Veien til Velstand
De efterfølgende Tankesprog blev først offentliggjort i Franklins bekjendte Almanak, ogsaa kaldet „Den fattige Richard“, som han udgav i Aarene 1732 til 1757. Denne Almanak vandt stor Udbredelse, og blev trykt i ca. 10000 Exemplarer, et for hin Tid ganske usærdvanligt stort Oplag. Disse Tankesprog, som er et sandt Mønster paa et Folkeskrift, blev i sin Tid ogsaa trykt som Særtryk paa store Tavler og hænger maaske endnu her og der i Stuerne omkring i Amerika. Da den indtrængende advarede mod unødige Udgifter, var mange af den Anskuelse, at Skriftet væsentlig havde bidraget til den voxende Pengerigdom, som gjennem flere Aar efter Skriftets Udgivelse var merkbar i Pennsylvanien.
„Veien til Velstand“ blev oversat til Fransk og der gjentagne Gange uddelt gratis til Folket i store Mængder. Alle Aviser i Amerika har i sin Tid publiceret den; ogsaa i England blev den optrykt Gang paa Gang, og blev oversat til de fleste andre europæiske Sprog. Den blev ogsaa oversat til Kinesisk. En stor Del af disse Ordsprog er blevet hele Verdens Fælleseie.
Som den praktiske Mand, Franklin var, benyttede han sin Almanaks store Udbredelse til at skaffe sit Land en ny Industri, nemlig Papirfabrikationen. Han byttede nemlig sin Almanak mod Kluder, der før blev bortkastet som værdiløse, og oprettede ved Hjælp af denne Kludeindsamling den første Papirfabrik i Amerika.
Kjære Læser!
Jeg har ofte ladet mig fortælle, at intet glæder en Forfatter mere end naar hans Arbeider bliver respektfuldt citeret af andre anseede Forfattere. Mig er denne Fornøielse sjelden bleven tildel, omend jeg nu aarlig et fjerdedels Aarhundrede har været anerkjendt som en udmerket Almanakforfatter. Mine Kollegaer i dette Fag var dog meget sparsommelige med Bifald, uden at jeg kunde tænke mig Grunden derfor. Andre Forfattere tog hellerikke den ringeste Notits af mig, saaat jeg ved denne fuldstændige Mangel paa Anerkjendelse maatte have tabt Modet, hvis ikke mit Forfatterskab her og der havde skaffet mig en solid Pudding.
Jeg tænkte imidlertid, at den menige Mand, som kjøbte min Almanak, bedst vilde kunne bedømme min Fortjeneste, og virkelig kunde jeg ofte paa mine Vandringer, hvor jeg ikke personlig var kjendt, høre et og andet af mine Ordsprog med den Tilføielse: „som den fattige Richard siger“. Dette beroliget mig noget og bekræftede, at man ikke alene viste at vurdere mine Læresætninger, men lod mig ogsaa merke, at man havde nogen Agtelse for min Autoritet, og jeg vil ikke nægte for, at jeg ofte tillod mig selv med stor Alvor at citere mine egne Læresætninger, for at udbrede dem saa meget som mulig.
Bedøm nu, hvormeget den Tildragelse maatte glæde mig, som jeg nu vil fortælle dig.
