Spring til indhold

Frankere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frankerne)

Frankerne dukker for første gang op i de skrevne kilder ved begyndelsen af vores tidsregning. Betegnelsen dækker sandsynligvis over et stammeforbund af flere germanske folk der boede på østsiden af Rhinen, dvs. uden for Romerrigets grænser. Det var grupper der ikke var knyttet til Romerriget og heller ikke til andre betydningsfulde folkeslag. Gregor af Tours beretter at frankerne først boede i Pannonien, og først senere slog sig ned ved bredderne af Rhinen. Det latinske navn francus (flertal: franci) betyder "fri" på de germanske sprog. Oprindelsen til ordet frank findes i et andet germansk ord, frekr (= "hårdfør", "tapper").

Deres rige undergik mange og gentagne delinger, for deres sønner arvede ejendom i lige store dele. Da de betragtede riget som kongens privatejendom, er det til tider meget besværligt at fastsætte præcise datoer, herskerlister og fysiske grænser for Frankerriget og dets mange delriger. Den betydelige mangel af skrivefærdighed på Frankerrigets tid gør kun problemet værre.

Et særkende for frankernes religion var dyrkelsen af en række åndevæsener efter keltisk mønster. Dyrkelsen af Odin stammer vist fra kelterne, og den skal have haft sit hovedsæde hos frankerne inden den nåede til longobarderne, angelsakserne og nordboerne. Indbyggerne i det oprindelige frankiske landskab, Tuenthe, dyrkede Mars Thingsus, der sædvanlig tydes som Tyr. Indskrifter hos frankerne nævner gudinden Hludana, der kendes hos nordmændene som Hlodyn. Hos de saliske frankere og kimbrerne findes dyrkelse af en gud i tyreham; fra ham afledte Merovingerætten sin herkomst.

Lex Salica, de saliske frankeres lovbog, er en af Europas ældste eksempler på germansk ret. Den er optegnet i 400-tallet, og de medfølgende frankiske retsgloser er vigtige ved ordenes ældgamle former. En rig heltedigtning udvikledes hos frankerne i Gallien. Derfra stammer sagnet om Hugdietrich, som overvinder den nordiske viking Hygelak, der kendes fra Beovulf-kvadet. Også sagnet om Nibelungerne har modtaget stærke tilskud fra frankerne.

Frankerne adskilte sig fra andre germanere på to vigtige måder.

  1. De slap aldrig kontakten med deres oprindelige hjemsted, men udbredte sig over et større og større område.
  2. De blev katolikker i modsætning til de fleste andre germanske stammer, der bekendte sig til den arianske retning af kristendommen. I Rom omtalte den katolske kirke frankernes rige som "Roms ældste søster". Tilsvarende kaldes nutidens Frankrig for "Kirkens ældste datter".
Statue af Karl den Store i Frankfurt am Main

Kildematerialet

[redigér | rediger kildetekst]

Den tidligste, frankiske historie er uklart belyst.

Historisk forløb

[redigér | rediger kildetekst]

Frankerne havde ved begyndelsen af vores tidsregning et område på begge sider af Rhinen, og de stammer der senere blev kendt som frankerne, omtales første gang på Julius Cæsars tid. På hans tid blev de presset mod vest af de fremtrængende svebere. Senere blev frankerne trængt af sakserne, der tog magten over landskabet Borahtra (Westfalen) i 697. Romerne overflyttede på Kristi tid forskellige frankere til den venstre Rhinbred, men senere blev frankernes indtrængen så stærk og stadig at de ikke mere kunne opsluges.

I året 250 benyttede en gruppe frankere sig af at Romerriget var svækket, og trængte så dybt ind i det at de nåede Tarragona i det nuværende Spanien. Her hærgede de området en halv snes år, indtil romerske styrker underkuede dem og drev dem ud af riget. Omtrent fyrre år senere havde frankerne fået kontrol over Scheldes munding og blandede sig i trafikken til og fra Britannien. Romerske tropper nedkæmpede dem, men drev dem ikke ud af riget.

Fra ca. 200 e.Kr. havde nogle små, vestgermanske stammer langs den romerske rhingrænse sluttet sig sammen til et større stammeforbund, som kaldte sig "frankerne" (= de frie). De folkeslag, som dannede frankernes forbund, bestod sandsynligvis af følgende, germanske stammer:

De havde det til fælles at de kæmpede mod allemannerne (af germansk alle mand dvs. os alle), som på deres side selv var en sammenslutning af stammer på østsiden af Rhinen. I løbet af folkevandringstiden trængte frankerne ind i områder, hvor der i dag tales frankisk dialekt (Nordbayern, det sydlige Thüringen, Hessen, Rheinland-Pfalz, Saarland, de nordlige dele af Baden og Württemberg, Luxemburg, Østbelgien, Lorraine og det nordlige Alsace).

