Brahe

Brahe
Sidste mandlig	Preben Brahe
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Brahe er navnet på en af Danmarks mest berømte adelsætter, der med sikkerhed kan føres tilbage til slutningen af det 14. århundrede. Der findes også en svensk gren af slægten. Slægten uddøde i Danmark i 1786 og i Sverige i 1930.

Våbenskjold

Slægten førte et våbenskjold med en sølv-pæl i sort felt, og en hjelm med en opstående påfuglefjer mellem to sorte vesselhorn, hvert belagt med en sølvbjælke og besat med 3 påfuglefjer.

Simplificeret stamtræ

Slægtebøgerne begynder med Verner Brahe og hans søn, Niels Brahe til Gyllebo. Nielses sønnesønssønner, Thorkild Brahe til Rendenæs og Mygdal og Axel Brahe til Vittskövle var medunderskrivere på betydningsfulde statsakter under dronning Margrete. Fra Thorkilds ældste datter, Johanna Torkildsdotter Brahes første ægteskab med Magnus Laurentsson i Sverige stammer de svenske Braher, idet børnene tog navn efter moderen.

Verner Brahe

Niels Brahe, til Gyllebo

Torkild Brahe, til Gyllebo

Peder Brahe, til Mygdal

Axel Brahe til Vidsköfle

Thorkild Brahe, til Rennesnäs og Mygdal (1372-1447)

Niels Pedersen Brahe

Peder Axelsen Brahe

Berete Bondesdatter Thott

Magnus Laurentsson

Johanna Torkildsdotter Brahe

Niels Nielsen Brahe (henrettet 1529)

Axel Pedersen Brahe (-1487)

Peder Magnusson Brahe (- c.1480)

Thyge Axelsen Brahe (-1523)

Axel Axelsen Brahe (c. 1480-1551)

Joakim Brahe

Jørgen Thygesen Brahe til Tostrup (1515-1565)

Otte Thygesen Brahe (1518-1571)

Beate Clausdatter Bille (1526-1605)

Per Brahe den ældre (1520-1590)

Knud Brahe (1555-1615)

Tycho Brahe (1546-1601)

Steen Brahe til Knudstrup (1547-1620)

Axel Ottesen Brahe (1550-1616)

Jørgen Ottesen Brahe (1554-1601)

Sophie Brahe (1556-1643)

Magnus Brahe (1564-1633)

Abraham Brahe (1570-1630)

Otte Steensen Brahe (1578-1651)

Jørgen Brahe (rigsråd) (1585-1661)

Sophie Axelsdatter Brahe (1578-1646)

Thyge Axelsen Brahe (hofjunker) (1593-1640)

Tønne Brahe

Ebba Brahe (1596-1674)

Erik Brahe (1552-1614)

Gustaf Brahe (1558-1615)

Per Brahe den yngre (1602-1680)

Nils Brahe den ældre (1604-1632)

Steen Jørgensen Brahe (1623-1677)

Preben Brahe (1627-1708)

Nils Brahe den yngre (1633-1699)

Karen Brahe (1657-1736)

Henrik Brahe (-1725)

Jørgen Brahe (landsdommer) (1662-1716)

Jørgen Brahe (-1736)

Preben Brahe (-1786)

Erik Brahe (1722-1756)

Magnus Brahe (1790-1844)

Historie

Slægten hørte oprindeligt hjemme i Halland og Skåne og kom først under kong Frederik I til Øerne. Slægtens godser var bl.a. Brahesborg, Brahesholm og Brahetrolleborg.

Axel Brahes svigerdatter Berete Bondesdatter Thott forsvarede 1487 sin gård Vittskövle tappert mod kong Karl Knutssons hær, som hun sluttelig drev på flugt ved hjælp af et kartovestykke. Hun var farmor til de to brødre, Tyge Brahe til Tostrup, som sluttede sig til kong Frederik I og 7. september 1523 faldt for Malmø

Thorkilds søskendebarn, Niels Brahe til Vanås (henrettet 1529) holdt med Christian II, og Axel Brahe (o. 1480-1551)

Axel Brahes slægt blev i Skåne, indtil den med Otte Brahe (1582-1642) kom til Nørrejylland, hvor denne yngre linje uddøde 1666 med hans søn Manderup Brahe til Torbenfeld og Sæbygård. Dennes enke, Birgitte Nielsdatter Trolle, udnævntes 2. februar 1672 til friherreinde af Brahetrolleborg, som efter hendes død (1687) tilfaldt hendes brodersønner, Frederik Trolle (død 1700) og Niels Trolle (død 1722). Efter deres død tilfaldt bygningen kongen, som i 1722 forlenede bygningen til dronning Anna Sophies ældste broder, grev Christian Ditlev Reventlow.

