Wado-kai
Wadō-kai 和道会 tidligere Wadō-ryū 和道流 | |
---|---|
Fokus | Slag, spark og blokering. |
Kontaktgrad | Ingen. |
Stammer fra | Japan, Hironori Otsuka skabte skolen i år 1939,[1][2] hvorefter skolen blev medlem af Butokukai under navnet 'Wadō-ryū' i år 1940.[3] Navneændring til 'Wadō-kai' skete i år 1967.[4] |
Skaber | Hironori Otsuka (大塚 博紀) (1892-1982).[5] |
Ophav | Shinto-Yoshin-ryu (jujutsu)[1][2] og Shuri-te (forløber for japansk karate).[6] |
Efterfølger | Ingen |
Olympisk sport | Nej |
Wado-kai (japansk: Wadōkai, 和道会) er en karatestil inden for japansk kampsport.[7] Før den 5. juni 1967 var navnet på Wado-kai, 'Wadō-ryū' (和道流).[4] Skolen for Wadō-ryū blev grundlagt af Hironori Otsuka (大塚 博紀) i år (1939).[1][6]
Wado-ryu/Wado-kai er en karatestil, hvis undervisning er afledet fra historiske erfaringer fra jujutsu-skolen, Shindō-Yōshin-Ryū (新道楊心流), der blev grundlagt i 1864 i Asakusa, Tokyo.[1][2][8][9]
Navnets betydning
[redigér | rediger kildetekst]Wado (japansk: 和道, Wadō) kan oversættes med: Wa= fred, harmoni; Do= vej; Wado som begreb kan således fortolkes som fredens vej.[10]
Ryu (japansk: 流, ryū) kan oversættes med: Skole, stil, retning.
Kai (japansk: 会 ) = gruppe eller organisation.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]I følge Donn F. Draeger begyndte Hironori Otsuka (født 1. juni 1892[5] i landsbyen Shimodate - død 29. januar 1982[5] i Tokyo) i år 1898 at træne jujutsu hos sin onkel Chojiro Ebashi-sensei under vejledning af sin far.[1] Som 13-årig (1905) begyndte Otsuka at træne Shindo-Yoshin-Ryu jujutsu i Genbukan Dojo i landsbyen Shimotsuma ved Tatsusaburo Nakayama-sensei.[2][8][5]
I 1910-1912 læste Otsuka ved Waseda Universitetet.[11]
I årene 1910 - 1921 trænede Otsuka i jujutsu-skoler i Tokyo, som var Kito-ryu,[11] Tenjin-shinyo-ryu[11] og Yoshin-Ko-ryu,[12][note 1] samtidig med at han vedligeholdt sin træning og kontakt med Shindo-Yoshin-ryu.[5][13][11]
Den 1. juni 1921[14] (29 års fødselsdag) modtager Otsuka menkyo-kaiden ("mester-licens") i Shindo-Yoshin-Ryu Jujutsu Kenpo.[15][6]
Året efter i maj 1922 møder Otsuka Gichin Funakoshi fra Okinawa, som giver Otsuka undervisning i Shuri-te (forløber for japansk karate).[6] Senere begyndte Otsuka at træne Tode-kata ved Kenwa Mabuni (1928-29) og Choki Motobu (1932). Lidt efter lidt begyndte Otsuka at åbne karateklubber og blev gradvis mindre afhængig af Funakoshi.[3]
I april 1934 grundlagde Otsuka sin egen karateklub, som han kaldte for Dai Nippon Karate Shinko Kurabu (Shinko= forfremme; Kurabu= klub).[3] I februar 1938 startes stilartens første landsorganisation: Dai Nippon Karate Shinbu Kai (Shin=forfremmelse; Bu=kamp; Kai=gruppe, organisation).[4] I 1939 dannede Otsuka sin karateskole,[6] men først i 1940 blev navnet på hans stilart, Wado-ryu Karate Jutsu, registreret hos den japanske organisation Butokukai.[3][15][note 2] Skolen er også kendt under navnet Wadō Ryū Karate-dō Jūjutsu Kempō (空手道•柔術拳法).[1][6]