Ved begyndelsen af det 5. århundrede lå centrum i frankernes område endnu omkring Köln. Ifølge langt senere og ret upålidelige kilder gik en del af dem i året 420 over Rhinen og drog mod vest under ledelse af hertug Faramund og hans tilhængere. På den måde forklares den deling af frankerne der skulle blive betydningsfuld i de følgende århundreder. Der dannedes to grupper: Mod vest boede nu de såkaldte saliske frankere ("saltfrankerne") og mod øst boede stadig de oprindelige ripuariske frankere ("flodfrankerne").

De arkæologiske fund viser at frankerne først blev optaget ganske fredeligt og langsomt i det romerske Gallien, hvor de fik tildelt jord og blev betragtet som „forbundsfæller“. Deres senere fremtrængen mod sydvest kan tænkes at være udløst af angelsaksernes udvandring fra den nederlandske kyst til England omkring 450. Hen mod slutningen af det 5. århundrede var frankerne hjælpetropper i den romerske hær, der allerede da var ”barbariseret” i vidt omfang. Her deltog de i kamp mod andre, mere truende barbarer som hunnerne.

Grundlæggelsen af Frankerriget

[redigér | rediger kildetekst]

I perioden 355–358 måtte den senere kejser Julian atter nedkæmpe frankerne, som havde genvundet kontrollen med sejladsen på Rhinen. Rom gav dem derefter en stor del af Gallia Belgica, og fra den tid blev de forbundsfæller for Romerriget. I et område, der svarer til nutidens Flandern og Netherlandene omkring og syd for Rhinens delta, tales stadig germansk sprog, og den nederfrankiske dialekt, der er blevet til hollandsk, dominerer hele området. På den måde blev frankerne det første folkeslag der blev bosat inden for det romerske rige.

Se dette på et eksternt kort Arkiveret 28. oktober 2005 hos Wayback Machine.

Fra deres kerneområde erobrede frankerne gradvis det meste af Gallien nord for Loire dalen og øst for det vestgotiske Aquitanien. I mange år hjalp de til med forsvaret af grænserne. Det skete f.eks. da en stor invasion af østgermanske stammer krydsede Rhinen i 406, og frankerne kæmpede mod de indtrængende. Hovedpresset i invasionen gik syd om Loire, og romersk administration kunne – delvis ved hjælp af en alliance med frankerne – fastholdes i Paris området indtil 486, dvs. ti år efter at de sidste, vestromerske kejsere i Ravenna var faldet.

I 496 knuste frankernes konge, Chlodovech 1., allemannernes rige og udstrakte sit område til Main-egnene og Øvrerhinen. Frankerriget under Chlodovech 1. og hans efterfølgere (merovingerne og karolingerne) omfattede fra begyndelsen af det 6. århundrede og indtil delingen bl.a. den vestlige del af det nuværende Tyskland og store dele af Frankrig foruden det nuværende Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Lichtenstein og Schweiz.

Opdelingen af frankerne lagde grunden til delrigerne Neustrien og Austrasien, og endnu senere (efter Traktaten i Verdun 843) til rigets deling i staterne Frankrig og Tyskland. I begyndelsen af det 9. århundrede var opdelingen af frankerne ophørt med at have praktisk betydning, og kun ved visse retssager kunne den være afgørende for hvor sagen skulle føres. I store dele af Frankrig og den keltoromansk prægede, sydlige del af det nuværende Belgien (Wallonien) gik frankisk sprog og kultur tabt, mens det oldfranske satte sig igennem. Kun navnet "Frankrig" blev tilbage som en rest af det frankiske rige.

Merovingerne

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Merovinger

Salfrankerne var blandt de germanere der var gået i tjeneste hos Romerriget. Den legendariske forfader til deres kongeslægt, Merovech, som var en halvgud i deres germanske religion, blev den vigtigste begrundelse for kongernes krav på magten.

I det 5. århundrede var deres konge blevet prokonsul i Gallien, dvs. at han havde skaffet sig romerske magtbeføjelser med tilladelse til at kalde sig general. Frankerne var derefter solidt etableret i Neustrien, hvor deres militære funktioner gjorde dem til en vigtig magtfaktor i en urolig tid. Den unge Chlodovech 1. (latiniseret germansk: Hlodowecus, som senere blev til fornavnene Ludovic eller Ludwig i Tyskland og Louis i Frankrig) blev deres konge i Tournai omkring 481. Han fik dog brug for andet og mere end den guddommelighed som den germanske mytologi forlenede ham med når han skulle møde bisper, patriciere og den menige, gallo-romanske befolkning, som var delvis kristne. Chlodovech oprettede sit kongesæde i Soissons, hvor han havde besejret den sidste romerske statholder, Syagrius, og dér kom han uden tvivl under påvirkning af sin dronning, burgunderen Clothilde, der var omvendt til den katolske kristendom, og af ærkebisp Remi af Reims.