Tyge Brahes søn, Jørgen Brahe til Tostrup og Elved, der var hofsinde hos kong Christian III, havde forskellige forleninger på Øerne og kæmpede til søs under Den Nordiske Syvårskrig, og omkom i år 1565 under et forsøg på at redde Frederik II, der var faldet i vandet ved Højbro.

Tyges hustru, Inger Oxe Johansdatter, var overhofmesterinde hos dronning Sophie og efterlod sig ved sin død i år 1592 en meget betydelig formue.

Jørgen Brahes yngre broder, rigsråden Otte Brahe til Knudstrup (1518-1571), der var stamfader til de fynske Braher, var fader til Tyge Brahe (1546-1601), rigsråderne Steen Brahe til Knudstrup, Bregentved, Næsbyholm, Hvedholm m.m. (1547-1620) og Axel Brahe til Elved og Orebygård (1550-1610), Jørgen Brahe til Tostrup (1554-1601), hvis eneste søn, Tønne Brahe til Tostrup og Gundestrup, faldt 1611 for Kalmar, Knud Brahe (1555-1615) til Tostrup og Engelholm, som han forsynede med den smukke, endnu bevarede, hovedbygning, og Sophie Brahe (1556/59-1643).

Axel Brahes afkom uddøde med hans sønnesøn, Axel Brahe til Eskebjerg.

Slægtens afslutning

Steen Brahes slægt på Hvedholm eksisterede et århundrede, nedarvet fra fader til søn. Hans søn Jørgen Brahe (1585-1661) var far til etatsråd Preben Brahe (1627-1718), der var far til Henrik Brahe (død 1725), hvis to sønner døde ugifte.

Henriks ældste søn, Jørgen Brahe, omkom 1736 ved en jagt på Lindholm ved Gavnø, mens Henriks yngste søn, Preben Brahe, døde 17. august 1786, som slægtens sidste mand. I år 1751 havde Preben sammen med sin ældste søster Susanne oprettet stamhuset Hvedholm, der efter hans død gik over til hans morbroders sønnesøn, Axel Frederik Bille, som i 1787 fik tilladelse til at føre navnet og våbnet for slægten Brahe i forbindelse med sin egen slægt. Den følgende slægt kom til at hede Bille-Brahe.

De svenske Braher

Brahe
svenska grenen af Slægten Brahes våbenskjold
grevegrenen af Slægten Brahes våbenskjold
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Brahe er som nævnt også en svensk adelig slægt, som stammer fra Danmark. Den svenske stamfader var Magnus Laurensson, der 1444 var ridder og rigsråd. Han var gift med Johanne Thorkildsdotter (Bragde), en broderdatter af den danske rigsråd, Axel Brahe til Vidtsköfle. Hans søn, Peder Magnusson, død omkring 1480, antog navnet Brahe efter sin mødreneslægt og arvede det i Södermanland liggende gods Tärna, som således blev Braheslægtens stamgods. Den svenske Braheslægt førte et gyldent skjold med to sorte vinger. Slægten uddøde 1930 med Magnus Brahe. Af slægtens medlemmer skal nævnes:

Per Brahe den ældre (1520-1590)

