Spring til indhold

Renault 9/11

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Renault 9/11
Renault 9 (1981−1986)
Produktion
ProducentRenault
Model9
11
Andre navneRenault Alliance (9)
Renault Encore (11)
Produktionsår19811988
(på licens til 2003)
Karrosseri og platform
TypeLille mellemklassebil
Karrosseriformer4-dørs sedan (9)
3- og 5-dørs hatchback (11)
TeknikTværliggende frontmotor,
forhjulstræk
Drivlinje
MotorerBenzin:
1,1−1,7 liter (35−88 kW)
Diesel:
1,6 liter (40 kW)
GearkasseManuel og automatisk
Dimensioner og vægt
Akselafstand2475−2485 mm
Længde3975−4070 mm
Bredde1630−1660 mm
Højde1400−1410 mm
Egenvægt820−950 kg
Kronologi
ForgængerRenault 7
Renault 14
EfterfølgerRenault 19

Søstermodellerne Renault 9 og Renault 11 − kort R9 og R11 − fra den franske bilfabrikant Renault var små mellemklassebiler med tværliggende frontmotor og forhjulstræk.

Den i september 1981 introducerede R9 var en klassisk sedan med fire døre. I maj 1983 kom den tre- og femdørs hatchback R11 med stor bagklap på markedet.

I 1982 blev R9 kåret til Årets Bil i Europa.[1]

Modellerne Renault 9 og 11 var udviklet i samarbejde med American Motors Corporation (AMC). Da modelserien fra starten var planlagt til at skulle markedsføres i USA, fik modelserien navnet "Macadam Star". Journalisterne fra "Mac Banal Star" synes, at designet var meget originalt. Den i Amerika fremstillede 9'er hed Renault Alliance og 11'eren Renault Encore. Alliance fandtes i USA ligeledes som åben todørs cabriolet Convertible, som ikke kom til Europa.

Undervognen var ved R9's introduktion et stort fremskridt. McPherson-fjederben og lavtplacerede tværled på forakslen samt separate hjulophæng på langsgående led i forbindelse med torsionsstave (to eller fire alt efter version) på bagakslen gav såvel god traktion som god kørekomfort. Hele forakslen samt styretøjet og drivlinjen med motor- og gearkasseenheder var monteret på en stiv underramme, som var fastgjort til forvognen med kun fire befæstigelsesbolte. De lange fjederveje på begge aksler muliggjorde en komfortabel, ikke for stram kørefornemmelse, som havde betydeligt lavere sidehældning på opbygningen end forgængeren R14.

Denne biltype havde med et godt vægt/effekt-forhold og en god aerodynamik tilsvarende præstationer. Som følge af sin høje tilforladelighed, vedligeholdelsesvenlighed og lave brændstofforbrug var R9 og R11 i deres samlede levetid meget udbredte i hele Vesteuropa.

For passagerernes komfort sørgede de forreste "svingsæder", hvor sædefladens hældningsvinkel ændrede sig ligesom på en lænestol og tilpasset brugerens behov. Sammen med denne specielle skinnekonstruktion, fyldte de langsgående sædejusteringsskinner knap halvdelen af ellers (kaldet "Monotrace-sæde"), hvilket tillod bagsædepassagererne at placere deres fødder bekvemt til venstre og højre under forsæderne. Med skiftet til R19 blev denne specielle løsning afskaffet til fordel for bredere sædeflader.

Basismotoren var den kendte og gennemprøvede Cléon-Fonte firecylindrede OHV-benzinmotor på 1108 cm³ med 35 kW (48 hk). Alternativerne var Cléon-Fonte på 1237 cm³ med 40 kW (54 hk), 1397 cm³-sugemotorer med 44 kW (60 hk) (til normalbenzin), senere 49 kW (67 hk) og også med automatgear op til 1397 cm³-turboversionen (frem til 1986 i Phase I med fire forlygter) med 77 kW (105 hk), senere 85 kW (115 hk) (til Frankrig og Schweiz 88 kW (120 hk)), samt den mere moderne F2N/F3N-motor med overliggende, tandremsdrevet knastaksel på 1721 cm³ med 59 kW (80 hk), senere 66 kW (90 hk) eller på GTE-modellen med benzinindsprøjtning og 69 kW (94 hk). I Tyskland og Schweiz kunne denne motor fra og med modelår 1986 også leveres med ureguleret katalysator, elektronisk benzinindsprøjtning og en effekt på 55 kW (75 hk). En 1595 cm³-dieselmotor af type F8M med 40 kW (54 hk) fuldendte modelprogrammet.

Som basis for rallysporten tjente i første række turboversionerne, som Renault Sport i de internationale grupper N og A havde ladet homologere. Renault udviklede ligeledes en prototype med firehjulsstyring, som dog aldrig gik i serieproduktion.