Jeg kom nylig til et Sted, hvor der havde samlet sig en stor Mængde Mennesker for at være tilstede ved en Auktion over forskjellige Kjøbmandsvarer. Den til Auktionen fastsatte Time var endnu ikke inde og imedens talte Folk om de slette Tider og de store Skatter og Afgifter. En af de tilstedeværende sagde til en gammel, tilsyneladende velhavende Mand med graat Haar: „Nu, Fader Abraham, hvad synes De om vor Tid? Maa ikke de svære Skatter ruinere Landet? Hvorledes skal vi kunne være istand til at opdrive dem? Hvad mener I vi skal gjøre?“ Fader Abraham rettede sig op og svarede ham: „Hvis I vil høre mit Raad, saa vil jeg meddele Eder dette i faa Ord: thi et Ord til den vise er nok, og mange Ord fylder ingen Skjæppe, som den fattige Richard siger.“ Hele Selskabet forsøgte nu at formaa ham til at tale. Man traadte i en Kreds omkring ham, og han begyndte saaledes:
Kjære Venner og Naboer; Skatter og Afgifter er rigtignok tunge; men hvis vi ikke havde andre end dem, vi maa betale til Staten, saa kunde det endda gaa an; men vi har ogsaa helt andre, som falder os langt tyngere. Vor Dovenskab koster os dobbelt saa meget som Stat og Kommune faar af os; vor Forfængelighed koster os tre Gange og vore Daarskaber fire Gange mere. Men fra disse Afgifter kan ingen Regjering befri os, hverken halvt eller helt. Imidlertid er dog ikke alt tabt, naar vi kun vil følge gode Raad; thi, som den fattige Richard siger i sin Almanak for 1733: Gud hjælper den, som hjælper sig selv.
Hvad vilde Folk sige om en Regjering, som tvang Folk til at gjøre Pligtarbeide den tiende Del af dets Tid? Men Dovenskaben stjæler fra mange langt mere, naar vi regner den Tid, som vi tilbringer med unyttige Gjerninger og Adspredelser. Dovenskab forkorter nødvendigvis vort tiv, fordi den gjør os svagelig. Dovenskab er lig Rust, som tærer mere end Arbeide slider. Neglen, som stedse bruges, er altid blank, siger den fattige Richard, og videre: Elsker du Livet, saa spild ikke Tiden; thi det er det Stof, hvoraf Livet er gjort. Hvormegen Tid taber vi ikke alene ved at sove længere end nødvendig. Vi glemmer, at sovende Ræv fanger ingen Høns, og at vi faar sove længe nok i Graven. Er Tiden det kostbareste af alle Ting, saa er Ødselhed med Tiden den største af alle Ødselheder; thi, som den fattige Richard siger: Tabt Tid kommer aldrig igjen, og hvad vi kalder tidsnok, rækker sjelden til Enden, ved stadig Flid udretter vi mere end ved Hastverk — og med mindre Forvirring. Lad os da være rørige saalænge vi har Kræfter; thi for den Flittige vil intet falde tungt. Dovenskab gjør alting tungt, Flid alting let. Den, som staar sent op, bliver aldrig færdig, thi førend han ordentlig begynder, kommer allerede Natten over ham igjen. Dovenskaben gaar saa langsomt, at den snart indhentes af Fattigdommen. Driv din Forretning, men lad ikke Forretningen drive dig. Tidlig tilsengs og tidlig op, gjør Mennesket sundt og velstaaende.