Det var muligvis under et vigtigt slag mod alemannerne, slaget ved Tolbiac, at han lovede at omvende sig til katolicismen, hvis han sejrede. Han holdt ord og blev døbt i 496 eller 498 i Reims sammen med 3.000 krigere. Derefter begyndte han at indføre den kristne tro hos sit folk, der ellers stort set havde fastholdt deres germanske tro. Det skulle blive et vendepunkt i Europas historie at han lod sig omvende til kristendommen.

Efter en serie sejre over rivaliserende, barbariske folkeslag, først og fremmest burgunderne, fremstod Chlodovech som én af de stærkeste germanske ledere der havde omvendt sig til den dominerende retning inden for den kristne religion, nemlig den romersk-katolske. Det stod i modsætning til vestgoterne, langobarderne og allemannerne, der alle var arianere.

Det lykkedes ham på den måde at opnå den gallo-romanske elites støtte og at grundlægge et længelevende dynasti, opkaldt efter dets germanske forfader: merovingerne. Med base i Neustrien regerede merovingerne over Gallien indtil det 8. århundrede. De mest kendte blandt deres herskere var: Dagobert 1. og dronning Brunhilde. (Hverken dette eller det følgende dynasti havde noget at gøre med Frankrig, men med Frankerriget). De germanske konger regerede ikke et landområde, men en mængde undersåtter.

Karolingerne

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Karolinger

Efter slutningen af det 7. århundrede, da de politiske forhold var bestemt af blodige krige mellem frankerne i Neustrien (vest) og Austrasien (øst), blev de sidste merovinger henvist til en rolle som kransekagefigurer. Den reelle magt lå i hænderne på aristokratiet. Den romerske kultur gik efterhånden i opløsning, for en økonomisk krise uden fortilfælde havde bragt hele det antikke vesten ud af balance: det skyldtes hovedsagelig at handelsruterne mellem landene omkring Middelhavet var blevet afbrudt på grund af arabernes erobringer.

Under disse forhold begyndte en ny familie sin opstigning. Blandt de reelle magthavere lykkedes det i praksis hushovmesteren, major domus, hos de austrasiske konger at tiltvinge sig kontrollen med hele det frankiske rige, før de officielt afsatte den sidste merovinger og skabte deres eget dynasti, pepiniderne, der senere blev bedre kendt under navnet karolingerne. I deres stræben efter at bevise lovmæssigheden af deres statskup henviste pepiniderne til at de nedstammede fra en vis sagnagtig “Francus” fra Troyes, og på den måde knyttede de sig endnu en gang til Rom.

Karolingernes magtovertagelse markerede den reelle begyndelse på middelalderen. Navnet Gallien forsvandt fra kilderne og i stedet stod Francie. Samtidig blev magtcentret forskudt mod øst og de gamle bispebyer tabte indflydelse til de karolingiske grevers landlige herresæder. Det er bemærkelsesværdigt at netop da de lærde blev bevidst om den antikke kulturs forsvinden, forsøgte de at genoplive den ved at skabe den karolingiske renæssance. Karl den Store, den anden og mest berømte karolingiske hersker, blev kronet i Rom som "kejser for frankerne og romerne" i året 800. Begge disse forsøg på at genopbygge det vestlige kejserdømme løb dog ud i sandet.

Skabelsen af Frankrig og Tyskland

[redigér | rediger kildetekst]

I 842 aflagde Karl den stores sønner og sønnesønner Strasbourg-ederne. De var de retmæssige arvinger til et kejserdømme, hvor den østlige og den vestlige del her gennem aftalernes sprogbrug viste sig at være blevet meget forskellige. Aftalerne blev fulgt op af Traktaten i Verdun fra 843, som fastlagde opdelingen af det karolingiske kejserrige i først tre og senere to kongeriger. Derved blev traktaten Frankrigs dåbsattest, og den foregreb Tysklands opståen ved at trække en grænse mellem øst og vest langs Rhinen.

I det 10. århundrede var det slut med karolingernes magt. Det viste sig, da det nye saksiske dynasti, ottonerne, overtog tronen i Tyskland, og da capetingerne arvede magten i Frankrig. Ordet Franker blev dog ved med at være betegnelsen for indbyggerne i Frankrig op gennem hele Middelalderen, og de arabiske historieskrivere brugte ordet al-Faranj om korsridderne i det 13. århundrede, ligesom ordet Falangji længe var kinesernes navn for alle europæere.

Middelalderens frankere omfattede derefter:

Militær organisation

[redigér | rediger kildetekst]

Frankerne brugte langsværd, korte sværd, hellebarder (lanser med en hage, som kunne hægtes i modstanderens skjold) og stridsøkser. Disse våben, som var teknologisk højt udviklede, blev brugt af frankerne med en betydelig kamperfaring, der var opøvet under uafbrudt pres fra deres germanske, keltiske og romerske naboer. Tilsammen betød det, at det blev dem, der udfyldte magttomrummet efter Romerriget, men det skete gennem hårde kampe.

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Historiske kilder

[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Patrick J. Geary: Before France and Germany: the Creation and Transformation of the Merovingian World, 1988 ISBN 0-19-504458-4

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Frankere&oldid=11612344"