Lennart Torstenson
Lennart Torstenson (17. august 1603 – 7. april 1651) var svensk general (1632), feltmarskal (1641), greve (1647), rigsråd og generalguvernør i Västergötland, Dal, Värmland og Halland. Han blev gift i 1633 med Beata De la Gardie (Johansdotter) (1612-1680). Lennart Torstensson var en af Gustav 2. Adolfs vigtigste militære rådgivere og reorganiserede det svenske artilleri.
Lennart Torstenson | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 17. august 1603 Forstena, Sverige |
Død | 7. april 1651 (47 år) Stockholm, Sverige |
Gravsted | Riddarholmskirken |
Far | Torsten Lennartsson |
Ægtefælle | Beata De la Gardie (fra 1633) |
Børn | Anders Torstenson, Marta Linnardtsdotter, Märta Elisabet Linnardtsdotter, Johan Gabriel Linnardtsson, Margareta Katarina Torstenson |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Grundejer, militæringeniør, officer, ingeniør, politiker, page (fra 1618) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Ved sin hurtige og overrumplende krigsførelse anses Lennart Torstenson for at have været en læremester for Karl 10. Gustav. Som menneske beskrives han i positive vendinger. Han havde ofte problemer med sine lejesoldater, som truede med mytteri på grund af udeblevet sold
Biografi
redigérHan blev født på Forstena gård i Västergötland. Han tilhørte en adelig familie, som stod i opposition til hertug Karl (Karl 9.), men ansattes ikke desto mindre som kammerpage hos Gustaf 2. Adolf. Sin første krigerske uddannelse fik han i kongens livlandske - og først og fremmest preussiske - felttog og blev 1629 oberst for artilleriet, i hvilken egenskab han udfoldede en betydelig virksomhed i omdannelsen og udviklingen.
Han kæmpede med berømmelse bl.a. ved Breitenfeld og Lech og blev general i 1632. I kampene samme år ud for Nürnberg blev han fanget og pådrog sig sygdom ved den hårde behandling under fangenskabet — frem for alt gigtsmerter, som han siden led af. I 1633 blev han udset og det følgende år udnævnt til rigstøjmester. 1635—40 deltog han under Banérs overkommando i den tyske krig, og 1641 blev han under et ophold i Sverige, og straks efter at han var blevet rigsråd, udnævnt til øverstbefalende i Tyskland. Han førte nu kommandoen 1641—1645 og udmærkede sig her på glimrende måde, først og fremmest ved hurtigheden i de militære bevægelser, så meget mere beundringsværdig, som han selv i reglen under marcherne måtte bæres på en båre, da hans gigtsmerter sædvanligvis forhindrede ham i at ride. Banér havde i den grad svækket Brandenburg og Sachsen, at disse stater ikke længere for alvor formåede at deltage i krigen mod Sverige, og Tostenson kunne da forlægge krigsbegivenhederne til kejserens arvelande Schlesien, Böhmen og Mähren. Han gjorde tre felttog ind i disse lande: efter det første indfald besejrede han i bund og grund Piccolomini 1642 ved Breitenfeld, efter det andet rykkede han ind i Danmark, som Sverige nu begyndte krigen mod. Inden første halvdel af 1644 var han fuldstændig herre over hele den jyske halvø; han vendte derefter tilbage til Tyskland, besejrede Matthias Gallas ved Jüterbog i Brandenburg og foretog 1645 det tredje indfald i Østrig, under hvilket han vandt en glimrende sejr ved Jankowitz i Böhmen og trængte frem lige til Wien. Den 1. december 1645 afgav han overkommandoen og vendte tilbage til Sverige.
1648—1651 var han generalguvernør i Sveriges vestlige grænseprovinser Västergötland, Dalsland, Värmland og Halland.
Eksterne henvisninger
redigérSalmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXIII; s. 638-639; opslag: Torstenson, Lennart