Hydrid

Inden for kemi betegner hydrid enten hydridanionen (:H⁻) eller mere generelt enhver kemisk forbindelse, der indeholder brint (hydrogen, H). Et binært hydrid er en forbindelse af brint og et andet grundstof. De fleste grundstoffer er i stand til at danne en form for hydrid med brint; undtaget er ædelgasserne og visse metaller som promethium, osmium, iridium og francium.^[1]^[2]

Binære hydrider af alkalimetaller og jordalkalimetaller er ioniske forbindelser,^[3] hvori metalatomerne har afgivet deres elektroner til de mere elektronegative brintatomer, som derved eksisterer som hydridanioner (H⁻). For nogle hydrider af denne type er der dog en vis kovalent karakter, f.eks. i berylliums hydrid, BeH₂.^[4] De fleste binære hydrider af alkali- eller jordalkalimetaller er stærke baser, f.eks. natriumhydrid (NaH).

Binære hydrider af overgangsmetaller er typisk også ioniske, eller de kan være såkaldte interstitielle hydrider, hvori brintatomerne sidder i de interstitielle huller mellem metalatomerne i metallernes krystalgitter.

Binære hydrider af metaller og andre grundstoffer i p-blokken i det periodiske system defineres typisk som kovalente. Afhængigt af elektronegativitet vil elektronerne i de kovalente bindinger dog enten være forskudt mod brintatomerne eller atomet af det andet grundstof. Hydrider af halogenerne (gruppe 17 i det periodiske system) kaldes hydrogenhalogenider og omfatter hydrogenfluorid (HF), hydrogenklorid (HCl, i vandig opløsning kaldet saltsyre), hydrogenbromid (HBr) og hydrogeniodid (HI). I disse er elektronerne i bindingen mellem brint og halogenet kraftigt forskudt mod halogenet, og brintatomet fraspaltes let som en hydron (proton eller hydrogenion, H), hvilket gør hydrogenhalogeniderne til stærke syrer.

Referencer

^ Greenwood, N. N., og Earnshaw, A. Chemistry of the Elements (2nd Ed.). Oxford: Butterworth-Heinemann (1997). ISBN 0-7506-3365-4. (engelsk)
^ Nomenclature of Inorganic Chemistry IUPAC Recommendations 2005 (Red Book) Par. IR-6 - Full text (PDF) (engelsk)
^ Housecroft, Catherine E., og Constable, Edwin C. Chemistry, 4th Edition, p. 700. Pearson Education (2010), ISBN 978-0-273-71545-0. (engelsk)
^ Housecroft, Catherine E., og Constable, Edwin C. Chemistry, 4th Edition, p. 702. Pearson Education (2010), ISBN 978-0-273-71545-0. (engelsk)

[Greenwood-1] Greenwood, N. N., og Earnshaw, A. Chemistry of the Elements (2nd Ed.). Oxford: Butterworth-Heinemann (1997). ISBN 0-7506-3365-4. (engelsk)

[redbook2005-2] Nomenclature of Inorganic Chemistry IUPAC Recommendations 2005 (Red Book) Par. IR-6 - Full text (PDF) (engelsk)

[3] Housecroft, Catherine E., og Constable, Edwin C. Chemistry, 4th Edition, p. 700. Pearson Education (2010), ISBN 978-0-273-71545-0. (engelsk)

[4] Housecroft, Catherine E., og Constable, Edwin C. Chemistry, 4th Edition, p. 702. Pearson Education (2010), ISBN 978-0-273-71545-0. (engelsk)

[1]

[2]

[3]

[4]