Pilea
Pilea | |
---|---|
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Plantae (Planter) |
Division | Magnoliophyta (Dækfrøede planter) |
Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
Orden | Rosales (Rosen-ordenen) |
Familie | Urticaceae (Nælde-familien) |
Slægt | Pilea |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Pilea peperomioides (også kaldet parasolpilea, pengeplante, missionærplante) er en flerårig stedsegrøn blomsterplante i nældefamilien (Urticaceae), hjemmehørende i Yunnan-provinserne og Sichuan-provinserne i det sydlige Kina.[1]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Den skotske botaniker George Forrest var den første vesterlænding til at indsamle Pilea peperomioides i 1906 og igen i 1910 i Cang-bjergkæden i Yunnan-provinsen.[1]
Pilea peperomioides blev genfundet af en norsk missionær Agnar Espegren i 1945 i Yunnan, da han var på flugt fra Hunan provinsen. Den voksede på et meget begrænset område i af Cangbjergene på skyggefulde, humusklædte kampesten i 2.800 meters højde nær den gamle by Dali. Da der kan forekomme sne i de egne, tåler den formentlig temperaturer ned til frysepunktet.
Espegren tog via Indien nogle stiklinger med til Norge i 1946, og derfra har den spredt sig rundt i Skandinavien, ved at man giver aflæggere videre til venner og bekendte. Da planten er formeret ved stiklinger igennem 60 år, er de planter vi ser i dag genetisk set identiske med den, som Espegren plukkede i 1946, så disse planter er mere end 60 år gamle.
Beskrivelse
[redigér | rediger kildetekst]Parasolpilea er en meget livskraftig stueplante, og er meget karakteristisk ved at have runde, friskmørkegrønne saftspændte plade på op til 10 cm i diameter, som sidder på en lang stilk placeret i midten af bladet.[1]
Den trives bedst i nordvendte, kølige vinduer med masser af lys. Står den sydvendt i sol, bliver dens blade lysegulgrønne og kedelige.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c Winter K, Garcia M, Virgo A, Smith JAC (2021) Low-level CAM photosynthesis in a succulent-leaved member of the Urticaceae, Pilea peperomioides. Functional Plant Biology 48: 683-690. doi: 10.1071/FP20151.
Wikimedia Commons har medier relateret til: |