Hvad hjælper det altsaa at vente paa bedre Tider? Tiderne bliver nok bedre, naar bare vi forandrer os, siger den fattige Richard i en anden Almanak. Den Flittige behøver ikke at ønske, og den, som lever af Haab, maa gaa sulten i Grav. Uden Umage kommer aldrig gode Dage. Derfor ikke Hænderne i Lommen; for da bliver de altid tomme. Har jeg ingen Jord til at ernære mig, hjælper jeg mig med Haanden; men har jeg Jord, tager jeg selv fat med mine Hænder, fordi den er forgjældet og der maa svares Skatter af den. Den, som har et Haandverk, har en Kapital, og den, som har et godt Hoved, har et fordelagtigt Æreshverv. Men man faar drive sit Haandverk og bruge sit Hoved, ellers kan hverken Formue eller Embede betale vore Skatter og Afgifter. Den, som arbeider dør ikke af Sult. Fattigdom kan vel staa foran den fattige Mands Dør, men den kommer aldrig indenfor Døren. Ei heller kommer Skatteopkræveren og Rettens Tjener over hans Dørtærskel; thi Fliden betaler Gjælden, medens Modløshed formerer den. Har du ikke fundet nogen stor Skat, og har ingen rig Slægtning indsat dig til Arving, saa husk, hvad den fattige Richard siger: Flid er Lykkens Moder, og den Flittige giver Gud alt. Dyrk din Ager, medens den Dovne sover, og du har Rom baade til at sælge og til at gjemme. Arbeid idag, thi du kan ikke vide, hvad der kan forhindre dig imorgen. Et idag er mere værd end to imorgen. Opsæt aldrig til imorgen, hvad du kan gjøre idag. Hvis du tjente hos en snild Herre, vilde du ikke skamme dig, hvis han fandt dig gaaende ledig? Men naar du er din egen Herre, saa skam dig for dig selv over at gaa ledig, da der er saa meget at gjøre i dit Hus og for dit Land! Lad aldrig Solen skinne paa dig i din Seng. Tag hurtig fat paa Arbeidet, og betænk, hvad den fattige Richard siger: En Kat med Handsker paa fanger ingen Mus. Der er overalt meget at gjøre for os; men har du maaske fine Hænder, saa fat kun Mod til det første Forsøg, og du vil bli forundret over det gode Resultat. Naar det drypper læge paa en Sten, bliver det tilslut et Hul i den, og med Taalmodighed gnaver Musen til slut det tykkeste Taug igjennem, og gjentagne Hug fælder den største Eg, siger den fattige Richard i en af sine Kalendere, hvis Aargang jeg ikke netop erindrer.
Jeg kan tænke mig, at nogen af Eder vil sige: Skal man da aldrig faa en magelig Dag? Lad Eder, mine Venner, derfor sige som den fattige Richard: Brug din Tid vel, naar du vil have en ledig Stund, og da du ikke er sikker noget Minut, saa spild ingen Time. Magelighed kalder man den Tid, hvor man kan foretage sig noget nyttigt. Denne magelige Tid vil den Flittige faa, den Dovne aldrig. Et mageligt Liv og et Liv i Dovenskab er to helt forskjellige Ting. Tro ikke at Dovenskab skaffer Jer mere Magelighed
end Arbeide. Langtifra! Sorger har sin Rod i
med andre Ord: Ledighed føder Utilfredshed og sorgløs Magelighed tunge Sorger. Mange ønsker alene at kunne leve af sin Forstand uden at arbeide; men de kommer sjelden langt med det. Arbeide derimod skaffer Bekvemmelighed, Overflod og Agtelse. Undgaa Fornøielser, og de vil følge dig af sig selv. Den flittige Edderkop har et stort Net, og siden jeg har faaet mig en Ko og et Faar, ønsker enhver mig en god Morgen. I alt dette har den fattige Richard fuldkommen Ret.
Men vi skal ikke bare være flittige, vi maa med vort Arbeide ogsaa være stadige og bestemte samt vise Omsorg med vore Anliggender. Man maa ikke stole formeget paa andre, men overvaage sine Anliggender med egne Øine. Videre siger den fattige Richard: Aldrig saa jeg et Træ, som ofte blev omplantet, og en Familie, som ofte flyttet, trives saa vel som en, der blev paa sin Plads. At flytte tre Gange er ligesaa slemt som at lide engang af en Brandskade. Bliv i dit Verksted, saa vil dig dit Verksted blive. Vil du udrette en Sag godt, saa gaa selv, hvis ikke, saa send en anden. Den, som vil blive rig ved Plogen, maa selv eie og drive den. Videre siger den fattige Richard: Herrens Øine fremmer mere end hans Hænder. Mangel paa Omhu skader mere end Mangel paa Kundskaber. Den, som ikke vaager over sine Arbeidere, lader sin Pung staa aaben for dem. Formegen Tillid til andre har gjort mangen En ulykkelig; thi i Forretningslivet kommer man længer med Mistillid end med Tillid. At sørge for sig selv, fortryder ingen. Lærdom bliver den ivrig Studerende og Rigdom den Omsorgsfulde ligesaa sikker tildel som Magt den Modige og Himlen den Dydige. Vil du have en tro Tjener, saa tjen dig selv. En liden Forsømmelse kan ofte volde stor Skade. Fordi der manglede en Søm, gik Hesteskoen tabt; og paa Grund af denne Mangel gik Hesten og tilslut ogsaa Rytteren tabt. Fienden havde indhentet og dræbt ham; men dette vilde ikke have skeet, om han havde efterseet sin Hests Hove.