I 1952 blev hovedkvarteret for Wado-ryu etableret hos Meiji University karate club.[4]
I forbindelse med med fejringen af 20-året for stilartens etablering i maj 1954 blev landsorganisationen Dai Nippon Karate Shinbu Kai ændret til Zen Nippon Karate-do Renmei (All Japan Karate-do Federation).[4]
Den 5. juni 1967 blev navnet 'Wadō-ryū' ændret til 'Wadō-kai'.[4]
I 1981 danner Jiro Otsuka (1934-2015) sammen med en række instruktører deres egen organisation: Nippon Wado-ryu Renmei (Japan Wado-ryu Federation, nu også kaldet International Federation of Wado-ryu Organizations).[16]
I 1991 danner Tatsuo Suzuki (1928-2011) efter brud med Japan Wado-ryu Federation i 1989, sammen med en række instruktører uden for Japan, en ny organisation: Wado Kokusai Karate-do Renmei (Wado International Karate-do Federation).[11]
I Danmark
[redigér | rediger kildetekst]I efteråret 1976 besluttede Århus Judo Klub Kumikata at indføre Wado-ryu (JKF-Wadokai) i Danmark pr. den 1. januar 1977.[17]
I april 1977 blev der afholdt seminar i Aarhus med Shingo Ohgami 5. dan fra den svenske karateklub, der hedder "Samurai-dojo" beliggende i Gøteborg,[17][18] hvilket blev en tilbagevendende begivenhed i årene fremover til og med 1999. Disse seminarer har i samlet betragtning været en væsentlig faktor for opbygningen af den tekniske integritet og standard i de danske Wado-klubber. Seminarerne sammenholdt med deltagelse i Svensk Wadokais vinter-, påske- og sommerlejre samt kurser, har medført stabilitet og tryghed i den danske Wado-organisation.
I efteråret 1978 var der fire Wadokai-klubber i Danmark beliggende i henholdsvis Aarhus, Horsens, Hedensted, Tilst,[19][20] disse klubber afholdt den 8. september 1979 stiftende generalforsamling i Aarhus for "Wadokai Denmark Karate-do" som national stilarts-organisation.[21][22] Fra 1982 var strukturen fastlagt,[23][24][25][26] de to første udøvere inden for Dansk Wado-kai havde bestået graden 1. dan (sortbælte) i JKF-Wadokai regi, gradueret i Gøteborg med japansk certifikat.
Fra år 1986 blev betegnelsen "Dansk Wadokai Karate-do" (DWK) anvendt for Wado-paraplyorganisationen i Danmark.[27]
I april 1996 dannes DWK´s Dan-kollegium, som forestår 1. dan gradueringer i Danmark.[28] I år 2016 har de respektive klubber udøvere med sortbælter på niveauerne 1. til 5. dan.
I alt 20 klubber har været medlems registreret gennem årene (1977-2016)[29] og klubberne har jævnligt deltaget i JKF-Wadokai tekniske seminarer og stævner, både i Danmark og i udlandet.[30][31] Første stævne/konkurrence i Wadokai-regi med dansk deltagelse blev afholdt den 18. februar 1978 i Aarhus mellem Norge og Danmark.[32]
Historiske teknikker
[redigér | rediger kildetekst]Wado-kai er en karatestil, hvor teknikker kan trækkes tilbage til tiden før år 1893.
