Spring til indhold

Ruslands annektering af Krim

Koordinater: 45°18′N 34°24′Ø / 45.3°N 34.4°Ø / 45.3; 34.4
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ruslands annektering af Krim
Del af Den russisk-ukrainske krig
Den russiske præsident Vladimir Putin underskriver tiltrædelsestraktaten (annektering) med Krim-ledere i Moskva, d. 18. marts 2014.
Den russiske præsident Vladimir Putin underskriver tiltrædelsestraktaten (annektering) med Krim-ledere i Moskva, d. 18. marts 2014.
Dato
  • Uroligheder: 20. februar 2014 – 26. marts 2014
  • Annektering: de facto 18. marts 2014, de jure 21. marts 2014
Sted Krim-halvøen
45°18′N 34°24′Ø / 45.3°N 34.4°Ø / 45.3; 34.4
Resultat
Parter
 Rusland  Ukraine
Ledere
  • Oleksandr Turtjinov
  • Ukraine Arsenij Jatsenjuk
  • Ukraine Ihor Tenjuch
  • Ukraine Mykhailo Kutsyn
  • Ukraine Serhiy Hayduk
  • Ukraine Arsen Avakov
  • Ukraine Valentin Nalyvaichenko
  • Ukraine Andrij Parubij
  • Autonome Republik Krim Anatoly Mogilev
  • Autonome Republik Krim Sergey Kunitsyn
  • Refat Tjubarov
  • Mustafa Dzjemiljev

Ruslands annektering af Krim skete de facto d. 18. marts 2014 i forbindelse med, at en traktat, som ville indlemme Krim-halvøen i Den Russiske Føderation, blev underskrevet ved en ceremoni i Moskva af den russiske præsident Vladimir Putin samt repræsentanter fra styret på Krim-halvøen. De jure skete denne indlemmelse d. 21. marts 2014, efter Føderationsrådet (det russiske senat eller overhuset) havde ratificerede førnævnte traktat.[1][2] Traktaten gjorde Krim til én af de 22 russiske republikker – under navnet Republikken Krim – dog med undtagelse af havnebyen Sevastopol, som fik en særstatus som en føderal by i Rusland.

Annekteringen af Krim-halvøen skete i kølvandet på Majdan-revolutionen i Kyiv (en del af Euromajdan), som d. 22. februar 2014 så den mere pro-russiske præsident Viktor Janukovitj blive væltet. Denne begivenhed udløste straks en såkaldt anti-Majdan-bevægelse og dertilhørende demonstrationer i store dele af det sydlige og østlige Ukraine, herunder særligt på Krim-halvøen. Allerede d. 23. februar var tusindvis af mennesker mødt op i havnebyen Sevastopol for at demonstrere mod den nye regering i Kyiv, som de betegnede som "fascister" og et "Bandera-regime".[3] Samtidig diskuterede den russiske præsident Vladimir Putin begivenheder i Ukraine med sine sikkerhedstjenestechefer og bemærkede, at "vi må begynde at arbejde på at returnere Krim til Rusland".[4][5][6]

Rusland fastholder, at annektering/inkorporeringen af Krim skete frivilligt og var i overensstemmelse med folks selvbestemmelsesret, da der forinden (d. 16. marts 2014) var blev afholdt en folkeafstemningen, hvor 95% havde stemt for at ville slutte sig Rusland. Af denne årsag har Putin derfor bl.a. fasholdt, at afstemningen og den efterfølgende annektering var i "overensstemmelse med normerne i international ret og FN-charteret".[7][8][9] Andre – herunder EU og USA – har betegnet folkeafstemning som værende "ulovlig".

