BØRN HAR RET TIL ET LIV UDEN VOLD! ❣
”Børn skal kende deres rettigheder. Men det skal aldrig være børnenes ansvar at bryde med vold!” Sådan lød det fra Bente Boserup tirsdag eftermiddag, hvor Danner havde inviteret en lang række dygtige mennesker til oplæg, diskussion og netværk i Danners stadsstue.
I snart 30 år har det været forbudt for forældre i Danmark at slå deres børn. Og for 5 år siden blev psykisk vold mod børn strafbart. Det er dybt skadeligt for et barn at være vidne til og selv at være udsat for direkte vold. Konsekvenserne trækker langvarige spor og viser sig fx ved dårligere trivsel, helbred og udvikling.
Men voldsudsatte børn står stadig uden selvstændige rettigheder på og uden for landets krisecentre. Og voldsudsatte børns perspektiv, trivsel og ret til beskyttelse bliver stadig overset i myndighedsrum.
Det er ikke godt nok. Selvfølgelig kan det ikke fikses på en eftermiddag. Men der kom gode bud på, hvad der skal til.
Ditte Brøndum fra Dansk Socialrådgiverforening mener, at vi som samfund skal have større fokus på hjælpen efter underretningen. Og at der bør indføres systematisk retsmedicinsk screening af børn ved mistanke om vold.
Louise Glerup Aner fra Lev Uden Vold lagde vægt på, at vi som samfund faktisk kan forebygge, at vold går i arv. Erkendelse af volden og at få omsorg og føle sig elsket er nogle af nøgleordene.
Børnerådets Bente Boserup efterlyste en national handlingsplan og slog fast, at der er brug for, at Børnekonventionen bliver inkorporeret, og at børn får mere viden om deres rettigheder.
Susanne Maria Lamhauge fra Danner fortalte om, hvordan vi arbejder med børnene på Danners krisecenter og i vores ambulante indsatser. Og Mette Marie Yde anbefalede, at børn i familier med partnervold bliver betragtet som selvstændige rettighedshavere, at vi styrker opsporingen, og at børn i familier med vold bliver bedre beskyttet i sager om samvær, bopæl og forældremyndighed.
Tak til alle jer, der deltog: BRYD TAVSHEDEN, Røde Kors, Børns Vilkår, Red Barnet, Social- og Boligstyrelsen i Danmark, Mary Fonden, Joannahuset, Dialog mod Vold, Mandecentret , Barndom Uden Vold, Liljeborgfonden, Københavns Kommune, Børnesagens Fællesråd, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre,Lev Uden Vold, Dansk Socialrådgiverforening, Børnerådet ❤
Der er brug for, vi står sammen om at styrke og sikre voldsudsatte børns rettigheder i Danmark!
Læs flere af Danners anbefalinger her 👉 https://lnkd.in/dYq8jCZZ