Eksempelvis ses gamle teknikker der er illustreret i bogen "Tenjin-Shinyo-Ryu Jujutsu Gokui Kyoju Zukai" fra år 1893. Disse teknikker stammer fra skolen "Tenjin-Shinyo-ryu", hvor teknikker den dag i dag er indarbejdet i Wado-kais teknikker. I bogen er der blandt andet vist kast og armlås fra Tenjin-Shinyo-ryus Shodan Tachi-Ai (stående teknikker), der benyttes i Wados Kihon-kumite: Kropskastet "Kinukatsugi" og håndledskastet "Kotegaeshi" (eller Kotenage) samt armstræklås "Hikitate" (Ude-Hishigi) og hoved/nakke-lås "Zu-dori" (fra Tenjin-Shinyo-ryus Chudan Tachi-Ai), begge anvendes i dag i Wado-ryus knivforsvar (Tanto-dori) - Kotegaeshi anvendes også i denne forbindelse.[33] Serge Mol har i sin bog "Classical Fighting Arts of Japan" medtaget illustrationer, der illustrerer "Shime-waza teknik" (strangulering-teknik) fra Tenjin-Shinyo-ryu curriculum.[34]
Katsunosuke Matsuoka (1836-1898) fik menkyo kaiden licens i Tenjin-Shinyo-Ryu i 1855 og åbnede efterfølgende sit private træningssted (dojo) i Asakusa (Tokyo) i 1858.[8] I år 1864 grundlagde Matsuoka skolen Shindo-Yoshin-Ryu i Asakusa,[8][9] hvoraf indhold og stil har store ligheder med Tenjin-Shinyo-Ryu.[35] Hironori Otsuka havde indgående kendskab og færdigheder inden for henholdsvis Tenjin-Shinyo-Ryu og Shindo-Yoshin-Ryu, hvorved teknikker fungerede som inspirationskilde eller videreført til hans Wado-karatesystem.[36] Den dag i dag trænes nogle af disse teknikker stadigvæk i Wado-kai.[37]
Konkurrencer
[redigér | rediger kildetekst]Sport inden for Wado-kai, udgøres af 2 discipliner:
Kata (figurøvelser, solo-øvelsesrække) og Kumite (frikamp mellem 2 udøvere), som hver især afvikles som henholdsvis:
Individuel konkurrence og holdkonkurrence, opdelt i en gruppe for kvinder og en gruppe for mænd.[38][39]
Der konkurreres i nationale og internationale mesterskaber. Første japanske Wado-mesterskab blev afholdt i maj 1955 i Tokyo, første Wado-EM blev afholdt i Holland i oktober 1972 og første globale Wado-WM blev afholdt i august 1989 i London. Repræsentanter for Danmark har gennem årene hjemtaget guld-, sølv- og bronze i både Kata og Kumite.[4][10][14]
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]Der eksisterer paraplyorganisationer, der varetager Wado-aktiviteter.
Internationale paraplyorganisationer
[redigér | rediger kildetekst]- All Japan Karate-do Federation Wadokai. Organisationen blev stiftet i år 1938 med hovedsæde i Tokyo og med Hironori Ohtsuka som teknisk leder (chefinstruktør).
- International Federation of Wado-ryu Karate-do Organizations. Organisationen blev stiftet i år 1981 med hovedsæde i Tokyo og med Jiro Ohtsuka som teknisk leder (chefinstruktør).
- Wado International Karate-Do Federation. Organisation blev stiftet i år 1991 med hovedsæde i London og med Tatsuo Suzuki som teknisk leder (chefinstruktør).
National paraplyorganisation
[redigér | rediger kildetekst]- Dansk Wadokai. Organisationen blev stiftet i år 1979.
Noteapparat
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Note [12] (Wado Journal, nr. 6, side 22-23, år 2002) er en intern kilde, der er blevet publiceret til internt brug for Wado-medlemmerne. Af denne kilde fremgår det, citat: "[...] in 1910, he moved away to Tokyo to attend Waseda University. It is known he trained various jujutsu schools during this period including Yoshin Ko Ryu style [...]".
- ^ Der eksisterer fejlbehæftede kilder, der beskriver, at Otsuka Hironoris karatesystem bar navnet "Wadō-kai" på dette tidspunkt (år 1940). Imidlertid er den korrekte historiske beskrivelse, at organisationen først tog navneforandring til Wadō-kai (和道流) i år 1967.[15][4]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c d e f Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu & Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Page 132. ISBN 0-8148-0351-8 Parameter fejl i {{ISBN}}: Fejl i ISBN.
- ^ a b c d Hall, David A. (2012) Encyclopedia of Japanese Martial Arts. Page 436. ISBN 978-1-56836-410-0
- ^ a b c d Richard Herbster. Black Belt jun 1983. Page 41. ISSN 0277-3066
- ^ a b c d e f g h Japan Karatedo Federation Wado-kai - History of Wado-kai. Hentet den 5. maj 2016.
- ^ a b c d e Richard Herbster. Black Belt jun 1983. Page 40. ISSN 0277-3066
- ^ a b c d e f Hall, David A. (2012) Encyclopedia of Japanese Martial Arts. Page 102-103,538. ISBN 978-1-56836-410-0
- ^ Drennan, Leslie (1971). Wado Stylists Stage International Meet in Black Belt sepember, Vol. 9, No. 9. Page 57.
