Prins Richard
Richard | |
---|---|
Prins af Sayn-Wittgenstein-Berleburg | |
Ægtefælle | Prinsesse Benedikte af Danmark (g. 1968) |
Børn | |
Fulde navn | Richard Casimir Karl August Robert Konstantin |
Hus | Sayn-Wittgenstein |
Far | Gustav Albrecht af Sayn-Wittgenstein-Berleburg |
Mor | Margareta Fouché d'Otrante |
Født | 29. oktober 1934 Gießen, Hessen, Tyskland |
Død | 13. marts 2017 (82 år) Berleburg Slot, Nordrhein-Westfalen, Tyskland |
Ridder af Elefantordenen 1968 |
Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg (tysk: Richard Prinz zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg; født 29. oktober 1934, død 13. marts 2017) var en tysk prins, der var familieoverhoved for fyrstehuset Sayn-Wittgenstein-Berleburg.
Prins Richard var fra 1968 til sin død gift med Prinsesse Benedikte, søster til dronning Margrethe 2. af Danmark. De boede på familieslottet Berleburg Slot i Bad Berleburg i delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Tidlige liv
[redigér | rediger kildetekst]Prins Richard blev født den 29. oktober 1934 i Gießen i Hessen som den ældste søn af prins Gustav Albrecht til Sayn-Wittgenstein-Berleburg (1907-1944) i hans ægteskab med den svenske grevinde Margareta Fouché d'Otrante, datter af den 6. Hertug d'Otrante.
Hans farfar, Richard (1882-1925), havde været den sidste fyrste af det mediatiserede tyske fyrstendømme Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Han mistede sin titel, da monarkiet blev afskaffet i Tyskland ved Novemberrevolutionen i 1918. Uofficielt fortsatte brugen af fyrstetitlen dog, også efter 1918.
Prins Richards far blev under anden verdenskrig meldt savnet under krigstjeneste i Rusland i sommeren 1944. Han blev dog først officielt erklæret død den 29. november 1969, hvorefter Richard også juridisk blev familieoverhoved, uden dog af den grund at gøre brug af titlen som fyrste.
Richard voksede op i Sverige hos sin morfar, hertugen af Otrante, på Elghammar Slot og gik i skole på kostskolerne i Viggbyholm og Sigtuna. Han studerede skovbrug på Göttingens Universitet i Hannoversch Münden og på Münchens Universitet.[1] Efter sit studium indtrådte han i det Wittgenstein-Berleburgische Rentkammer med sæde på Berleburg Slot; Rentekammeret forvalter ca. 13.000 hektar skov i delstaten Nordrhein-Westfalen og har ejerandele i en række firmaer.[2]
Ægteskab
[redigér | rediger kildetekst]Ved den daværende prinsesse Beatrix af Nederlandenes bryllup i 1966 mødte prins Richard sin fremtidige hustru, prinsesse Benedikte af Danmark, datter af kong Frederik 9. og dronning Ingrid af Danmark. De giftede sig den 3. februar 1968 på Fredensborg Slot.[3]
Ved ægteskabets indgåelse bevarede prinsesse Benedikte sin titel som Prinsesse til Danmark og sin plads i den danske tronfølge på en række betingelser:
- I tilfælde af at prinsesse Benedikte bliver nærmeste arving til tronen, skal hun tage permanent ophold i Danmark.
- Prins Richard skulle ligeledes tage permanent ophold og ansøge om dansk indfødsret.
Prins Richard fik derimod ikke titel af prins af Danmark og var dermed den eneste af kong Frederik 9.'s svigersønner, der ikke var dansk prins: Kong Konstantin er født Prins til Danmark, mens prins Henrik fik titlen Prins af Danmark, da han blev gift i 1967.
Prins Richard og prinsesse Benediktes børn fik også arveret til tronen, men ligeledes på en række betingelser:
- For at beholde arveret til tronen skal de (og deres arvinger):
- tage permanent ophold i Danmark,
- når de bliver nærmeste arving til tronen.
- dog senest når de når den undervisningspligtige alder efter dansk lovgivning.
- ansøge om dansk indfødsret, når de bliver myndige.
- tage permanent ophold i Danmark,
Da ingen af deres børn har taget permanent ophold i Danmark i forbindelse med undervisningspligten, må de formodes at have fraskrevet sig retten til at arve den danske trone.[4]
Senere liv
[redigér | rediger kildetekst]Prins Richard sov pludseligt stille ind om aftenen d. 13. marts 2017, på slottet i Berleburg. Prinsen blev 82 år.[5]
Børn
[redigér | rediger kildetekst]- Gustav Frederik Philip Richard, født 12. januar 1969.
- Alexandra, prinsesse zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, født 20. november 1970.
- Nathalie, prinsesse zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, født 2. maj 1975.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ "Unasylva - No. 88 - News of the world". Fao.org. Hentet 2011-10-24.
- ^ "Forstbetrieb". Wittgenstein-Berleburg'sche Rentkammer. Arkiveret fra originalen 14. april 2014. Hentet 2014-04-04.
- ^ "kongehuset.dk - den kongelige familie". Arkiveret fra originalen 30. juli 2019. Hentet 4. april 2014.
- ^ Conditional Consent, Dynastic Rights and the Danish Law of Succession af Peter Kurrild-Klitgaard
- ^ "Hans Højhed Prins Richard er afgået ved døden". Kongehuset. 2017-03-14. Hentet 2017-03-14.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Burkardt, Johannes; Lückel, Ulf (2005). Das Fürstliche Haus zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg (tysk). Werl. ISBN 3-9810-3150-4.
- Lerche, Anna; Mandal, Marcus (2003). En Kongelig Familie : historien om Christian 9. og hans europæiske efterslægt. København: Aschehoug. ISBN 8715106845.