Oluf Rygh

Oluf Rygh
Personlig information
Født	5. september 1833 Verdal, Norge
Død	19. august 1899 (65 år) Nome Kommune, Norge
Nationalitet	Norsk
Politisk parti	Høyre
Far	Peder Strand Rygh
Søskende	Evald Rygh, Karl Ditlev Rygh
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Trondheim katedralskole
Medlem af	Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien
Beskæftigelse	Filolog, universitetsunderviser, forhistoriker, historiker, arkæolog, antropolog
Arbejdsgiver	Universitetet i Oslo
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Oluf Rygh (født 5. september 1833 på Stiklestad, død 19. august 1899 på Ulefoss) var en norsk arkæolog, historiker og filolog, bror til Evald og Karl Ditlev Rygh.

Han blev student 1850 og aflagde 1856 filologisk embedseksamen med særlig udmærkelse ("Indstilling"). I 1858 blev han universitetsstipendiat i historie.

Da indehaveren af den ene historiske lærestol, P.A. Munch, opholdt sig i Rom for sine studier i de pavelige arkiver, kom Rygh allerede 1859 til at begynde en fuldstændig lærervirksomhed ved Kristiania Universitet, en virksomhed, som han fortsatte i det lange tidsrum af 40 år. Efter Munchs død fik Rygh 1863 fast ansættelse ved universitet som lektor og blev 1866 udnævnt til professor i historie.

I 1860 ansattes han som professor Keysers medhjælper ved universitetets oldsagssamling. I 1862 blev han denne samlings bestyrer.

Det blev imidlertid snart tydeligt, at arbejdet med museet og den dertil knyttede forskning ikke kunne forenes med en lærerstilling ved universitet i et så betydeligt fag som historie. Myndighederne oprettede derfor en særlig professorpost i nordisk arkæologi, hvis indehaver skulde bestyre museet, og Rygh udnævntes til denne nye post 1875.

Det er Ryghs store fortjeneste straks sat have indset, at den nødvendige betingelse for fremskridt i viden om oldtiden var at danne en stor samling. Og hans virksomhed i denne retning ved indkøb og udgravninger var så heldig, at museumsgenstandenes antal i hans tid bragtes op fra 2800 til nærmere 20000 (se Oldsagssamlinger). Et betydeligt arbejde har han nedlagt i den fortræffelige beskrivelse af alle disse oldsager i samlingens hovedkatalog og i den revidering af fundberetningerne, som han udførte på årlige sommerrejser rundt om i landet.

Årstilvæksten publicerede han desuden år for år i Den Norske Fortidsforenings årsberetninger. Også som udgraver var Rygh virksom, og han udmærkede sig her som overalt i sit arbejde ved den strengeste nøjagtighed. Han ledede 1867 udgravningen af det først fundne vikingeskib ved Tune i Smålenene i Østfold. Det vanskelige arbejde at restaurere og opstille dette skib, ligesom det senere fundne og fuldstændigere Gokstad-skib, lykkedes det ham ligeledes heldigt at fuldføre. Samlingen holdt han tilgængelig for det besøgende publikum i velordnet stand og forsynet med alle nødvendige oplysninger, uagtet pladsmanglen voldte stedse større bekymringer.