- ^ a b c d Koryu.com - Takamura-ha Shindo Yoshin-ryu Jujutsu: History and Technique. Hentet den 1. februar 2016.
- ^ a b Serge Mol (2001), Classical Fighting Arts of Japan. Side 214-215. ISBN 4-7700-2619-6.
- ^ a b Ralph Robb. (2006) Memoirs of A Karate Fighter. London.
- ^ a b c d e "International Federation of Wado-ryu Karate-do Organisations - The history of Hironori Otsuka. Hentet den 28.05.2016". Arkiveret fra originalen 28. februar 2015. Hentet 28. maj 2016.
- ^ a b Wado Journal nr. 6, 2002. Side 22-23 (Coronation Press Ltd., Colour Print & Copy Centre, Coxhoe, Durham DH6 4DD; email: [email protected])
- ^ Black Belt, nov. 1971 (årgang 9), side 27-28. ISSN 0277-3066.
- ^ a b Otsuka, Hironori (1997). Wado-ryu Karate. Pgae 2. ISBN 0-920129-18-8.
- ^ a b c Hall, David A. (2012) Encyclopedia of Japanese Martial Arts. Page 381. ISBN 978-1-56836-410-0
- ^ "International Federation of Wado-ryu Karate-do Organizations". Arkiveret fra originalen 7. december 2013. Hentet 22. juni 2016.
- ^ a b 8/9-79; WDK-GF; pkt. 2.1 Wado´s opstart og årsag; Godkendt.
- ^ 8/9-79; WDK-GF; pkt. 2.2 Ohgami-seminar 77; Godkendt.
- ^ 30/1-79; WDK-møde, 4 klubber; pkt. 1 5 6 WDK-vedtægtsforslag; Behandlet)
- ^ 5/5-79; WDK-møde; pkt. 3.c afholdelse af GF fastsat; Godkendt).
- ^ 18/7-79; WDK-møde; pkt. 3.c GF-dato vedtaget.
- ^ 8/9-79; WDK-GF; pkt. 2 Beretning, pkt. 5 WDK-vedtægter; Godkendt.
- ^ 25/4-81; WDK-GF; pkt. 8 Dansk navn for WDK; Fremsat.
- ^ 23/8-81; WDK-best.møde; pkt. 6 Ændr.forslag (vedtægter); Behandlet.
- ^ 8/11-81; DWK-best.møde; pkt. 5.b DWK-vedtægter; Godkendt.
- ^ 24/1-82; DWK-best.møde; pkt. 7 DWK-best.konstituering; Godkendt)
- ^ 2/11-86; DWK-best.møde; pkt. 4.b Dansk Wadokai Karate-do; Godkendt.
- ^ 10/4-96; DWK-best.møde; pkt. 5 DWK-Dan-kollegium oprettet; Godkendt.
- ^ 30/1-79; 5/9-82; 26/8-84; 28/7-85; 2/11-86; 9/8-87; 17/1-88; 17/5-88; 12/3-89; 22/9-91; 22)-91; 6/9-97; 18/10-01; 13/1-07; 17/10-15; DWK-best.møde; Medlemskab; Behandlet og godkendt
- ^ 10/4-83; DWK-best.møde; pkt. 8 instruktørseminar i Århus; Opgjort og godkendt.
- ^ 5/11-94; DWK-best.møde; pkt. 7 bilag Master Seminar Arakawa 8. Dan i Sverige; Behandlet
- ^ 5/1-78; WDK-møde; pkt. 2 Norge-DK-stævne; Behandlet og godkendt.
- ^ Matauemon Iso. (1893) Tenjin-Shinyo-Ryu Jujutsu Gokui Kyoju Zukai.
- ^ Serge Mol (2001), Classical Fighting Arts of Japan. Side 142. ISBN 4-7700-2619-6.
- ^ Serge Mol (2001), Classical Fighting Arts of Japan. Side 141. ISBN 4-7700-2619-6.
- ^ Otsuka, Jiro (1986). Karate-do, Vol II, page 109 - 112, 169 - 173.
- ^ Jævnfør Kim Hansen, 5. dan i Wadokai Karate, den 19. oktober 2016.
- ^ "WKF.net. Hentet den 24.08.2016". Arkiveret fra originalen 7. september 2016. Hentet 24. august 2016.
- ^ European Karate Federation. Hentet den 24.08.2016