Dette faar være nok, mine venner, om Flid og Agtsomhed med vore Forretninger. Til dette maa dog komme Maadehold, naar vor Flid skal følges af Held; thi den som ikke er ligesaa flink til at spare som til at tjene, kan arbeide sig ihjel uden at efterlade sig en Skilling. Et fedt Kjøkken gjør et magert Testamente. Som det kom, saa gik det, heder det, siden vore Koner over Kaffen eller Theen har glemt at sy og strikke og vore Mæd at bruge Hammer og Spade over Øl og Dram. Vil du blive selstaaende, saa lær ikke alene at erhverve, men ogsaa at spare, siger den fattige Richard. Amerika har ikke gjort Spanien rig; thi Spaniens Udgifter oversteg altid dets Indtægter.
Slut med Eders kostbare Vaner, saa vil I ikke have nogen Grund til at klage over daarlige Tider, store Skatter og store Udgifter i Husholdningen; thi den fattige Richard siger: Vin og Kvinder, Spil og Bedrageri forringer Formuen og formerer Trangen. En eneste Last koster mere end hvad det koster at opfostre to Børn. I tror kanske, at et Glas, en Lækkerbidsken her og der, lidt finere Klæder og en Fornøielsesreise engang imellem ikke har saa meget at sige; men mange Bække smaa, gjør en stor Aa. Tag Eder iagt for smaa Udgifter. En liden Læk kan sænke et stort Skib. En kræsen Gane fører til Betlerstaven. Narren betaler Gildet, og kloge Folk fortærer det.
I er samlet ved en Auktion over alslags Modevarer og lignende Kram. I kalder disse Ting gode; men tag Jer iagt: de kan let blive onde. I tænker der bliver Godtkjøb, og kanske gaar de langt under deres Pris; men naar I ikke nødvendig behøver dem, saa blir de dog dyre. Tænk hvad den fattige Richard siger: Kjøber du, hvad du ikke trænger, saa vil det ikke vare længe, for du maa sælge det nødvendige. Om en Vare synes dig noksaa billig, saa betænk dig lidt for du kjøber. Mange har ødelagt sig ved Godtkjøb; thi Fordelen er oftest kun tilsyneladende. Intet er taabeligere end at betale Angeren dyrt. Alligevel begaaes denne Daarskab daglig, fordi man ikke erindrer hvad Almanakken siger: Den Vise bliver klog af andres Skade, en Daare neppe af sin egen. Lykkelig den, som lader sig belære af andres Skade. Der gives Folk, som sulter sig selv og sine Børn for at kunne tilfredsstille sin egen Pyntesyge; men Silke og Atlask, Skarlagen og Fløiel slukker Ilden i Kjøkkenet. Men saadant hører ikke til Livets Fornødenheder; de hører neppe til Livets Bekvemmeligheder. Folks kunstige Fornødenheder er bleven talrigere end deres naturlige. Istedenfor en Fattig gives derfor nu hundrede Trængende. Saaledes bliver velstaaende Folk ofte fattige og maa ofte tage paa Kredit hos dem, som de før saa ned paa, men som ved Sparsomhed og Flid har erhvervet sig Velstand. Heraf er tydeligt at se, at en Bonde paa Benene er bedre end en fornem Herre paa Knæerne. Mangen en har maaske arvet en smuk liden Formue, og tror at den aldrig kan tage en Ende. Han tænker: nu er det lyst og det kan aldrig blive mørkt igjen, selv om jeg tillader mig en Udgift her og der. Men den fattige Richard siger: Kun Børn og Taaber tror, at tyve Daler og tyve Aar aldrig kan tage Ende. Tager man stadig Mel af Tønden uden at fylde noget paa, saa kommer man snart tilbunds, og naar Brønden er tør, da først ved man, hvad sandet er værd.
