Spring til indhold

Sortmejse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sortmejse
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeChordata (Chordater)
KlasseAves (Fugle)
OrdenPasseriformes (Spurvefugle)
FamilieParidae (Mejser)
SlægtPeriparus
ArtP. ater
Videnskabeligt artsnavn
Periparus ater
(Linnaeus, 1758)
Synonymer
Parus ater
Hjælp til læsning af taksobokse
Sortmejsens æg.

Sortmejsen (Periparus ater) er en mejse i ordenen af spurvefugle. Den yngler i Europa og i store dele af Asien. Sortmejsen lever i områder med nåletræer, ofte sammen med fuglekongen.

Fuglen er standfugl, men strejfer mere om end de øvrige mejser og kan nogle år optræde invasionsagtigt i Danmark fra det øvrige Skandinavien.

Sortmejsen er 11 cm og har sort hoved med hvide kind- og nakkepletter og en grålig bug. Den kan med sine sort-hvide tegninger forveksles med musvitten.

Dens sang minder om musvittens, men tonelejet er lysere og tempoet højere. Den kan gengives som "di-dyi, di-dyi..." og bliver nogle gange sammenlignet med lyden af en lille håndpumpe. Kaldet er meget varieret og kan f.eks. være et langtrukkent "diid".[1]

Sortmejsens vigtigste føde er granfrø, men den lever om sommeren især af insekter og edderkopper. Manglen på frø kan visse år sætte store trækbevægeler i gang, hvilket får arten til at optræde invasionsagtigt i Danmark.

Allerede fra sensommeren begynder sortmejsen at hamstre til vinteren. Både granfrø, fyrrefrø og insekter, især bladlus, bliver gemt på nåletræernes yderste grene.[2]

Indvandring til Danmark

[redigér | rediger kildetekst]

Den indvandrede som ynglefugl til Danmark i 1860'erne og inden århundredskiftet var den udbredt over hele landet. Den indvandrede især til de nyplantede nåletræsplantager.[2]

Sortmejsen er huleruger og benytter f.eks. gamle spættehuller eller musehuller i jorden. Der lægges i Danmark 8-9 æg fra slutningen af april. De udruges af hunnen på 14-15 dage. Ungerne er flyvefærdige, når de er 16-19 dage gamle. Der lægges normalt kun et kuld i Danmark.[3]

Kilder/Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Jon Bjørn Andersen, Skovens fuglestemmer - året rundt. Holkenfeldt, 1992. ISBN 87-7720-338-0
  2. ^ a b Anders Holm Joensen (red. Hans Hvass), Danmarks Dyreverden, 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978, bind 8, side 143-145. ISBN 87-423-0076-2.
  3. ^ Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, 1987. ISBN 87-12-01619-5.


Wikimedia Commons har medier relateret til: