Spring til indhold

Christian Braad Thomsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Christian Braad Thomsen
Christian Braad Thomsen og Jytte Rex med datteren Rosemaria sammen med Leif Molin i Folkets Bio i Malmø 1986.
Personlig information
Født10. december 1940 (83 år) Rediger på Wikidata
ÆgtefælleJytte Rex Rediger på Wikidata
BarnRosemaria Rex Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedDen Danske Filmskole (1967-1969) Rediger på Wikidata
BeskæftigelseFilminstruktør, manuskriptforfatter Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
http://braadthomsen.dk
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Christian Braad Thomsen (født 10. december 1940) er en dansk filminstruktør, forfatter, filmproducent og -udlejer. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole 1969, har været direktør for Odense Film Festival 1997-2005 og medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab 1997-2001. Han har siden 1991 modtaget Kulturministeriets livsvarige ydelse for sit brede kulturelle virke inden for film, bøger, musik og psykoanalyse.

Film

[redigér | rediger kildetekst]

Debutfilmen Kære Irene (1971) er den eneste danske spillefilm, der beskriver 1968-oprøret, mens det fandt sted. Hjemstavnsfilmen Herfra min verden går (1976) introducerede samtidig den personlige fortælling i dokumentarfilmen. Begge film blev modtaget med meget opmærksomhed på filmfestivaller i udlandet. Kniven i hjertet (1981) fik juryens specialpris på San Remo-festivalen, og Koks i kulissen (1983) fik prisen for bedste instruktion på Atlantic Film Festival. Hvor mindets blomster gror (1991) blev hædret som bedste dokumentarfilm og Karen Blixen – storyteller (1996) som bedste portrætfilm på Den Danske Film- og Videofestival. Den blå munk (1999) modtog Carl Th. Dreyer Prisen.

Braad Thomsen har som filmudlejer importeret mere end 100 film til Danmark, herunder det meste af Rainer Werner Fassbinders produktion og film af bl.a. Jean-Luc Godard, Francois Truffaut, Eric Rohmer, Marguerite Duras, Theo Angelopoulos, Jacques Rivette, Robert Bresson, Tom Tykwer, Jan Troell samt østeuropæiske dissidenter, brasilianske Cinema Novo-instruktører og mange andre auteur-instruktører. Hans import af Mike Leighs Life is sweet belønnedes med en Bodil.

Braad Thomsen har været producent for række af Jytte Rex’ film, deriblandt den Bodil-præmierede Den Erindrende (1985) og portrætfilmene Inger Christensen – cikaderne findes (1998), Palle Nielsen – mig skal intet fattes (2002), Pelle Gudmundsen-Holmgreen – musikken er et monster (2007) og Henning Larsen – lyset og rummet (2012).

Bøger

[redigér | rediger kildetekst]

Christian Braad Thomsen debuterede med en bog om sit forbillede Jean-Luc Godard (1971). Hans biografi om Rainer Werner Fassbinder (1991) er oversat til mange sprog og regnes internationalt som standardværket om Fassbinder. Desuden har han skrevet en bog om Alfred Hitchcock samt Kameraet som pen om den franske ny-bølge-bevægelse (Francois Truffaut, Jean-Luc Godard, Claude Chabrol, Eric Rohmer og Jacques Rivette), De uforsonlige (om Luis Bunuel, Pier Paolo Pasolini, Robert Bresson, Andrej Tarkovski, Jean-Luc Godard og Jean-Marie Straub) og Drømmefilm (2000), hvor filmhistorien belyses gennem 100 af verdens bedste film.

Sammen med Erik Varming har han redigeret Sanddrømmeren (2002) om Jytte Rex’ film og maleri.

Braad Thomsen har skrevet to romaner, Rosen og sigøjneren (1985) og Den fortabte søns hjemkomst (1988) samt erindringsbogen Vreden, gudinde, besyng! (2005).

I Boganis’ gæstebud beskriver han Karen Blixens forhold til sin far og hævder at dokumentere, at hun aldrig har haft syfilis, idet han mener, at hendes påstand herom skyldtes en faderidentificering skabt af, at faderen begik selvmord, da hun var 10 år, formentlig fordi han havde syfilis. Bogens freudianske fortolkningsmetode og påstande blev blandet modtaget af kritikerne.

Han har desuden skrevet Film med håndskrift (2011) om seks vigtige danske filminstruktører: Nils Malmros, Jytte Rex, Lars von Trier, Pernille Fischer Christensen, Simon Staho og Christoffer Boe.

Musik

[redigér | rediger kildetekst]

Braad Thomsen har skrevet den første danske bog om verdensmusik, Musik uden grænser (2003) samt Drømmejazz (2009) og Bob Dylan - En guide til hans plader (sammen med Asger Schnack, 1998). Han har instrueret portrætfilm om den danske jazzpercussionist Marilyn Mazur, Queen of Percussion (2006) og om den iranske sanger Mohammed Reza Shajarian, The Voice of Iran (2006). I dokumentarfilmen Blues for Montmartre (2011) fortælles historien om 1960’ernes legendariske københavnske jazzhus Montmartre.

Psykoanalyse

[redigér | rediger kildetekst]

Christian Braad Thomsen er en varm tilhænger af Sigmund Freuds psykoanalyse og har taget til genmæle imod kritik af Freud. Han har skrevet Freud-biografien Sigi erobreren (1984) og en Lysten og loven (1983), som handler om Freuds forståelse af Ødipus-komplekset og incesttabuet, . Han har udgivet et udvalg af Freuds breve i to bind, Kærestebreve og Breve til Den hemmelige komité (1997). Sammen med Ole Andkjær Olsen og Bente Petersen har han redigeret antologien Fokus på Freud (2006).

Incestdebat

[redigér | rediger kildetekst]

I dokumentarfilm i 1970'erne – Smertens børn (1977) og Den man elsker (1980) – undersøgte Christian Braad Thomsen tabuet om incest gennem sine egne og en række interviewpersoners fantasier om og erfaringer med incestuøse følelser.[1]

I et radiointerview med forfatter Troels Peter Schmidt i 1985, udtalte Christian Braad Thomsen, at der "findes [der] lykkelige blodskamsforhold", "Det skulle ikke undre mig, om mange blodskamsforhold nok er lykkelige og velfungerende, mens de står på, men som ikke bliver ved med at være det på grund af samfundets tabuering af det", og at et velfungerende incestuøst forhold er karakteriseret ved "en stor grad af jævnbyrdighed, en stor grad af gensidighed."[2]

I en kronik under overskriften Hetz: De fleste pædofile er lovlydige i 2004 skrev Christian Braad Thomsen: "Man er ikke kriminel, fordi man er pædofil. Nogle af de mest respekterede kunstnere og tænkere i vor kultur har været pædofile, men de har som langt de fleste øvrige pædofile været i stand til at sublimere deres seksualitet." Han skrev også at "hetzen mod de pædofile" ikke adskiller sig "principielt fra 30ernes nazistiske hetz, som stemplede alle jøder som forbrydere", hvilket går ud over "den naturlige og livsvigtige kropskontakt mellem voksne og børn, som naturligvis også rummer en erotisk dimension".[3]

Emnet har givet diskussion flere gange, senest efter en debat om misbrugte børn i film i 1970'erne i Deadline den 16. marts 2018, hvor journalist Søren K. Villemoes anklagede 1968-generationen og den seksuelle frigørelse for at have godkendt seksuelle overgreb på børn.[4] Som svar på kritik fra Katrine Hornstrup Yde[5] og Anna von Sperling[6] pointerede han under overskriften "Hvordan kan nogen ved deres fulde fem mene, at jeg går ind for incest?", at han "er principielt modstander af incest og pædofili, som jeg betragter som et produkt af syge familieforhold", men at der paradoksalt også kunne forekomme incestuøse og pædofile forhold som er harmoniske eller lykkelige, og at virkeligheden må relativere teorien.[7] Emnet blev uddybet i et timelangt interview i Radio24syv.[8]

Filmografi[9]

[redigér | rediger kildetekst]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Hornstrup Yde, Katrine (17. januar 2013). "'Han skal ikke på psykopat-hotel og have risengrød juleaften'". Dagbladet Information. Hentet 17. marts 2018.
  2. ^ "Filminstruktør,forfatter Christian Braad Thomsen om incest:"fra Incest til MEDIE-HETZ -". Just-well.dk. Arkiveret fra originalen 2. januar 2011. Hentet 17. marts 2018.
  3. ^ Braad Thomsen, Christian (6. april 2004). "Kronik: Hetz: De fleste pædofile er lovlydige". Berlingske Tidende.
  4. ^ Pædofili - De misbrugte filmbørn Arkiveret 28. januar 2019 hos Wayback Machine, Deadline, DR2, 16. marts 2018
  5. ^ Katrine Hornstrup Yde: De seksuelle overskridelser i 1970’erne er gemt bag filmene, Information, 23. marts 2018
  6. ^ Anna von Sperling: I 70’erne var det også en forsvindende lille gruppe, der mente, at børn skulle have sex med voksne, leder, Information, 28. marts 2018
  7. ^ Braad Thomsen: Hvordan kan nogen ved deres fulde fem mene, at jeg går ind for incest?, Information, 5. april 2018
  8. ^ 1970’er-instruktør: Der findes lykkelige incestforhold Arkiveret 28. januar 2019 hos Wayback Machine, Radio24syv, 22. marts 2018
  9. ^ Christian Braad Thomsen

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Christian_Braad_Thomsen&oldid=11073891"