Andre navne

[redigér | rediger kildetekst]

I Ukraine

[redigér | rediger kildetekst]

I Ukraine omtales begivenheden derimod under navne såsom Ruslands midlertidige besættelse af Den Autonome Republik Krim og Sevastopol (ukrainsk: Tymchasova okupatsiia Avtonomnoi Respubliky Krym i Sevastopalia Rosiieiu), Den ulovlige besættelse af Den Autonome Republik Krim, Krims fald, og Invasionen af Krim.[10][11][12][13]

I Rusland

[redigér | rediger kildetekst]

I Rusland er denne begivenhed også kendt under navne såsom Krims indtræden i Den Russiske Føderation (russisk: Присоединение Крыма к Российской Федерации), Krims tilbagevenden (russisk: Возвращение Крыма) eller Genforeningen af Krim.[14][15]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Krim-khanatet (1441–1783)

[redigér | rediger kildetekst]
Krim-khanatets omkring år 1600

Krim-halvøen blev efter opløsningen af Den Gyldne Horde en del Krim-khanatet fra 1443. Foruden Krim-halvøen[a] omfattede khanatet ligeledes dele af nytidens Sydukraine: landområderne mellem Dnepr- og Donets-floderne (dvs. store dele af nytidens Zaporizjzja Oblast, dele af Kherson Oblast, den sydøstlige del af Dnipropetrovsk Oblast og den vestlige del af Donetsk Oblast). Som følge af bl.a. vedvarende indtrængen fra kosakkerne, som havde levet langs Don-floden siden opløsningen af Den Gyldne Horde, ændrede de landområder Krim-khanatet havde kontrol over løbende sig gennem dets eksistens. Krim-khanatet var det længstlevende af de tyrkiske khanater, som efterfulgte Den Gyldne Horde. Det blev etableret af Hacı I Giray i 1441.[16][17]

Efter Hacı I Girays død kæmpede hans sønner efterfølgende om magten. Osmannerne greb ind og indsatte en af sønnerne, Meñli I Giray, på tronen som Khan over Krim-khanatet. I 1475 erobrede de osmanniske styrker det græske fyrstedømme Theodoro og de genuesiske kolonier i den sydelige del af Krim-halvøen. Fra dette tidspunkt og frem var Krim-khanatet et protektorat af Det Osmanniske Rige, hvor den osmanniske sultan nød vetoret over udvælgelsen af nye Krim-khaner.

Det Russiske Kejserrige (1783–1917)

[redigér | rediger kildetekst]

Efter Det Russiske Kejserrige havde besejret Det Osmaniske Rige i forbindelse med den russisk-tyrkiske krig (1768-1774), blev den såkaldte Küçük Kaynarca-fredsaftale indgået. Heri blev osmannerne tvunget til at afstå suverænitet over Krim-khanatet, og lade det blive en selvstændig stat under russisk indflydelse.[18] Krimtatererne – som på daværende tidspunkt hovedsageligt befolket Krim-halvøen – havde dog intet ønske om uafhængighed, men havde i stedet en stærk følelsesmæssig tilknytning til Det Osmanniske Rige. Derfor appellerede de til osmannerne og påpegede bl.a., at russiske tropper forsat stod udstationeret på halvøen, men osmannerne ignorerede krimtatererne, idet de ikke ønskede at overtræde aftalen med Det Russiske Kejserrige.[19][20]

De efterfølgende år var karakteriseret af turbulens og oprør på Krim-halvøen. Forskellige klaner kæmpede om magten og tronen på halvøen, mens de samtidig modsagde sig russisk kontrol. Den russiske kejserinde Katarina 2. fik dog installeret en marionet-leder (en Khan) på halvøen, som bl.a. tillod russisk immigration samt forsøgte at reformere halvøen væk fra de osmanniske traditioner.[21] Reformprogrammet var særdels upopulært blandt befolkningen på Krim.[22] Kejserinde Katarina udformede en formel deklaration om annektering af Krim-halvøen d. 19. april 1783.[21][23] Krimtatererne modsatte sig på dette tidspunkt ikke annekteringen, idet adskillige års intern uro på halvøen havde drænet ressourcerne og viljen til at kampe mod. Mange flygtede fra halvøen og rejste til Anatolien.[24]

