Spring til indhold

Aksel Sandemose

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Aksel Sandemose
Dansk og norsk litteratur
Aksel Sandemose (1963)
Foto: Ørnelund, Leif / Oslo Museum
Personlig information
Født19. marts 1899
Nykøbing Mors, Danmark
Død6. august 1965 (66 år)
København, Danmark
Uddannelse og virke
Kendte værkerEn flygtning krydser sit spor
Nomineringer og priser
NomineringerNobelprisen i litteratur, 1960-1965 incl.

Aksel Sandemose (døbt Axel Nielsen, født 19. marts 1899 i Nykøbing Mors, død 6. august 1965 i København) var en dansk-norsk forfatter, som er bedst kendt for romanerne En sømand går i land (1931) og En flygtning krydser sit spor (1933). I den formulerede han "Janteloven", der sammenfatter undertrykkelsen og småligheden i den fiktive danske provinsby Jante.[1] Sandemose emigrerede til Norge i 1929, og skrev på norsk med dansk islæt.

Hans romaner søger i de psykologiske forhold forklaringen på, at mennesker handler som de gør. Der er ofte selvbiografiske træk i hans forfatterskab.

Han ændrede i 1921 navn til Aksel Sandemose; et navn med tilknytning til hans norske mors slægt. Hans opvækst i Nykøbing Mors ved Limfjorden i Nordjylland gav stof til en stor del af hans forfatterskab. Også hans tid som sømand i sine unge år præger hans bøger.

Sandemoses mor, som var fra Skedsmo udenfor Oslo, gav ham efter eget udsagn "fædrelandsdrift" mod sit hjemland, og efter Sigurd Hoels forslag bosatte han sig i Norge i 1930 og etablerede sig med det samme som norsk forfatter ved at oversætte noget af sit danske forfatterskab til norsk som En sømand går i land fra 1931. Hans norske sindelag i den første tid kom bl.a. til udtryk i det Vinje-inspirerede enmandstidsskrift Fesjå fra 1935. Norsk statsborgerskab fik han først efter Anden Verdenskrig. Han bosatte sig med sin første familie i Blylaget i Nesodden ved Bunnefjorden syd for Oslo. Da han arbejdede mod den tyske besættelsesmagt, flygtede han i 1941 til Sverige. Tiden i Sverige var vanskelig, men frugtbar for forfatteren. Her skrev han sit andet hovedværk, Det svundne er en drøm og udkom i Sverige som Det gångna är en dröm i 1944. Den titel er en strofe af den svenske digter Dan Andersson.

Efter krigen flyttede han sammen med sin nye hustru, Eva Borgen, tilbage til Norge. Sandemose havde længe drømt om at flytte ud af hovedstaden og overvejede først at flytte til Trysil, men parret stødte på det nedlagte småbrug Kjørkelvik i Søndeled i Aust-Agder i Sørlandet og købte det. Her boede Sandemose i ti år til en af parrets tvillingesønner, Espen, døde i 1955, og Eva døde i 1959.[2] Han skildrede hændelserne i Murene rundt Jeriko; en bog som han kaldte en mindebog om dem, som stod ham nær. Han flyttede tilbage til Oslo, hvor han i 1963 giftede sig tredje gang. I foråret 1965 blev han syg og indlagt på Ullevål sygehus. Han blev flyttet til Københavns Militærhospital, hvor han døde 6. august.

Sandemose var i 1963 en af de seks finalister til Nobelprisen i litteratur.[3]

Sandemose var far til fem børn: Med sin første hustru, Dagmar, fik han tvillingerne Hedda og Eva samt opfinderen Bjarne Sandemose (1926–2013). Med sin anden hustru, Eva, fik han tvillingerne Espen (1945-1955) og forfatteren og filosoffen Jørgen Sandemose (født 1945).[2] Han er farfar til kunstneren Iben Sandemose og oldefar til filminstruktøren Mikkel Sandemose.

  • 1923 Fortællinger fra Labrador
  • 1924 Ungdomssynd
  • 1924 Mænd fra Atlanten
  • 1924 Storme ved jævndøgn
  • 1927 Klabavtermanden
  • 1928 Ross Dane
  • 1931 En sjømann går i land
  • 1932 Klabautermannen
  • 1933 En flygtning krydser sit spor (under pseudonymet Espen Arnakke)
  • 1936 Vi pynter os med horn
  • 1939 September
  • 1945 Tjærehandleren
  • 1946 Det svundne er en drøm
  • 1949 Alice Atkinson og hennes elskere
  • 1950 En palmegrønn øy
  • 1954 Rejsen til Kjørkelvik. (Erindringsbog med undertitlen Dichtung und Warheit. Bogen er essen af tidsskriftet Årstiderne som forfatteren udgav fra 1952 i i alt 13 numre)
  • 1958 Varulven
  • 1960 Murene rundt Jeriko
  • 1961 Felicias bryllup
  • 1963 Mytteriet på barken Zuidersee
  • Herudover en række essays og artikler.
  • Espen Haavardsholm, Flugten fra Jante – et portræt af Aksel Sandemoses liv og digt, Schønberg, 1989. ISBN 87-570-1378-0.
  • Jørgen Sandemose, Flyktningen : Aksel Sandemose – en biografi, Aschehoug, 2004. ISBN 82-03-18825-7 .
  • Jorunn Hareide, Digtning som skæbne : Aksel Sandemose, Editio, 1999. ISBN 87-90449-03-7.
  • Jens Andersen, Vildmanden : Sandemose og animalismen i mellemkrigstidens litteratur, Gyldendal, 1998. ISBN 87-00-37204-8.
  • Steen Andersen, Nye forbindelser. Pejlinger i Aksel Sandemoses forfatterskab, Attika, 2015. ISBN 978-87-7528-870-0.
  1. ^ Janteloven | Gyldendal - Den Store Danske
  2. ^ a b "Aksel Sandemose". limfjordslitteratur.dk. Hentet 18. november 2016.
  3. ^ "Candidates for the 1963 Nobel Prize in Literature". Nobel Prize. 2013. Hentet 3. januar 2014.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Wikiquote har citater relateret til: