Spring til indhold

Dybvandsreje

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dybvandsreje
Pandalus borealis
Pandalus borealis
Videnskabelig klassifikation
DomæneEukarya
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeArthropoda (Leddyr)
KlasseMalacostraca (Storkrebs)
OrdenDecapoda (Tibenede krebsdyr)
UnderordenCaridea (Ægte rejer)
OverfamiliePandaloidea
FamiliePandalidae
SlægtPandalus
ArtPandalus borealis
Hjælp til læsning af taksobokse

Dybvandsreje eller grønlandsreje (Pandalus borealis) er en art af ægte rejer i slægten Pandalus. Rejen lever i kolde områder af Atlanterhavet og Stillehavet.[1]

P. borealis lever på vanddybder fra 20-1.330 meter, almindeligvis på blød og mudret bund[1] på steder med en temperaturer mellem 0 og 8 grader.[2] Udbredelsen af underarten Pandalus borealis borealis i Atlanterhavet strækker sig fra New England, Canadas østlige kystlinje til det sydlige og østlige Grønland, Island, Svalbard, Norge og Nordsøen så sydligt som til den engelske kanal. I Stillehavet findes Pandalus borealis eous fra Japan, over det Okhotske Hav, over Beringstrædet og langs Nordamerikas kyst så sydligt som staten Washington.

Rejerne har en levetid på op til omkring otte år,[3] og de fuldvoksne hanner måler 12 centimeter lange, mens hunnerne bliver helt op til 16,5 centimeter lange.[3]

Kommercielt fiskeri

[redigér | rediger kildetekst]
Global fangst af Pandalus borealis i tons indrapporteret af FAO fra 1950–2010[4]
Fangst af dybvandsrejer på en rejetrawler.

Der foregår et intensivt fiskeri efter dybvandsrejer. Oprindeligt blev arten anset for at være ret sjælden og derfor ikke værd at fiske efter, men den norske marinebiolog og oceanograf Johan Hjort viste, at begge dele var helt forkert. Hans detaljerede informationer om rejernes foretrukne levesteder gjorde det lettere at lokalisere dem, og hans modifikationer af dybhavs-bundtrawl gjorde det lettere at fange dem. Kort efter, i starten af 1900-tallet, begyndte et stort fiskeri efter arten i Norge, og få år senere blev det efterfuldt af andre lande i Europa og Nordamerika. I Danmark fiskes der dybvandsrejer i de dybere dele af Nordsøen, Skagerrak og Kattegat og også omkring Færøerne og Grønland. Rejerne sælges pillede, kogte og nedfrosne eller i poser med hele kogte såkaldte "skalrejer".

I Danmark er pillede kogte rejer fra Grønland eller Nordsøen en populær forret, fx serveret på lyst brød med smør og mayonnaise eller som rejecocktail.

  1. ^ a b "Pandalus borealis (Krøyer, 1838)". Species Fact Sheet. Food and Agriculture Organization. Arkiveret fra originalen 29. januar 2013. Hentet 2. november 2010.
  2. ^ Muus, B., J. G. Nielsen, P. Dahlstrom and B. Nystrom (1999). Sea Fish. pp. 284–285. ISBN 8790787005
  3. ^ a b "Guide to Responsible Sourcing Guide. Cold-water prawns" (PDF). Seafish. april 2007. Arkiveret fra originalen (PDF) 22. juli 2011. Hentet 2. november 2010.
  4. ^ Based on data sourced from the FishStat database Arkiveret 7. november 2012 hos Wayback Machine, FAO.

Ekstern henvisning

[redigér | rediger kildetekst]