Søn af den i det stockholmske blodbad omkomne Joakim Brahe (som var gift med Gustaf Vasas søster), og sønnesøn - af Peder Magnusson Brahe, blev som barn tillige med sin moder bortført i dansk fangenskab og fulgte hende også, da hun senere forlod riget. Han hjemkaldtes 1537 af Gustaf I, udnævntes 1539 til statholder på Stockholms Slot og 1544 til rigsråd. Allerede 1546 nævntes han som ridder. 1561 ophøjedes Brahe i grevestanden. 1562 sendtes han i en mission til Skotland og 1564 til Polen, ligesom han på en overordnet post deltog i krigen mod danskerne. Under Erik XIVs sindssygdom varetog Brahe tillige med Sten Eriksson Lejonhufvud rigets styrelse; men ved hertugernes rejsning mod kongen sluttede han sig til sidst til disse og blev 1569 udnævnt til rigsdrost. Med hertug Karl lå han i arvetvist, og kong Johans yndest mistede han ligesom mange andre rådsherrer 1588, da han beskyldtes for at arbejde på genopbyggelsen af Kalmarunionens stormandsvælde. Brahe har forfattet et skrift om Gustaf Vasa (en del heraf udgivet af O. Ahnfelt 1896-97) og har desuden efterladt et for tidens kulturforhold interessant arbejde Oeconomia ell. Hussholde-book för ungt adelsfolk, forfattet 1585, men først trykt 1677.

Erik Brahe (1552-1614)

Ovennævntes søn, var svensk rigsråd, blev 1575 hofmarskal hos prins Sigismund og 1587 hans overhofmester. Samme år sendtes han til Polen for at udvirke Sigismunds valg til polsk konge, hvilket lykkedes, og kort efter blev Brahe rigsråd samt 1863 statholder i Stockholm. Efter Sigismunds afrejse opgav han dog denne stilling 1595, da han ikke kunne forliges med hertug Karl. Han opholdt sig senere snart i Sverige, snart i Polen. 1599 forsonede Brahe sig med hertugen, men et par år efter flyttede Brahe til Polen og døde i Danzig.

Gustaf Brahe (1558-1615)

Ovennævntes broder, nød i meget høj grad kong Sigismunds tillid og anvendtes af ham til mange vigtige hverv. Han deltog i Sigismunds felttog mod hertug Karl 1598, men forlod efter nederlaget ved Stångebro Sverige for bestandig. I polsk Tjeneste blev Brahe feltmarskal.

Magnus Brahe (1564-1633)

Ovennævntes broder, var svensk rigsdrost, blev 1590 kammerherre hos Sigismund, men tog 1863 sin afsked og trådte i hertug Karls tjeneste. 1600 var han medlem af den kommission, der på Linköping rigsdag varetog undersøgelserne mod de fangne rådsherrer. 1599 blev Brahe lagmand i Uppland og Västernorrland, og 1602 rigsråd samt rigsmarsk. Også Gustaf Adolf viste ham stor tillid og udnævnte ham 1611 til rigsdrost og slog ham 1617 til ridder.

Abraham Brahe (1570-1630)

Ovennævntes broder, svensk rigsråd, begav sig 1598 til Polen og fulgte samme år med Sigismund til Sverige, hvor han i Slaget ved Stångebro bar kongens banner. Han toges dog til nåde af hertug Karl, sendtes 1599 som legat til Danmark, blev 1600 statholder over Norrland, udnævntes 1602 til hofråd og blev kort efter rigsråd. Han deltog i grænsemødet med danskerne ved Knærød og var 1611 med i krigen mod Danmark. Han har efterladt en slags dagbogsoptegnelser, Abraham Brahes tidebok, som er kulturhistorisk værdifuld. Det væsentligste af den er trykt i S. Loenboms Anecdoter om namnkundige svenske män, 3. del.

Per Brahe den yngre (1602-1680)

Svensk rigsdrost, ovennævntes søn, hørte til Gustaf Adolfs nærmeste omgivelser under den polske og en del af den tyske Krig og udmærkede sig her ved tapperhed og militær dygtighed. Også under Karl X Gustaf deltog han i krigsbegivenhederne. 1630 blev han rigsråd. 1635 førte han fredsunderhandlingerne med Polen. 1637-40 og 1648-54 var han generalguvernør over Finland og erhvervede sig uvisnelige fortjenester af dette land. Han omorganiserede administrationen, indførte postgang, traf anstalter til landets opmåling og til en bedre ordning af skatterne, forbedrede vilkårene for de fleste næringsbrug og anlagde flere byer. Også for undervisningen arbejdede Brahe med held. 1640 indviedes Universitetet i Åbo, der grundlagdes af Brahe 1641 blev Brahe rigsdrost og indtrådte samtidig i formynderregeringen. Efter Karl X Gustafs Død blev han for anden gang rigsformynder, og han var i det vanskelige år 1660 den fornemste leder af Sveriges indre og ydre politik. Snart derefter begyndte alderen at formindske hans arbejdsevne, og han opholdt sig nu ofte på sine store godser. Brahe var en udpræget aristokrat, men bar faderlig omsorg for sine undergivne.