Flere af R.’s arkæologiske afhandlinger er af grundlæggende betydning.; således hans fremstilling af den ældre jernalder i Norge, trykt i de danske årbøger for nordisk oldkyndighed 1869. At han så tidligt (afhandlingens hovedindhold fremlagdes 1868 på naturforskermødet i Oslo) kunne give en omfattende oversigtlig behandling for det hele land, er et eksempel på det flittige fundstatistiske arbejde, som R. fra begyndelsen udførte og siden stadig fortsatte, ligesom et bevis på hans sikre og hurtige kritiske blik. En tilsvarende oversigt over den yngre jernalder udgav R. i samme tidsskrift 1877. Af særlig betydning er også hans behandling (i Congrès intern. d’anthropologie et d’archéologie . . . . 1874 [Sthlm 1876]) af de i det nordlige Norge hyppige Skifersager, som han først bestemte og forklarede som tilhørende en »arktisk« stenaldersgruppe, der tilskreves lapperne. En del fund, indeholdende mønter fra karolingisk tid, udskilte han og påviste, at de tilhørte en tidlig del af Vikingetiden. Han har ligeledes i særlige afhandlinger belyst Norges helleristninger, fund af romerske mønter, bygdeborgene og fl. a. mindesmærker, fund og fundgrupper. Efter R.’s død har Tromsø Museum udgivet hans efterladte arbejder »Faste Fornlevninger i Tromsø Stift« (»Tromsø Mus. Aarshefter«, 1901). Hans fleste arkæologiske afhandlinger er udgivet i den norske fortidsforenings årsberetninger og i Kristiania Videnskabsselskabs forhandlinger. R.’s største arkæologiske arbejde er dog hans »Norske Oldsager«, et stort og smukt udstyret plancheværk, som udkom 1880—85. Norges oldtid illustreres her af 732 typiske oldsagsformer i fortrinlige træsnit og udvalgt med omhyggelig nøjagtighed af det i museerne opbevarede materiale, først og fremmest selvfølgelig af det, som findes i Kristiania Universitets oldsagssamling. Desuden gives der korte, orienterende indledninger til forståelse af de forskellige forhistoriske perioder samt et hæfte oplysninger om de fund, som de afbildede oldsager tilhører. Med dette værk er der for første gang gjort rede for de oldsagstyper, som er karakteristiske for Norges forhistoriske tid, og bragt orden i hele det materiale, den norske arkæologi har at bygge på. Om der også i de senere år er fremkommet mange ny oldsagsformer, samtidig med at videnskaben har gjort betydelige fremskridt, beholder dog R.’s atlas sin værdi uafkortet. R. var en forsigtig mand, en stærkt kritisk natur, der ikke gav andet end det, han selv nøjagtig havde prøvet og fundet at være sikkert. Hans »Norske Oldsager« vil i lang Tid vedblive at være hovedværket i norsk arkæologi, samtidig som værket har stor betydning for nabolandenes og det nordlige Europas fortid. — R.’s første arbejde var en rent historisk afhandling om slaget paa Bergens Våg 1665. Han udgav i 1860’erne sin lærer Keyser’s »Efterladte Skrifter« og »Samlede Afhandlinger« samt fortsatte hans Norges Historie frem til Kalmarunionen. Samtidig udgav og fuldførte han Munchs påbegyndte oversættelse af »Norges Kongesagaer fra 1177«; allerede tidligere havde han i fortrinlige oversættelser udgivet to gamle sagaer. Men hermed måtte også, bortset fra nogle mindre Afhandlinger, hans arbejde i historisk og sproglig retning vige for det arkæologiske, indtil han i slutningen af 1870’erne atter blev bragt ind på en hertil hørende opgave af betydeligt omfang. Foranlediget af et officielt opdrag til sammen med to sprogforskere at gennemgå alle landets gård- og sognenavne samt at normere disses skrivemåde til brug for landets officielle matrikul, foretog R. sig det kolossale arbejde at følge alle disse navnes historiske udvikling fra de ældste tilgængelige kilder ned igennem tiderne. Frugterne af dette arbejde, 17 foliobind »Oplysninger til norske Gaardnavne«, blev af forfatteren overdraget til Rigsarkivet til brug for kommende forskere. Heldigvis blev Stortingets interesse vakt for dette kæmpeværk, de nødvendige midler bevilgedes, og tre bind blev af R. selv udgivet. Med sine rige historiske og ved udgivelsen tilkommende sproglige oplysninger samt grundige forklaringer vil dette værk til alle tider være en guldgrube for den norske topografiske og kulturhistoriske Ffrskning. Af særlig betydning er indledningsbindet, hvor forfatteren i knap form, men med en rigdom på oplysninger, giver en oversigt over tilblivelsen af de norske stednavne, således som vel næppe nogen anden kunne gøre det. Noget tilsvarende til denne R.’s samling af navne findes næppe i noget andet land. Allerede under arbejdets gang meddelte R. i særlige afhandlinger en del af sine forskningsresultater: »Minder om Guderne og deres Dyrkelse i norske Stedsnavne« (1880), »Oplysninger til Throndhjemske Gaardnavne«, I—II (»Trondhjemske Videnskabsselskabs Skrifter« 1882, 1891), en række artikler, »Norske Stedsnavne«, i »Landsbladet« (1893—96). Efter hans død er udgivelsen fortsat og afsluttet af andre, ligesom der er udgivet et efterladt arbejde »Norske Elvenavne«. Den af R. således grundlagte norske stednavneforskning har vist sig at være en videnskabsgren af overordentlig frugtbarhed, også for nabolandene; den har også ført til rige resultater for beslægtede videnskaber som historie, arkæologi og filologi. — Den righoldige litterære virksomhed, det tidsslugende arbejde med oldsagssamlingen og dens stadig tiltagende årstilvækst, som påhvilede ham uden nævneværdig arbejdshjælp, hindrede ikke R. i at være virksom også i andre retninger. I universitetets administration, i Kristiania Videnskabsselskab, Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, det norske Oldskriftselskab, den norske historiske Forening, Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, Selskabet for Kristiania Bys Vel og i flere andre institutioner og foreninger deltog han i arbejdet, i adskillige af dem på en fremskudt plads.

Eksterne henvisninger

• Rygh, Oluf i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1926), forfattet af Gabriel Gustafson (1853-1915) og Edvard Bull den ældre

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.