Novemberrevolutionen

Novemberrevolutionen (tysk: Novemberrevolution) eller Den Tyske Revolution 1918-1919 var en opstand, der blev igangsat af arbejdere og soldatere i de sidste dage af 1. verdenskrig. Opstanden ledte hurtigt – og næsten blodløst – til det Tyske Kejserriges fald og kejerens abdikation. I den efterfølgende – mere voldelige fase – sejrede tilhængerne af en parlamentarisk republik over dem, der ønskede en sovjetisk-inspireret rådsrepublik (sovjetrepublik). Nederlaget for venstrefløjens kræfter banede vejen for etableringen af Weimarrepublikken. De afgørende faktorer, der ledte til revolutionen, var de ekstreme forhold, som det tyske folk led under mod slutningen af 1. verdenskrig, herunder de økonomiske og psykologiske konsekvenser af kejserrigets nederlag samt de sociale spændinger mellem den almene befolkning og den aristokratiske og borgerlige elite.[1][2]

Novemberrevolutionen
Revolutionære kører forbi Brandenburger Tor i november 1918.
Revolutionære kører forbi Brandenburger Tor i november 1918.
Dato
  • Første fase:
    d. 29. oktober – 9. november 1918
  • Anden fase:
    d. 10. november 1918 – 11. august 1919
Sted
Resultat Sejr for Weimarrepublikken
Parter
1918:
 Tyske kejserrige
1918–1919:
 Weimarrepublikken
Revolutionære
Ledere

Forløb

redigér

Revolutionen begyndte i slutningen af oktober 1918 med et sømandsoprør centreret i Kiel. Inden for en uge havde arbejder- og soldaterråd kontrol over regering og militære institutioner i det meste af Kejserriget. Den 9. november blev der udråbt en republik i Tyskland. Ved udgangen af måneden var alle de regerende monarker, herunder kejser Wilhelm II, blevet tvunget til at abdicere. Hertug Ernst August af Braunschweig abdicerede som den første d. 8. november og Wilhelm 2. af Württemberg som den sidste d. 30. november. Den 10. november blev Folkerepræsentantrådet dannet af medlemmer af Tysklands to største socialistiske partier. Under Friedrich Eberts lederskab, fra det moderate Majoritetspartiet for Socialdemokratiet (MSPD), fungerede Rådet som en provisorisk regering, der både besad kejserens, kanslerens og lovgivernes beføjelser. Størstedelen af det gamle kejserlige officerkorps, administration og retsvæsen forblev i deres administrative roller. Rådet havde brug for deres ekspertise til at løse øjeblikkets kriser og mente, at håndteringen af dem var vigtigere end at afskedige mange centrale regeringsfigurer for at sikre, at det nye demokrati var solidt forankret mod sine modstandere.[3]

Folkerepræsentantrådet fjernede straks nogle af Kejserrigets hårde restriktioner, såsom ytringsfrihed, og lovede en ottetimers arbejdsdag og valg, der for første gang ville give kvinder stemmeret. De (radikale) revolutionære på venstrefløjen ønskede også at nationalisere nøgleindustrier, demokratisere militæret og oprette en rådsrepublik, men MSPD havde kontrol over de fleste arbejder- og soldaterråd og blokerede enhver væsentlig bevægelse mod deres mål.

Splittet mellem de moderate og radikale socialister udviklede sig til vold i de sidste dage af 1918 og udløste en strid om sømandslønninger, der kostede 67 livet. Den 1. januar 1919 grundlagde de venstrefløjsorienterede spartakister Det Tyske Kommunistiske Parti. Få dage senere førte protester som følge af volden i slutningen af december til massedemonstrationer i Berlin, der hurtigt udviklede sig til Det Spartakistiske Oprør (se også Spartakistforbundet) – et forsøg på at danne et proletarisk diktatur. Det blev slået ned af regerings- og frikorpstroppe, hvilket afstedkom tab på 150 til 200 liv. I kølvandet på oprøret blev spartakistlederne Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht myrdet uden rettergang af Frikorpset. Hen over foråret 1919 var der yderligere forsøg på at skubbe revolutionen længere i retning af en rådsrepublik samt (kortlevende) lokale sovjetrepublikker, især i Bayern (München), Bremen og Würzburg. De blev også slået ned med betydelige tab af menneskeliv til følge.

Revolutionens slutdato sættes generelt til den 11. august 1919, som var dagen hvor Weimarforfatningen blev vedtaget; dog forblev revolutionen på mange måder ufuldstændig. Et stort antal af dens modstandere var blevet efterladt i magtpositioner, og den undlod at løse bruddet på venstrefløjen mellem moderate socialister og kommunister. Weimarrepublikken blev som følge heraf belastet fra begyndelsen af modstandere fra både venstre- og i højere grad højrefløjen. De brud på den tyske venstrefløj, der var blevet permanente under revolutionen, gjorde Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 lettere, end den kunne have været, hvis venstrefløjen havde været mere forenet.[4]

Referencer

redigér
  1. ^ Schaaf, Michael (2003). Der Brockhaus Zeitgeschichte vom Vorabend des Ersten Weltkrieges bis zur Gegenwart [Brockhaus Contemporary History from the Eve of the First World War to the Present Day] (tysk). Mannheim: F.A. Brockhaus. s. 237. ISBN 978-3765301612.
  2. ^ Aus Politik und Zeitgeschichte Issues 28-53 [From Politics and Contemporary History Issues 28-53] (tysk). Bonn: Bundeszentrale für politische Bildung. 2004. s. 7.
  3. ^ Sturm, Reinhard (november 2011). "Weimarer Republik". Informationen zur Politischen Bildung (tysk). 261: 9-12.
  4. ^ Winkler, Heinrich August (maj-juni 1990). "Choosing the Lesser Evil: The German Social Democrats and the Fall of the Weimar Republic". Journal of Contemporary History. 25 (2/3): 219. doi:10.1177/002200949002500203. JSTOR 260730 – via JSTOR.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)

Eksterne henvisninger

redigér