For første gang i Australian Open blev der anvendt tiebreak-afgørelser. Systemet blev anvendt i de fire første sæt i femsætskampe og de to første sæt i tresætskampe ved stillingen 6-6. Sydney var for første gang værtsby for andet år i træk, men det var sidste gang, at turneringen blev spillet i Sydney, eftersom den året efter permanent blev placeret i Melbourne.
Herresinglemesterskabet blev vundet af Ken Rosewall, der vandt mesterskabet for tredje gang, og som blev den første spiller i den åbne æra, der vandt en grand slam-titel i herresingle uden at tabe et eneste sæt undervejs. I finalen besejrede han Arthur Ashe med 6-1, 7-5, 6-3. I damesingleturneringen vandt Margaret Court sin 10. og næstsidste australske damesingletitel ved at vinde finalen med 2-6, 7-6(0), 7-5 over Evonne Goolagong, som var i sin første grand slam-finale i damesingle, og som ikke formåede at vinde kampen, selvom hun var foran med 5-2 i afgørende sæt.[1][2]