Spring til indhold

Laktose

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Laktose (fra latin lactis, "mælk" -ose, et suffiks for sukkerarter) eller mælkesukker er en naturlig bestanddel af mælk. Laktose er opbygget af to monosakkarider, glukose og galaktose, bundet sammen af en beta-1,4-glykosidbinding. Laktose har den kemiske formel C12H22O11 og er dermed en isomer til sucrose, dog er laktose mindre sødt og mindre opløseligt. Det gennemsnitlige indhold af laktose i dansk komælk er ca. 4,5 %, og laktosen er vigtig i mælkeindustrien i forbindelse med syrning af mælk ved fremstilling af ost, smør og syrnede mælkeprodukter. Diverse mælkesyrebakterier omdanner nemlig dette mælkesukker til mælkesyre.

Strukturformlen for laktose

Laktosetolerans

[redigér | rediger kildetekst]

Børn kan metabolisere laktose, dvs. tolerere mælk. Evnen til at metabolisere laktose ses kun hos nogle voksne, især nordlige europæere og visse østafrikanere[1]. Evnen skyldes genetiske mutationer, der højst sandsynlig er opstået i forbindelse med husdyrbrug med køer. Et arkæologisk DNA-studium indikerer, at laktosetolerans ikke var udbredt i neolitiske europæiske landbrugere, og at udbredelsen af laktosetolerans sandsynligvis har været en konsekvens af landbruget.[2].

Det enzym, der sørger for metaboliseringen, kaldes laktaseflorizinhydrolase (LPH). Genet LCT udtrykker dette protein, og findes på det andet kromosom (2q21). En finsk forskergruppe har associeret laktosetolerans hos nordeuropæere til SNP'en C/T-13910[3]. Andre mutationer (G/C-14010, T/G-13915 og C/G-13907) er uafhængigt af hinanden ansvarlige for laktosetolerans hos østafrikanere.[4].

Det manglende laktosemetaboliseringsevne kaldes også hypolaktasi eller laktoseintolerans.

  1. ^ Nikhil Swaminathan, "African Adaptation to Digesting Milk Is 'Strongest Signal of Selection Ever'", Scientific American, 11. december 2006.
  2. ^ J. Burger, M. Kirchner, B. Bramanti, W. Haak, og M. G. Thomas, "Absence of the lactase-persistence-associated allele in early Neolithic Europeans" Arkiveret 1. oktober 2007 hos Wayback Machine, PNAS, 104(10):3736, 6. marts 2007.
  3. ^ Nabil Sabri Enattah og andre, "Identification of a variant associated with adult-type hypolactasia", Nature Genetics, 30, 233-237, 2002
  4. ^ Sarah A. Tishkoff og andre, "Convergent adaptation of human lactase persistence in Africa and Europe", Nature Genetics, Publiseret online den 10. december 2006.
Spire
Denne biokemiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.