Tilgængelighedsfunktioner til bevægelighed i macOS
macOS indeholder tilgængelighedsfunktioner, du kan bruge til at betjene din Mac og dine apps med talte kommandoer, et tastatur på skærmen, markøren eller hjælpemiddelenheder som f.eks. knapper. Du kan også vælge indstillinger, der gør det lettere at bruge en mus eller et pegefelt.
Funktioner til Stemmekontrol
Brug Stemmekontrol til at diktere tekst og give stemmekommandoer for at redigere tekst, navigere på skrivebordet og i apps samt betjene din Mac i forbindelse med opgaver som at rulle i et dokument eller trykke på en knap. Se Betjen Mac og apps vha. Stemmekontrol.
Der følger et sæt standardkommandoer til Stemmekontrol med macOS, men du kan også oprette dine egne kommandoer. Se Opret et specielt ordforråd.
Hvis du ikke kender navnet på et emne på skærmen, eller du har brug for at interagere med et præcist område på skærmen, kan du lægge numre oven på de enkelte emner eller et net hen over skærmen, så det er nemmere at vælge emner og navigere på skærmen. Se Brug numre på emner og netoverliggere.
Funktioner til Tastatur
Når du slår Fuld tastaturadgang til, kan du navigere til alle emnerne på brugergrænsefladen på din Mac ved at bruge tabulatortasten og andre taster i stedet for en mus eller et pegefelt. Se Naviger på din Mac med Fuld tastaturadgang.
Klæbetaster og Langsomme taster gør det lettere at trykke på taster på et fysisk tastatur. See Skift tastaturindstillingerne for tilgængelighed.
Brug tilgængelighedstastaturet, som er et tastatur på skærmen, der giver dig mulighed for at bruge din Mac uden et fysisk tastatur. Det giver mulighed for avanceret indtastning (f.eks. via indtastningsforslag) og navigationsfunktioner, som du kan tilpasse til brug med dine yndlingsapps. Se Brug tilgængelighedstastaturet.
Når du bruger tilgængelighedstastaturet, kan du slå Pause til. Med Pause kan du udføre handlinger med musen ved hjælp af teknologi til registrering af øjen- eller hovedbevægelser. Se Styr markøren vha. Pause.
Funktioner til Markørstyring
Vælg indstillinger, der gør det lettere at bruge musen og pegefeltet. Du kan f.eks. justere musens eller pegefeltets reaktionstid, når du dobbeltklikker på et emne, eller trække emner med eller uden træklås eller med træk med tre fingre.
Med alternative markørhandlinger kan du udføre mushandlinger (f.eks. et venstreklik eller en træk og placer-handling) ved hjælp af tastaturgenveje, hjælpeknapper eller ansigtsudtryk (f.eks. et smil eller en åben mund). Se Skift indstillinger til Markørstyring til tilgængelighed.
Med Mustaster kan fu flytte markøren og trykke på musens knap vha. tastaturet eller en numerisk blok. Se Kontroller markøren vha. mustaster.
Brug hovedmarkøren til at flytte markøren ved at bevæge dit ansigt eller hoved. Bevægelsen registreres af det kamera, der er indbygget i eller tilsluttet din Mac. Se Flyt markøren vha. hovedmarkør.
Knapbetjening
Med Knapbetjening kan du bruge et eller flere adaptive tilbehør til at indtaste tekst, interagere med emner på skærmen og betjene din Mac. Knapbetjening scanner et panel eller brugergrænsefladen, indtil du vælger et emne eller udfører en handling med en knap. Se Brug Knapbetjening.