Hvis I vil vide, hvad Penge er værd, saa gaa hen og forsøg at laane nogen. Den som laaner, skaffer sig Sorger, og ikke bedre gaar det den, som har laant ud, naar han kræver Pengene tilbage. Den fattige Richard giver Eder desuden følgende gode Raad: Pyntesyge er en farlig Last. For du tilfredsstiller dine Lyster, saa spørg din Pengepung. Forfængelighed er en ligesaa paatrængende Tiggerske som Fattigdom, ja endmere paatrængende. Det er lettere at undertrykke det første Begjær end at tilfredsstille alle de som følger. Den Fattige, som efteraber den Rige, er ligesaa latterlig som Frosten, som blaaser sig op for at blive som en Oxe. Store Skibe kan vove sig ud paa Havet, men smaa Baade maa holde sig ved Kysten, Straffen følger saadanne Daarskaber i Hælene. Naar Hovmod spiser Middag med Forfængeligheden, saa vil han spise til Aftens med Foragten. Eller med andre Ord: Stolthed spiser Frokost med Overflødigheden, Middag med Armoden og Aftensmad med Skjændselen. Og hvad nytter saa al denne tomme Glans, for hvilken man vover og lider saa meget? Den styrker ikke vor Helbred, beskytter os ikke for Lidelser, forhøier ikke Menneskenes Værd, men vækker Misundelse og fremskynder Ulykke. Hvad andet er en Sommerfugl end en smykket Kaalorm? Men dette er det bedste Exempel paa en pyntet Laps.
Hvilken Daarskab er det ikke at gjøre Gjæld for saadanne overflødige Ting? Man har sagt os, at hvad vi kjøber idag paa denne Auktion, forfalder til Betaling først om 6 Maaneder, og dette har maaske lokket hid mange af Eder, som ikke har en Skilling i Lommen. Men I maa tænke over, hvad det er at sætte sig i Gjæld! I giver andre en Ret over Eders Frihed. Naar I ikke kan betale til Forfaldstid, saa maa I skamme Eder, naar I møder Eders Kreditorer og fremstamme usle og krybende Undskyldninger. Lidt efter lidt vil I tabe Troen paa Jer selv og synke ned til de nedrigste Løgne. Men Løgnen er, som den fattige Richard siger, det andet Trin paa Lastens Stige; Gjælden er den første. Gjæld bærer Løgn paa sin Ryg. En fri Mand maa kunne se ethvert levende Menneske lige i Ansigtet: men Fattigdom berøver Menneskene ofte Selvfølelse og Dyd. Ikke med Urette siger den fattige Richard: Det er vanskelig for en tom Sæk at staa opreist. Hvad vilde I sige, om en Fyrste eller en Regjering under Fængselsstraf paabød at klæde Eder som Standspersoner? Vilde I ikke sige, at I er frie Folk og har Ret til at klæde Eder som I vil? Det vilde ansees som et Indgreb i Eders Frihed og Regjeringens Handling for tyrannisk. Og dog underkaster I Eder selv saadant Tyranni, naar I for Klæders og Pyntesygens Skyld gjør Gjæld. Kreditorerne har Ret til at berøve Eder Friheden, saasnart det behager ham. Naar I har afsluttet en Handel, tænker I maaske ikke saa meget paa Betalingen; men Kreditorerne har en bedre Hukommelse end Skyldneren. Kreditorerne er som overtroiske Folk: de giver nøie Agt paa Dage og Tider. Betalingsdagen kommer førend I tænker paa den, og Fordringen bliver gjort før I er forberedt paa den. Forfallstiden, som synes Eder saa lang, vil omsider, naar Terminen rykker