Wikipedia:Ugens artikel/Uge 31, 2024
Caledonia var en hjuldamper, bygget i Storbritannien i 1815. Skibet blev i 1819 købt af en dansk ejer og blev Danmarks første dampskib. Hun sejlede primært på ruten mellem København og Kiel.
Skibet havde to dampmaskiner med en maskinkraft på 36 normerede HK og kunne sejle med 6-8 knob. Det blev bygget af John Wood & Co. i Port Glasgow, nær Glasgow i Skotland. I 1817 blev det opkøbt og fik efterhånden udskiftet maskineriet til et mere moderne, og for at teste holdbarheden tog det en tur til Rotterdam og op ad Rhinen.
Steen Andersen Bille fik i 1818 privilegium på dampskibsfart mellem København og Kiel og købte Caledonia; hans bror, Michael Bille, førte skibet til Danmark, hvor det vakte stor opsigt som det første dampskib i landet. Der var dog nogen mistro mod damp som drivmiddel, og først da kong Frederik 6. og hans hustru var med skibet på en lysttur, kom blev Kiel-ruten efterhånden en succes.
I 1830 blev det på ruten afløst af den større Frederik den Sjette, og selv om det stadig sejlede nu og da frem til 1834, blev det hugget op omkring 1843. (Læs mere..)