Nils Brahe den ældre (1604-1632)

Ovennævntes broder, svensk officer, blev 1620 page hos Gustaf Adolf og fulgte 1621 med kongen til Lifland. Senere deltog han med udmærkelse i den polske krig 1626 og 1627. Da Gustaf Adolf 1630 drog til Tyskland, fulgte Brahe med og udnævntes 1631 til chef for kongens livgarde. Han bidrog i væsentlig grad til indtagelsen af Würzburg Slot, 8. oktober 1631. Han udnævntes trods sin ungdom til general i infanteriet og blev dødelig såret i slaget ved Lützen 6. november 1632, hvor næsten hver eneste mand af hans "gule Brigade" faldt. Gustaf Adolf anså ham næst Lennart Torstensson for det bedste feltherreemne i den svenske hær.

Ebba Brahe (1596-1674)

Datter af rigsdrost Magnus Brahe, blev efter moderens død optaget ved dronning Kristinas hof, hvor den unge konge, Gustaf Adolf, forelskede sig i den skønne hoffrøken og hun i ham, en tilbøjelighed, som dog modarbejdedes af enkedronningen og Axel Oxenstierna. Brahe formæledes 1618 med rigsmarsken Jakob de la Gardie og havde med ham 7 sønner og 7 døtre.

Nils Brahe den yngre (1633-1699)

Svensk rigsråd, søn af ovennævnte Nils Brahe, blev 1657 chef for Upplandsregimentet og deltog som sådan med hæder i den første krig mod Danmark. 1660 blev han på een gang rigsråd, oberst ved garden, viceadmiral og admiralitetsråd. Fra de to sidstnævnte embeder tog han 1677 sin afsked. I missioner anvendtes han temmelig ofte, bl.a. blev han i slutningen af 1674 sendt til København for at søge at afværge fredsbrud fra Danmarks side og indlede en hemmelig underhandling om Karl XIs formæling med Ulrika Eleonora. Som arving efter Per Brahe den yngre og sin svigerfader Karl Gustaf Wrangel var Brahe Sveriges rigeste mand, men mistede størstedelen af sin formue ved Karl XIs reduktion. 1682 måtte han træde ud af rådet.

Erik Brahe (1722-1756)

Svensk militær, ovennævntes sønnesøns søn, trådte 1741 ind i krigstjenesten og blev 1752 chef for livregimentet til hest. Som den ældste greve varetog han i rigsdagssamlingen 1751-52, under landmarskallens næsten permanente upasselighed på en udmærket måde hvervet som landmarskal. Under rigsdagssamlingen 1756 deltog han i den sammensværgelse, der til mål havde en udvidelse af kongemagten, arresteredes og stilledes for en kommission af rigets stænder samt dømtes til døden. Brahe henrettedes på Riddarholmen 23. juli.

Magnus Brahe (1790-1844)

Svensk hofmand og militær, ovennævntes sønnesøn. Brahe blev 1822 souschef for livgarden til hest, 1826 chef for kongens adjutanter og 1830 generalløjtnant. 1834 blev han rigsmarskal. Brahe var Karl Johans nærmeste ven og øvede en stor og gavnlig indflydelse på ham. Selv den personificerede elskværdighed og uegennytte kunne Brahe, som chef for den mægtige "Kamarilla" eller "Brahe-väldet", dog ikke undgå at blive genstand for det liberale partis uvilje. Hans helbred, der allerede var undergravet, bukkede under for anstrengelserne ved Karl Johans dødsleje, ved hvilket han vågede dag og nat.

Kilder

• Poul Bredo Grandjean, "Brahe", i: Christian Blangstrup (red.), Salmonsens Konversationsleksikon, København: J.H. Schultz Forlag 1915-30.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.