Se åbne vinduer og områder i Mission Control på Mac
Mission Control viser alle vinduer, der er åbne på skrivebordet på din Mac, arrangeret i et lag, så du nemt kan finde et bestemt vindue. På Spaces-linjen langs med den øverste kant af skærmen vises miniaturer af programmer på fuld skærm eller i Split View samt skrivebordsområder, du har oprettet.
Tip: Du kan hurtigt bruge to programmer i delt oversigt ved at trække et vindue fra Mission Control til miniaturen af et program på fuld skærm på Spaces-linjen og derefter klikke på miniaturen.
Start eller forlad Mission Control
Fra et pegefelt: Skub opad med tre fingre for at starte Mission Control. Skub nedad for at forlade Mission Control. Du kan slå bevægelsen med pegefeltet fra eller ændre den i vinduet Pegefelt.
Fra et tastatur: Tryk på Mission Control-tasten (eller brug Control Strip) eller ctrl-pil op for at starte eller forlade Mission Control. Du kan ændre tastaturgenvejen i vinduet Mission Control.
Hvis du bruger en ekstra skærm og starter Mission Control på den, viser den skærm kun de åbne vinduer og områder, som du arbejder på.
Vis eller flyt alle åbne vinduer
Vis alle åbne vinduer til det aktuelle program: Tryk på ctrl-pil ned. Hvis Program-Exposé er valgt i vinduet Pegefelt, kan du også skubbe nedad med tre fingre. Du vender tilbage til skrivebordet ved at trykke på tasterne igen eller ved at skubbe nedad.
Vis alle åbne vinduer, grupperet efter program: Vælg “Grupper vinduer efter program” i vinduet Mission Control, og start derefter Mission Control.
Flyt åbne vinduer for at se skrivebordet: Tryk på Kommando-Mission Control , eller knib udad med tommelfingeren og tre andre fingre på pegefeltet. Du flytter vinduerne tilbage ved at trykke på tasterne igen eller knibe din tommelfinger og tre fingre sammen på pegefeltet.
Du kan ændre tastaturgenveje i vinduet Mission Control, og du kan slå pegefeltsbevægelser fra eller ændre dem i vinduet Pegefelt.
Kopier eller flyt emner vha. Mission Control
Hvis du har mange vinduer eller programmer åbne, og skal kopiere eller flytte emner mellem dem eller til skrivebordet, kan du med fordel bruge Mission Control.
Kopier tekst eller et billede mellem vinduer: Når du har kopieret emnet, skal du starte Mission Control for at vise alle åbne vinduer, klikke på et vindue for at skifte til det og derefter indsætte emnet.
Kopier et arkiv eller en mappe til skrivebordet: Når du har kopieret emnet, skal du trykke på Kommando-Mission Control for at flytte alle vinduer væk og vise skrivebordet. Derefter indsætter du emnet. Tryk på tasterne igen for at flytte vinduerne tilbage.
Flyt et arkiv eller en mappe til skrivebordet: Start med at trække emnet fra et vindue, tryk på Kommando- og Mission Control-tasten for at flytte alle vinduer og vise skrivebordet, og anbring derefter emnet. Tryk på tasterne igen for at flytte vinduerne tilbage.
Du kan ændre indstillinger og indstille genveje til brug af Mission Control i vinduet Mission Control. Vælg Apple > Systemindstillinger på Mac, og klik derefter på Mission Control.