I 1785 bestod befolkningen på Krim-halvøen af ca. 85% etniske krimtatarer og knap 5% russere.[25] Særligt begyndende fra midten af 1800-tallet startede denne befolkningssammensætning for alvor at ændre sig. I 1897 boede der således blot ca. 35% krimtatarer, 33% etniske russere og knap 12% etniske ukrainere.[26][27]

Sovjetunionen (1921–1991)

[redigér | rediger kildetekst]

Under Den Russiske Borgerkrig (1917-1921) skiftede Krim-halvøen hænder adskillige gange, inden det mod slutningen af borgerkrigen blev indtaget af bolsjevikkerne. i 1921 blev Krim ASSR dannet som en del af den russiske SFSR.[28]

Etnicitet og sprog

[redigér | rediger kildetekst]

Krimtatarerne nedstammer fra det tyrkiske folkeslag, der oprindeligt bosatte sig på Krim fra det 8. århundrede, samt formodentlig også krimgoterne og genueserne. Sprogligt er krimtatarerne i familie med khazarerne, som invaderede Krim i midten af det 8. århundrede: det krimtatariske sprog udgør en del af den nordvestlige gren af de tyrkiske sprog, og har samtidig en betydelig Oghuz-tyrkisk-indflydelse på grund af den historiske osmanniske tyrkiske tilstedeværelse på Krim.

Annekteringen

[redigér | rediger kildetekst]

Krim-krisen begyndelse

[redigér | rediger kildetekst]

Majdan-revolutionen d. 18–23. februar 2014 – der så den ukrainske præsident Viktor Janukovitj bliver afsat – var den udløsende faktor, der antændte den politisk krise på Krim. Krisen manifesterede sig indledningsvis ved demonstrationer og protester mod den nye midlertidige ukrainske regering i Kyiv, der var kommet til magten som følge af Majdan-revolutionen, omend konflikten hurtigt herefter eskalerede.[3][29]

De politiske uroligheder og spændinger på Krim-halvøen havde dog allerede intensiveret, som følge af den umiddelbart forudgående Euromajdan-bevægelses protester samt uroligheder i Kyiv (fra november 2013 til februar 2014). Således havde byrådet i Sevastopol allerede d. 28. januar 2014 udsendt en erklæring til bl.a. EU, USA samt Janukovitj-regeringen, hvori de udtrykte deres bekymring over for voldelige "ekstremistiske" og "fascister" elementer (hvor de specifikt fremhævede Svoboda og Pravij sektor) blandt demonstranterne på Maijdan, Kyiv. Ydermere opfordrede de Janukovitj-regering at slå hårdt ned på disse "ekstremister" for at opretholde og sikre den ukrainske forfatning, herunder sikre at man ikke tabte kontrollen og måtte give indrømmelser til disse "ekstremister". Erklæringen opfordrede ligeledes til oprettelsen af en "folkemilits", som skulle "sikre et fast forsvar" af byen mod "ekstremisme".[30][31]

