Dorothea af Danmark (1520-1580)
- Der er flere personer med dette navn, se Dorothea af Danmark.
Dorothea af Danmark (10. november 1520 – 31. maj 1580) var en dansk, norsk og svensk prinsesse, der var den ældste datter af Christian 2. og Dronning Elisabeth. Hun var kurfyrstinde af Pfalz fra 1544 til 1556 som ægtefælle til kurfyrst Frederik 2. af Pfalz (1482 – 1556).
Dorothea af Danmark | |
---|---|
Kurfystinde af Pfalz | |
Periode | 1544 – 1556 |
Forgænger | Sibylle af Bayern |
Efterfølger | Marie af Brandenburg-Kulmbach |
Ægtefælle | Frederik 2. af Pfalz (g. 1535) |
Hus | Huset Oldenburg |
Far | Christian 2. af Danmark |
Mor | Isabella af Habsburg |
Født | 10. november 1520 København |
Død | 31. maj 1580 (59 år) Neumarkt, Kurpfalz, Tysk-romerske rige |
Hvilested | Helligåndskirken, Heidelberg |
Som ældste overlevende barn af den landflygtige Christian 2. gjorde hun og hendes mand i mange år krav på den danske og norske trone med støtte fra sine slægtninge i Huset Habsburg.
Biografi
redigérFødsel og opvækst
redigérPrinsesse Dorothea blev født den 10. november 1520 på Københavns Slot som fjerde barn og ældste datter af Kong Christian 2. af Danmark og Norge og Isabella af Habsburg, der var søster til den Tysk-Romerske Kejser Karl 5.[1][2]
Dorothea havde en storebror, Hans af Danmark (født 1518). Hendes to ældre tvillingebrødre, Philip Ferdinand og Maximilian (født 1519), var begge døde inden hendes fødsel, den sidstnævnte i 1519 og den førstnævnte i 1520. Hendes lillesøster Christine af Danmark blev født to år senere, i 1522, og var den eneste af hendes søskende, der overlevede til voksenalderen. Christine blev gift to gange, først med Hertug Frans 2. af Milano og siden med Hertug Frans 1. af Lothringen.
I 1523 blev Christian 2. afsat fra den danske trone. Den 3-årige Dorothea flygtede sammen med familien til landflygtighed hos moderens slægtninge i Nederlandene. Her døde hendes mor i 1526, da Dorothea var fem år gammel. Dorothea og hendes søskende blev opdraget først af moderens faster, Margrethe, der var statholder i Nederlandene og tidligere også havde opdraget deres mor. Efter Margretes død i 1530, blev børnenes opdragelse fortsat af deres moster, Maria af Ungarn.[3] Selvom begge hendes forældre havde været tilhængere af Martin Luther, blev hun opdraget i den katolske tro. I 1531 sejlede hendes far til Norge i et forsøg på at generobre sine riger. Forsøget mislykkedes, og Christian 2. blev taget til fange i 1532 og forblev herefter fængslet i Danmark til slutningen af sit liv.[4]
Ægteskab
redigérChristian 2.s tre børn blev benyttet målrettet af Kejser Karl 5. som et middel til at fremme hans politiske planer.[5] Da Dorotheas storebror Hans døde 14 år gammel i 1532, kunne hun som det ældste overlevende barn af den afsatte Christian 2. gøre krav på den danske, norske og svenske trone med støtte fra sine habsburgske slægtninge. De valgte Frederik af Pfalz til hendes ægtefælle, da de mente, at han kunne løfte Dorotheas krav på den danske trone gennem sit ægteskab. Han var en god ven af habsburgerne, og en dygtig kriger, men også en uheldig bejler, hvis forsøg på at blive gift var slået fejl intet mindre end syv gange.[5]
Efter lange forhandlinger blev den kun 15-årige Dorothea således gift med den 53-årige Frederik den 29. september 1535.[5] Til brylluppet i Heidelberg var der inviteret 4000 gæster.[4] Bryllupsfestlighederne på slottet i Heidelberg blev beskrevet i et udførligt digt af Peter Harer.[6] Der blev ikke født børn i ægteskabet.[5]
Senere liv
redigérI 1536 var hendes håb om at overtage de danske og norske troner i realiteten udlevet. Hendes ægtefælle fortsatte dog med at gøre krav på de to riger. Habsburgerne fortsatte officielt med at støtte deres krav, men foretog sig ikke længere noget aktivt for at gennemføre det. I 1544 efterfulgte hendes mand sin storebror Ludvig 5. som kurfyrste af Pfalz, og Dorothea blev kurfystinde. Samme år trak Habsburgerne officielt deres støtte til deres krav på de danske og norske troner.
Dorothea blev enke som 35-årig, da Frederik 2. døde den 19. februar 1556.[5] Herefter levede hun stilfærdigt på slottet i Neumarkt. Der var planer om, at hun skulle indgå et nyt ægteskab, blandt andet med en søn af Landgrev Philip 1. af Hessen og med Markgrev Albrecht 2. Albichiades af Brandenburg-Kulmbach, men det blev ved planerne.[5]
Da Dorothea ikke havde børn, blev hun ikke længere anset som politisk anvendelig. Hun døde som 59-årig den 31. maj 1580 i Neumarkt.[5] Hun blev begravet ved siden af sin mand i Helligåndskirken i Heidelberg.[2]
Anetavle
redigérLitteratur
redigér- Bruun, Henry (1935). "Dorothea" (PDF). I Engelstoft, Povl; Dahl, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 6 (2. udgave). København: J.H. Schultz Forlag. s. 59-60.
- Dorothea, Kurfyrstinde af Pfalz i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 4, 1890), forfattet af W. Mollerup
- Porskrog Rasmussen, Carsten (2000). "Dorothea (kurfyrstinde)". I Larsen, Jytte (red.). Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Vol. 1. København: Rosinante & Co.
Henvisninger
redigér- ^ Mollerup 1890, s. 306.
- ^ a b Bruun 1935, s. 59.
- ^ Porskrog Rasmussen 2000.
- ^ a b "Die Pfalzgrafen und Kurfüsten bei Rhein: Friedrich II., der Weise". zum.de (tysk). Zentrale für Unterrichtsmedien im Internet e. V.
- ^ a b c d e f g Mollerup 1890, s. 307.
- ^ "Rosenberg, Marc: Quellen zur Geschichte des Heidelberger Schlosses. Heidelberg 1882, p. 92ff". Arkiveret fra originalen 29. december 2014. Hentet 4. juni 2013.