I oktober 1986 gennemgik såvel R9 som R11 et facelift, hvor specielt fronten blev modificeret. De karakteristiske små rektangulære, dobbelte forlygter (Phase I) måtte vige pladsen for større, lidt skråt hældende mere simple forlygter hhv. på de bedre udstyrede modeller som TXE/GTE bredere dobbeltkammerlygter. Også de forreste blinklys blev flyttet fra kofangeren til forlygterne (Phase II). Hertil kom mørkere baglygter samt flytning af den bageste nummerplade til kofangeren. Voluminøsere (i visse tilfælde også lakerede) kofangere med tydelige spoilerkantpræg fortil og udstødningsrensede motorversioner til visse markeder som Tyskland og Schweiz sørgede for en øget efterspørgsel. Det samlede indtryk af bilen var kantet og tidssvarnede.

Produktionen af R9 og R11 blev afsluttet i december 1988 med skiftet til den af det italienske designfirma Italdesign (også kendt som Disegno Giugiaro) designede Renault 19.

Model Slagvolume
cm³
Max. effekt
kW (hk) / omdr.
Max. drejningsmoment
Nm / omdr.
Motortype 0-100 km/t
sek.
Topfart
km/t
Byggeår[2][3]
Benzinmotorer
C / TC / GTC 1108 35 (48) / 5250 80 / 2500 C1E 715/720 21,6 140 9/1981 − 5/1987
C / TC 1237 40 (54) / 5250 88 / 3000 C1G 700/710 16,0 146 9/1985 − 12/1988
TL / GTL / TLE 1397 44 (60) / 5250 102 / 3000 C1J 715/C2J 730 15,7 155 12/1981 − 12/1988
TL / GTL 1397 49 (67) / 5250 106 / 3000 C2J 720/766/767/768 15,0 158 9/1985 − 12/1988
Automatic 1397 49 (67) / 5250 106 / 3000 C2J 718/757 17,5 153 9/1981 − 12/1985
TSE / GTS / Electronic 1397 53 (72) / 5750 106 / 3500 C2J 717/755 13,0 161 5/1983 − 12/1985
GTX / TXE 1721 59 (80) / 5000 133 / 3250 F2N 700/704 12,0 170 10/1983 − 12/1987
GTX / TXE 1721 66 (90) / 5500 138 / 3000 F2N 708/710/798 10,7 177 10/1984 − 12/1988
GTX / TXE[M 1] 1721 55 (75) / 5500 130 / 2750 F3N 718 12,5 165 10/1984 − 12/1988
GTE[M 2] 1721 69 (94) / 5200 143 / 3000 F3N 708 6/1987 − 12/1988
Turbo 1397 77 (105) / 5500 162 / 2500 C1J 760/764 9,0 186 4/1984 − 12/1986
Turbo 1397 85 (115)[M 3] / 5750 165 / 3000 C1J 770/782 8,5 190 12/1986 − 12/1988
Dieselmotorer
TD / GTD / TDE 1595 40 (54) / 4800 102 / 2250 F8M 700/720/730 19,0 146 10/1982 − 12/1988
  1. ^ Med ureguleret katalysator og benzinindsprøjtning til Tyskland og Schweiz
  2. ^ Med benzinindsprøjtning
  3. ^ For Frankrig og Schweiz 88 kW (120 hk)

Bemærkelsesværdig var Renault 11 TSE Electronic, som i slutningen af 1983 blev udviklet på basis af TSE og var udstyret med en karburatormotor på 1,4 liter (1397 cm³) eller fra 1984 en 1,7-litersmotor (1721 cm³) i TXE-modellen. Modellen var udstyret med digitale betjeningselementer og en syntetisk stemmestyring, som gjorde føreren opmærksom på f.eks. at dørene ikke var korrekt lukkede, at lygterne efter afbrydelse af tændingen ikke var slukkede eller at motoren var for varm. Et Audio HiFi-system (4 × 20 Watt udgangseffekt) fra Philips, som kunne styres fra rattet, fuldendte denne models usædvanlige udstyrsomfang. Det var den første franske serieproducerede bilmodel med disse funktioner, som siden har været standard på flere andre Renault-modeller som f.eks. R25 eller Safrane, hvor bilen kunne kommunikere ved hjælp af en syntetisk stemme.

Derudover har der været flere forskellige specialmodeller. Meget udbredt var versionerne Spring (i hvid) hhv. Spring 2 (i sølvmetallic). Begge to fandtes kun i den i slutningen af 1986 introducerede, faceliftede udgave.

  1. ^ Haslund, Flemming (22. februar 2013). "50 år med Årets Bil i Europa: Overraskelsernes tid". Jyllands-Posten. Hentet 30. december 2013.
  2. ^ mobilverzeichnis.de (13. januar 2012). "Renault 9 Motorcodes / Motorenübersicht / Motornummern / Motorenkennziffern" (tysk). Arkiveret fra originalen 30. december 2013. Hentet 30. december 2013.
  3. ^ mobilverzeichnis.de (13. januar 2012). "Renault 11 Motorcodes / Motorenübersicht / Motornummern / Motorenkennziffern" (tysk). Arkiveret fra originalen 30. december 2013. Hentet 30. december 2013.
  • Auto Katalog 1986/87 Modelljahr 1987. Vereinigte Motor-Verlage, 1. august 1986 (på tysk).

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Foregående: Årets Bil i Europa
1982
Efterfølgende:
Ford Escort Audi 100 C3