I takt med at konflikten i Kyiv eskalerede i løbet af februar 2014, blev det rapporteret, at ønsket om at tilnærme sig Rusland steg blandt befolkningen på Krim.[32][33] Den 20. februar udtrykte Vladimir A. Konstantinov, leder af Verkhovna Rada på Krim (Krims parlament), at hvis situationen forsatte med at blive forværret, var der en reel mulighed for, at halvøen ville blive udskilt fra Ukraine. I denne forbindelse påpegede Konstantinov, at en løsrivelse var en mulighed, hvis "landet kollapser", og at alt bevægede sig "i denne retning".[34] Den 21. februar 2014 blev medlemmerne af parlamentet på Krim, indkaldt til et ekstraordinært møde. Som reaktion på den stigende separatiststemning på Krim meddelte SBU d. 21. februar 2014, at de påtænkte at "anvende strenge foranstaltninger for at forhindre enhver handling, der havde til hensigt at forringe Ukraines territoriale integritet og suverænitet".[33] Det største parti i parlamentet på Krim (80 ud af 100) var den ukrainske præsident Viktor Janukovitjs Regionernes Parti, som ikke ønskede at drøfte Krim's løsrivelse, men i stedet støttede den aftalen, der var blevet indgået mellem præsident Janukovitj og Euromaidan-bevægelsen i Kiyv samme dag (d. 21. februar).[35][36]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Krim-khanatet indeholdte dog indledningsvis ikke dele af den sydelige del af Krim-halvøen, som var kontrolleret af henholdsvis grækere og genueserne.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ D. 18. marts 2014: "Ukraine crisis: Putin signs Russia-Crimea treaty". BBC News. Hentet 08-02-2023
  2. ^ D. 21. marts 2014: "Russia's upper house of parliament ratifies treaty on absorbing Crimea". Bangkok Post. Hentet 08-02-2023
  3. ^ a b Amos, Howard (23. februar 2014): "Ukraine crisis fuels secession calls in pro-Russian south". The Guardian. Hentet 10-02-2023
  4. ^ "Putin describes secret operation to seize Crimea". Yahoo News. 8. marts 2015. Hentet 24. marts 2015.
  5. ^ "Putin reveals secrets of Russia's Crimea takeover plot". BBC News. 9. marts 2015.
  6. ^ "Vladimir Putin describes secret meeting when Russia decided to seize Crimea". The Guardian. Agence France-Presse. 9. marts 2015. Hentet 14. april 2016.
  7. ^ Mike Collett-White; Ronald Popeski (16. marts 2014). "Crimeans vote over 90 percent to quit Ukraine for Russia". Reuters. Hentet 8. marts 2015.
  8. ^ Boris N. Mamlyuk (6. juli 2015). "The Ukraine Crisis, Cold War II, and International Law". The German Law Journal. SSRN 2627417.
  9. ^ Harding, Luke & Walker, Shaun (16. marts 2014): "Crimea votes to secede from Ukraine in 'illegal' poll". The Guardian. Hentet 08-02-2023
  10. ^ "Указ Президента України «Про рішення Ради національної безпеки і оборони України від 11 березня 2021 року "Про Стратегію деокупації та реінтеграції тимчасово окупованої території Автономної Республіки Крим та міста Севастополя"» № 117/2021" [Decree of the President of Ukraine "On the decision of the National Security and Defense Council of Ukraine of March 11, 2021" On the Strategy of deoccupation and reintegration of the temporarily occupied territory of the Autonomous Republic of Crimea and the city of Sevastopol № 117/2021]. Президента України. 24. marts 2021. Arkiveret fra originalen 24. marts 2021. Hentet 24. marts 2021.
  11. ^ "Seven Years of Illegal Occupation of the Autonomous Republic of Crimea". 4. marts 2021.
  12. ^ The Fall of Crimea: One Marine's Story Jesse Granger 29 January 2015 www.army.mil, accessed 27 February 2022
  13. ^ "Bitter Crimean Anniversary – Victims of Russian Annexation". khpg.org.
  14. ^ "Минобороны России учредило медаль "За возвращение Крыма"" [Ministry of Defense of Russia established a medal 'For the Return of Crimea'] (russisk). Gazeta.ru. 25. marts 2014. Hentet 30. august 2014.
