komposition eller fjerne uønskede dele af billedet. Du kan beskære det til et fast eller specielt billedformat, eller du kan fastholde fotografiets oprindelige billedformat. Du kan også rette fotografier ud, som blev taget i en skæv vinkel, uden at det var meningen.
Bemærk: Du kan også beskære videoer og rette dem ud. Se Rediger og gør en video bedre.
Vigtigt: Når du beskærer et fotografi, ændres dets udseende overalt i Fotos, også i album, lysbilledshow og projekter. Du redigerer et fotografi uden at ændre det overalt, hvor det forekommer, ved først at dublere fotografiet og derefter redigere dubletten.
I Fotos på din Mac skal du dobbeltklikke på fotografiet og derefter klikke på Rediger på værktøjslinjen.
Klik på Beskær på værktøjslinjen.
Tip: Du kan hurtigt se værktøjerne til beskæring og udretning under redigering ved at trykke på C.
Gør et af følgende:
Beskær eller ret fotografiet ud automatisk: Klik på Auto.
Beskær manuelt: Træk vælgerektanglet for at omslutte det område, du vil beholde på fotografiet.
Beskær til bestemte proportioner: Klik på Format, og vælg det ønskede billedformat.
Vælg f.eks. Kvadrat, hvis du vil have et kvadratisk fotografi. Hvis fotografiet skal udskrives, kan du vælge et af de faste billedformater, f.eks. 16:9. Hvis du vil ændre størrelsen på et billede til brug i en HD-video, skal du vælge 16: 9. Du kan også vælge Speciel og selv skrive et specielt billedformat til et fotografi.
Spejlvend billedet: Klik på Spejlvend for at spejlvende billedet vandret. Alternativ-klik for at spejlvende billedet lodret.
Ret billedet ud manuelt: Træk hældningshjulet for at justere fotografiets vinkel.
Fjern de nuværende ændringer til beskæring eller udretning: Klik på Nulstil.
Gør et af følgende, når du er færdig med ændringerne:
Gem ændringerne: Klik på OK.
Stop beskæring uden at gemme dine ændringer: Klik på Tilbage til original.