nærmere, synes Eder forfærdelig kort. Det vil synes Eder som om Tiden, som har Vinger paa Skuldrene, nu ogsaa har faaet Vinger paa Hælene. Den fattige Richard siger derfor: Den har en kort Faste, som skylder Penge, der forfalder til Paaske. Debitoren er Kreditorens Slave. Maaske er Eders Forfatning for Tiden saaledes, at I kan tage Eder en liden Frihed, uden at det skader Eder; men læg heller noget tilside for Alder og Nød, saalænge du kan; thi Morgensolen skinner ikke den hele Dag. Fortjenesten er ofte af kort Varighed og uviss, men Skatter og Afgifter er sikre og varer saa længe vi lever. Videre siger den fattige Richard: Man kan lettere bygge to Ildsteder end bestandig at vedholde Ilden paa et. Gaa heller i Seng uden Aftensmad end at staa op med Gjæld. At erhverve hvad man kan, og bevare det erhvervede, det er den sande Vises Sten, som vil forvandle Eders Bly til Guld. Har I fundet denne Vises Sten, vil I aldrig mere have Grund til at klage over daarlige Tider og trykkende Skatter. Den som siger til Eder,
at man kan blive rig paa en anden Maade end
Biskvitgruppe til Minde om Forbundet mellem Frankrige og Amerika
Dette, mine Venner, er de sande Fornuftens og Klogskabens Lærdomme. Men I maa dog ikke stole formeget paa egen Flid, Sparsommelighed og Klogskab. Saa fortræffelig disse Ting end er, saa vil de dog ikke gavne Eder uden Guds Velsignelse. Bed derfor ydmygt om denne, og vær ikke haard mod de, som i Øieblikket synes at mangle denne Velsignelse, men kom dem kjærlig tilhjælp og trøste dem. Husk, at Hiod led, og senere dog blev velsignet.
Og tilslut: Erfaring er en dyr Skole; men Daarer lærer kun i denne, og neppe i denne heller. Paa et godt Raad mangler det aldrig, men oftest derpaa, at vi gaar foran med et godt Exempel, som den fattige Richard siger. Den, som ikke vil høre paa et godt Raad, kan heller ikke hjælpes; men den, som ikke vil høre, han maa føle.
Saaledes sluttede den Gamle sin Tale. Folkene omkring ham hørte paa ham med Opmerksomhed og billigede hans Læresætninger, men gjorde paa Stedet det modsatte, som det saa ofte er Tilfældet med Prækener: thi nu begyndte Auktionen og de kjøbte, trods hans Formaninger og Raad og trods daarlige Tider og tunge Skattebyrder, uden Fornuft og Overslag.
Jeg fandt, at den gode Mand flittig havde læst og nøie studeret mine Almanakker og vel fordøiet, hvad jeg i disse fem og tyve Aar havde skrevet om disse Ting. Den hyppige Gjentagelse af mit Navn finder mange maaske kjedelig; men min Forfængelighed smigrede dette paa en særdeles behagelig Maade, endskjønt jeg var mig vel bevidst, at ikke en Tiendedel af al denne Visdom, som han tillagde mig, var min egen, men kun nogle Aks, opsamlet paa den sunde Fornufts Ager hos alle Nationer og til alle Tider. Denne Gjentagelse af disse vise Læresætninger havde paa mig selv den gode Virkning, at jeg, stjønt jeg var kommet for at kjøbe mig Tøi til en ny Klædning, besluttede at gaa tilbage uden at kjøbe og at bære min gamle Dres endnu en Tid.
Vil du, kjære Læser, gjøre det samme, saa er Nytten for dig ligesaa stor som for mig.