Oplad og overvåg batteriet på iPod touch
iPod touch har et indbygget genopladeligt litiumionbatteri, som giver din enhed den bedste ydeevne. Sammenlignet med traditionel batteriteknologi er litiumionbatterier både lettere, oplades hurtigere, holder længere og har større energitæthed, så du får længere batteritid. Se webstedet Apples litiumionbatterier for at blive klogere på, hvordan dit batteri virker, så du kan få mest muligt ud af det.
Oplad batteriet
Du kan oplade batteriet i din iPod touch på følgende måder:
Slut iPod touch til en stikkontakt vha. det medfølgende Lightning til USB-kabel og en USB-strømforsyning (sælges separat).
Bemærk: Hvis du slutter iPod touch til en stikkontakt, kan det starte iCloud-sikkerhedskopiering eller trådløs iTunes-synkronisering. Se Sikkerhedskopier iPod touch vha. iCloud eller iTunes og Synkroniser iPod touch med iTunes på computeren.
Slut iPod touch til computeren vha. det medfølgende kabel. Du kan synkronisere iPod touch med iTunes på samme tid. (Se Synkroniser iPod touch med iTunes på computeren). Sørg for, at din computer er tændt. Hvis iPod touch er sluttet til en computer, der er slukket, vil batteriet muligvis blive afladet i stedet for opladet. Kig efter ved siden af batterisymbolet for at sikre dig, at din iPod touch lader op.
Bemærk: Forsøg ikke at oplade din iPod touch ved at slutte den til dit tastatur, medmindre tastaturet har en USB-port med stor kapacitet.
Batterisymbolet i øverste højre hjørne af skærmen viser spændingsniveauet eller status for batteriets opladning. Når du synkroniserer eller bruger iPod touch, kan det tage længere tid at oplade batteriet.
Hvis der ikke er ret megen spænding tilbage på iPod touch, viser den måske et billede af et næsten tomt batteri, hvilket betyder, at den skal oplades i op til 10 minutter, før du kan bruge den. Hvis der næsten ikke er mere spænding tilbage på iPod touch, kan skærmen være helt tom i op til to minutter, før advarselsbilledet vises.
ADVARSEL: Hvis du tror, at der kan være væske i Lightning-stikket i iPod touch, skal du ikke oplade iPod touch med Lightning-stikket. Du kan få oplysninger om kontakt med vand og andre vigtige sikkerhedsoplysninger om batteriet og opladning af iPod touch i Vigtige sikkerhedsoplysninger til iPod touch.
Vis oplysninger om dit batteriforbrug.
Gå til Indstillinger > Batteri.
Oplysninger om dit batteriforbrug og din aktivitet vises for de sidste 24 timer og op til de sidste 9 dage.
Indblik og forslag: Du ser måske oplysninger, der giver indblik i forhold eller brugsmønstre, som får iPod touch til at bruge energi. Måske får du også vist forslag til, hvordan du kan sænke energiforbruget. Hvis der vises et forslag, kan du trykke på det for at gå til den relaterede indstilling.
Skærm til og Skærm fra: Viser den samlede aktivitet i det valgte tidsinterval, og hvornår skærmen var tændt, og hvornår skærmen var slukket. Oversigten Sidste 10 dage viser gennemsnittet pr. dag.
Batteriforbrug pr. app: Viser hver apps andel af batteriforbruget i det valgte tidsrum.
Aktivitet pr. app: Viser, i hvor lang tid hver app blev brugt i det valgte tidsinterval.
Genopladelige batterier som dem i iPod touch kan kun oplades et vist antal gange, og på et tidspunkt kan det blive nødvendigt at udskifte batterierne. Batteriet i iPod touch skal udskiftes af Apple eller en Apple-autoriseret serviceudbyder. Se webstedet Batterier – service og genanvendelse.
Vis batterispændingen i procent på statuslinjen
Gå til Indstillinger > Batteri, og slå Batteri i procent til (iPod touch (7. generation)).
Se webstedet Apples litiumionbatterier for at blive klogere på, hvordan dit batteri virker, så du kan få mest muligt ud af det.