Brug Mail-udvidelser i Mail på Mac
Apps, du henter fra App Store, kan indeholde forskellige typer Mail-udvidelser, som kan hjælpe dig med at sende og modtage e-mailbeskeder med appen Mail på din Mac. Du kan administrere Mail-udvidelser – slå dem til og fra eller fjerne dem – i indstillingerne til Mail.
Typer af Mail-udvidelser
Apps kan levere udvidelser til Mail, som vedrører nye beskeder, handlinger, blokering indhold eller øget sikkerhed.
Udvidelser til nye beskeder kan hjælpe, når du skriver beskeder. De kan f.eks. kontrollere modtageres e-mailadresser, når du skriver dem, eller føje headers til bestemte beskeder. Hvis symbolet for en udvidelse ikke findes på værktøjslinjen i vinduet Ny besked, kan du tilføje det ved at tilpasse værktøjslinjen.
Udvidelser til handlinger kan hjælpe dig med at administrere din indbakke. De kan f.eks. sætte et flag ved bestemte beskeder eller flytte dem til en anden postkasse som postkassen Reklame eller Arkiv. Hvis en udvidelse har udført en handling på en besked, vises symbolet for Udvidelse i besked-headeren.
Udvidelser til indholdsblokering kan være med til at beskytte din anonymitet. De kan f.eks. forhindre, at eksternt indhold (såsom billeder) indlæses, når du læser beskeder, og bruges til at give afsendere mulighed for at få kendskab til dine aktiviteter i Mail.
Udvidelser til sikkerhed kan hjælpe med at kryptere, dekryptere og underskrive beskeder. Hvis en udvidelse har de oplysninger, den skal bruge for at kryptere eller underskrive en besked, du skriver, vises symbolet for krypteret (en lukket lås) eller symbolet for underskrevet (et hak) i besked-headeren.
Før du kan bruge en udvidelse, du har installeret, skal du slå den til i vinduet Udvidelser i Mail.
Administrer Mail-udvidelser
Gå til appen Mail på din Mac.
Vælg Mail > Indstillinger, og klik på Udvidelser.
Foretag en eller flere af følgende handlinger på listen med Mail-udvidelser på din Mac:
Slå en udvidelse til eller fra: Vælg eller fravælg udvidelsens afkrydsningsfelt.
Fjern en udvidelse: Vælg udvidelsen, og klik på Fjern. Eller slet den app, der indeholder udvidelsen.
Når du fjerner udvidelser og slår dem til og fra, træder ændringen i kraft med det samme.
Brug en Mail-udvidelse
Gå til appen Mail på din Mac.
Klik på symbolet for en udvidelse på værktøjslinjen i oversigtsvinduet i Mail eller vinduet Ny besked, og følg derefter instruktionerne på skærmen.
Hvis det ser ud til, at udvidelsen ikke virker, skal du kontrollere, at du har slået den til i vinduet Udvidelser i Mail. Hvis symbolet for en udvidelse ikke findes på værktøjslinjen, kan du tilføje det ved at tilpasse værktøjslinjen.
Hvis vises i en besked-header, har en udvidelse, du bruger, foretaget en handling på beskeden.