  15. ^ "Right of Reply to Russia - "Seventh Anniversary of the Reunification of Crimea with Russia"". U.S. Mission to the OSCE (amerikansk engelsk). 18. marts 2021. Hentet 27. februar 2022.
  16. ^ Протоколы посланий первых лиц Крымского юрта и договорных грамот ханской канцелярии. Из писем ханов Ислам-Гирея III и Мухаммед-Гирея IV к царю Алексею Михайловичу и королю Яну Казимиру "…Я, великий хан Ислам-Гирей, великий падишах Великой Орды и Великого Юрта, Дешт-Кыпчака, и престольного Крыма, и всех ногаев, и неисчислимых войск, и татов с тавгачами, и горных черкесов, да поможет Ему Аллах оставаться победителем до Судного дня, от Их величества
  17. ^ Зайцев И. В., Орешкова С. Ф. Османский мир и османистика стр. 259
  18. ^ "When Catherine the Great Invaded the Crimea and Put the Rest of the World on Edge". Smithsonian.com. 4. marts 2014. Hentet 13. marts 2015.
  19. ^ Alan W. Fisher (1970). The Russian Annexation of the Crimea 1772–1783. Cambridge University Press. s. 57-59. ISBN 1001341082.
  20. ^ Alan W. Fisher (1978). The Crimean Tatars: Studies of Nationalities in the USSR. Hoover Press. s. 59-62. ISBN 0817966633.
  21. ^ a b M. S. Anderson (december 1958). "The Great Powers and the Russian Annexation of the Crimea, 1783–4". The Slavonic and East European Review. 37 (88): 17-41. JSTOR 4205010.
  22. ^ Virginia H. Aksan (1995). An Ottoman Statesman in War and Peace: Ahmed Resmi Efendi, 1700-1783. Brill. s. 174-175. ISBN 9004101160.
  23. ^ Alan W. Fisher (1970). The Russian Annexation of the Crimea 1772–1783. Cambridge University Press. s. 132-135. ISBN 1001341082.
  24. ^ Hakan Kırımlı (1996). National movements and national identity among the Crimean Tatars:(1905-1916). BRILL. s. 2-7. ISBN 90-04-10509-3.
  25. ^ O'Neill, Kelly Ann (2017). Claiming Crimea : a history of Catherine the Great's southern empire. New Haven. s. 30. ISBN 978-0-300-23150-2. OCLC 1007823334.
  26. ^ These numbers exclude the population numbers for Berdyansky, Dneprovsky and Melitopolsky Uyezds, which were on mainland. See the administrative divisions of the Taurida Governorate
  27. ^ "The First General Census of the Russian Empire of 1897 - Taurida Governorate". demoscope.ru. Демоскоп. Hentet 18. juni 2014.
  28. ^ "History". blacksea-crimea.com. Arkiveret fra originalen 4. april 2007. Hentet 28. marts 2007.
  29. ^ In Yalta was organized Euromaidan, in Sevastopol were demanding to imprison the opposition Arkiveret 28. november 2020 hos Wayback Machine19 February 2014
  30. ^ Рокировки в СБУ. Кто такие Маликов, Остафийчук и Фролов [Castling the SBU. Who are Malikov, Ostafiychuk and Frolov]. Novoe Vremia (russisk). 25. juni 2015. Hentet 1. januar 2016.
  31. ^ Севастопольский горсовет обратился к властям Украины с требованием запретить деятельность ВО «Свобода» [Sevastopol City Council called Ukrainian authorities to ban All-Ukrainian Union Svoboda]. Novy Sevastopol (russisk). 28. januar 2014. Hentet 22. januar 2016.
  32. ^ Coalson, Robert (d. 18. feb. 2014) "Pro-Russian Separatism Rises In Crimea As Ukraine's Crisis Unfolds". RadioFreeEuropeRadioLiberty. Hentet 12-02-2023
  33. ^ a b "EuroMaidan rallies in Ukraine". Kyiv Post. 21. februar 2014. Arkiveret fra originalen 21. februar 2014.
  34. ^ Traynor, Ian & Walker, Shaun Walker (d. 20. feb. 2014): "Ukraine violence: dozens killed as protesters clash with armed police". The Guardian. Hentet 12-02-2023
  35. ^ "Regions Party gets 80 of 100 seats on Crimean parliament". Interfax-Ukraine. 11. november 2010. Arkiveret fra originalen 1. december 2008.
  36. ^ "Regions of Crimea meeting didn't address separation of Crimea from Ukraine – deputy prime minister of Crimea". Interfax-Ukraine. 21. februar 2014. Arkiveret fra originalen 1. december 2008.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ruslands_annektering_af_Krim&oldid=11795176"