Brug iCloud-arkivdeling til at dele mapper og dokumenter med andre iCloud-brugere
Med iCloud-arkivdeling kan du dele mapper og dokumenter i iCloud Drive med andre iCloud-brugere. Du og de personer, du inviterer, kan se og arbejde med dine dokumenter. De personer, der modtager din invitation, kan klikke på et link for at overføre den fælles mappe eller det delte arkiv fra iCloud til deres enheder. Alle ser de samme fælles emner. Hvis du giver andre mulighed for at redigere, kan de ændre arkiverne, og du kan se opdateringerne, næste gang du åbner arkiverne på din Mac.
Se flere oplysninger om iCloud Drive og indstilling af det på din Mac i Brug iCloud Drive til opbevaring af dokumenter.
Del mapper eller dokumenter
Du kan dele en mappe eller et dokument på følgende måder på din Mac:
Vælg iCloud Drive i Finder , vælg en mappe eller et dokument, klik på knappen Del , og vælg Tilføj personer.
Tip: Hvis emnet er placeret på skrivebordet, skal du ctrl-klikke på det, vælge Del på genvejsmenuen og derefter vælge Tilføj personer.
Åbn et dokument i et program, der understøtter iCloud-arkivdeling, klik på knappen Del , og vælg derefter Tilføj personer.
Vælg det program, du vil bruge til at sende invitationen med.
Du kan sende en invitation fra Mail, Beskeder, Kopier link og Airdrop.
Klik på infotrekanten ved siden af Delingsindstillinger, klik på lokalmenuen “Hvem har adgang”, og gør et af følgende:
Vælg “Kun personer, du inviterer”, hvis du kun vil give personer, du inviterer, adgang til mappen eller dokumentet.
Vælg “Alle med linket” for at give alle, der modtager linket, adgang til mappen eller dokumentet. De personer, du inviterer, kan f.eks. dele linket og give andre personer, som ikke er inkluderet i den oprindelige invitation, adgang.
Klik på lokalmenuen Tilladelse, og gør derefter et af følgende:
Vælg “Kan foretage ændringer” for at gøre det muligt for andre at redigere emnerne i mappen.
Vælg “Skrivebeskyttet” for kun at give læseadgang.
Klik på Del, og tilføj derefter e-mailadresser på de personer, du vil dele med.
Når de personer, du inviterer, modtager invitationen fra dig, kan de overføre den fælles mappe eller det delte arkiv fra iCloud til deres enheder. Hvis du tillader det, kan de ændre et dokument, og du kan se opdateringerne, næste gang du åbner arkivet på din Mac.
Hvis du vælger kun at dele med inviterede personer, er det kun dem, der kan få adgang til arkiverne i den fælles mappe. Hvis du vil tilføje flere deltagere, skal du ændre indstillingerne til den fælles mappe. Det er ikke muligt at ændre indstillingerne til et enkelt arkiv i mappen.
Accepter en invitation, og rediger et dokument
Når du henter en mappe eller et dokument, du er inviteret til at dele, er den fælles mappe eller det fælles arkiv placeret følgende steder:
I iCloud Drive på din Mac
Appen Arkiver (iOS 11, iPadOS og nyere versioner) eller iCloud Drive (iOS 10 eller ældre versioner) på din enhed
På iCloud.com
På en computer med iCloud til Windows
Hvis du har tilladelse til at redigere et dokument, kan du åbne det med alle kompatible programmer og derefter foretage ændringer.
Klik på linket til den fælles mappe eller det delte dokument i invitationen.
Log om nødvendigt ind med dit Apple-id og din adgangskode.
Åbn dokumentet i et program på din Mac, foretag dine ændringer, og gem derefter dokumentet.
Du kan også åbne dokumentet senere med et kompatibelt program og foretage ændringer. Alle, der deler dokumentet, ser de seneste ændringer til arkivet, når de åbner dokumentet næste gang.
Rediger indstillingerne til deling af en mappe eller et dokument
Du kan altid ændre indstillingerne til deling af en mappe eller et dokument, du deler.
Bemærk: Du kan ikke ændre indstillingerne til deling for et enkelt dokument i en fælles mappe. Du er nødt til at ændre indstillingerne til mappen.
Vælg mappen eller dokumentet i iCloud Drive på din Mac, eller åbn emnet i et program, der understøtter iCloud-arkivdeling.
Klik på knappen Del , og vælg derefter Vis personer.
Gør derefter et af følgende:
Del et dokument med flere personer: Klik på knappen Tilføj personer, og tilføj en e-mailadresse til hver ny person, du vil invitere.
Kopier et link til det delte arkiv, som kan sendes til en anden person: Klik på infotrekanten ved siden af Delingsindstillinger, og klik på Kopier link. Du kan nu indsætte linket i en e-mail eller i et andet program.
Rediger, hvem der skal have adgang til at hente arkivet: Klik på infotrekanten ved siden af Delingsindstillinger, og vælg derefter “Kun personer, du inviterer”, hvis du kun vil give personer, du inviterer, adgang til dokumentet, eller vælg “Alle med linket”, hvis alle personer, der modtager linket, skal have adgang til dokumentet.
Rediger, om det delte dokument kan ændres, eller om det kun kan ses: Klik på infotrekanten ved siden af Delingsindstillinger, og vælg “Kan foretage ændringer” for at give andre tilladelse til at redigere dokumentet, eller vælg “Skrivebeskyttet” for at give læseadgang.
Rediger delingsindstillingerne for en bestemt person: Anbring markøren over en persons navn, klik på , og vælg de ønskede indstillinger.
Stop deling af et arkiv med en bestemt person: Anbring markøren over personens navn, klik på , og vælg derefter Fjern adgang.
Stop deling af en mappe eller et dokument
Du kan stoppe deling af mapper og arkiver med personer, du har inviteret.
Vælg mappen eller dokumentet i iCloud Drive på din Mac, eller åbn et dokument i et program, der understøtter iCloud-arkivdeling.
Klik på knappen Del , og vælg derefter Vis personer.
Gør derefter et af følgende:
Stop deling med alle: Klik på infotrekanten ved siden af Delingsindstillinger, og klik derefter på Stop deling.
Stop deling med en bestemt person: Hold markøren over personens navn, klik på , og vælg derefter Fjern adgang.
Du kan også flytte mappen eller dokumentet eller fjerne emnet fra iCloud Drive for at stoppe andre personers adgang til det.
Hvis du stopper delingen eller sletter en fælles mappe, har deltagerne ikke længere adgang til arkiverne i mappen.
Hvis du vil stoppe delingen af et arkiv i en fælles mappe uden at ændre indstillingerne til mappen, kan du flytte arkivet væk fra den fælles mappe.