Salierne
Salierne Saliske dynasti | |
---|---|
Land | Det tysk-romerske Rige |
Foregående fystehus | Liudolfingerne |
Titler | Tysk-romersk kejser Romernes Konge Konge af Burgund Konge af Italien Hertug af Bayern Hertug af Kärnten Hertug af Schwaben |
Grundlægger | Grev Werner |
Sidste regent | Henrik 5.. |
Grundlagt | Begyndelsen af det 10. århundrede |
Opløst | 1125 |
Nationalitet | Tysk |
Salierne eller det saliske dynasti (tysk: Salier) var et dynasti i højmiddelalderen. Fire af dynastiets medlemmer blev rromernes konge (1024-1125) og senere kronet til tysk-romerske kejsere (1027-1125).
Efter den sidste Liudolfinger-kejsers død i 1024 overgik titlen som romernes konge og senere hele Det tysk-romerske Rige til Konrad 2., en salier. Han blev fulgt af tre saliske herskere: Henrik 3., Henrik 4. og Henrik 5. De etablerede deres monarki som en europæisk stormagt. Det saliske dynasti udviklede et permanent administrativt system baseret på en klasse af offentlige embedsmænd, der var ansvarlige over for kronen.
Oprindelse og navn
[redigér | rediger kildetekst]Moderne historikere antager, at Salianerne nedstammede fra slægten Guidonen, en fremtrædende adelsslægt, der var opstået i 7. århundrede. Deres besiddelser var lå ved floderne Mosel og Saar, og de støttede Karolingerne. Slægten Guidonens ekspansion mod øst mod floden Rhinen begyndte, efter at de havde grundlagt Hornbach Abbediet i Bliesgau omkring år 750. Hornbach forblev deres slægtskloster, og kongelige bevillinger til klosteret etablerede deres tilstedeværelse i Wormsgau. Efterhånden som tiden gik, blev slægten Guidonen splittet i flere grene. Den tysk-romerske kejser i slutningen af det 9. århundrede Guy 3. af Spoleto nedstammede fra en af disse grene, lambertinerne. Saliernes forfædre forblev i Stammehertugdømmet Franken.[1]
Wipo af Burgund, der omkring 1044 skrev en biograf om den første saliske monark, kejser Konrad 2., beskrev Konrads far og onkel som "fornemme adelsmænd fra Stammehertugdømmet Franken", men uden at kalde dem Salierne. Wipo tilføjede, at Konrads mor, Adelheid af Metz, "angiveligt nedstammede fra Trojas gamle kongeslægt". Udsagnet skabte en forbindelse mellem Konrad og de kongelige Merovinger, der selv hævdede at have trojanske aner. Historikeren Stefan Weinfurter foreslår, at det formodede slægtskab mellem Salianerne og Merovingerne havde givet anledning til slægtsnavnet, fordi salianerne havde været den mest berømte frankiske gruppe. Erindringen om dem var blevet bevaret gennem en frankisk lovkode, kendt som Den saliske lov. En mindre sandsynlig etymologi forbinder benævnelsen til det oldtyske ord sal ("herredømme"), hvorved navnet kan spores tilbage til de saliske monarkers veldokumenterede tilbøjeligheder til hierarkiske strukturer.[2]
Udtrykket reges salici (eller saliske konger) blev sandsynligvis brugt første gang tidligt i det 12. århundrede.[3] En liste over monarker og ærkebiskopper fra Mainz, der blev afsluttet omkring 1139–40, er det første eksisterende dokument, der indeholder det. Biskop Otto af Freising, en efterkommer gennem kvindeled af de saliske monarker, brugte også udtrykket i sin Krønike eller historie om de to byer (Chronica sive Historia de duabus civitatibus) midt i det 12. århundrede.[4] I snæver forstand kunne kun de fire tyske monarker, der regerede fra 1024 til 1125, kaldes Salianerne, men den samme betegnelse er af moderne historikere udvidet til også at gælde deres forfædre.[3]
Alle mandlige medlemmer af familien, der var bestemt til en sekulær karriere, blev navngivet Konrad eller Henrik. Kejser Konrad 2's bedstefar Otto 1., hertug af Kärnten, etablerede denne tradition i slutningen af 10. århundrede århundrede. Han opkaldte sin ældste søn Henrik af Speyer efter sin mormors oldefar kong Henrik Fuglefænger, og han gav sin far Konrad den Røde til en af sine yngre sønner Konrad 1., hertug af Kärnten. Konrad den Røde blev sandsynligvis opkaldt efter Kong Konrad 1. af Franken.[5]
De tidlige Saliere
[redigér | rediger kildetekst]
- Tysk-romersk kejser
Konradinerne | Slægten Guidonen | Liudolfingerne | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Konrad 1. Romernes konge ca. 890-918 r. 911-918 | Søster (?) | Werner Greve af Nahegau, Speyergau, Wormsgau ca. 899-ca. 935 | Otto 1. den Store Romernes konge 912-973 r. 936-973 Kejser r. 962-973 | Edith af Wessex 910-946 | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Konrad den Røde Hertug af Lothringen ca. 922-955 r. 944-955 | Liutgard af Sachsen 931-953 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Otto af Worms Hertug af Kärnten ca. 950-1004 r. 978-985 r. 1002-1004 | Judith af Kärnten død 991 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Saliske hertuger og biskopper | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Werner
[redigér | rediger kildetekst]Grev Werner, der havde besiddelser i Nahegau, Speyergau og Wormsgau tidligt i det 10. århundrede, er den første med sikkerhed identificerede forfader til de saliske monarker. Hans slægtsbånd til slægten Guidonen Widonids kan ikke etableres med sikkerhed , men hans fædrene arvebesiddelser og hans nære forhold til Hornbach Abbediet giver indirekte bevis for hans aner fra slægten Guidonen. Han giftede sig med en slægtning, sandsynligvis en søster til kong Konrad 1. af Tyskland. Denne ægteskabsalliance med konradinerne introducerede Konrad som et traditionelt navn i hans familie.[6]
Werners søn Konrad den Røde arvede sin fars frankiske ejendom. Hans slægtsbånd til konradinerne resulterede i hans erhvervelse af store dele af deres besiddelser efter Kong Otto 1. af Tyskland havde knust deres oprør i 939. Konradinerne mistede deres fremtrædende position i Franken, og Konrad den Røde fremstod som Otto 1.'s vigtigste støtte i regionen. Han blev tildelt Hertugdømmet Lothringen i 944 eller 945, og han giftede sig med kongens datter Luitgard i 947. Ægteskabet skabte en forbindelse mellem de kongelige Liudolfingere og Salierne. Han mistede Lothringen, efter at han tilsluttede sig et oprør mod sin svigerfar i 953 eller 954. Han døde i kamp mod de invaderende ungarere i Slaget ved Rain am Lech i 955. Den samtidige Widukind af Corvey roste ham for hans mod. Han blev begravet i Katedralen i Worms, selv om hovedsageligt biskopper og konger hidtil var blevet begravet i katedraler.[7][8]
Konrad den Rødes søn Otto af Worms vandt sin morfar kong (fra 962 Kejser) Otto 1.'s gunst. Allerede som mindreårig blev han nævnt som greve i Nahegau i 956. Han overtog også Wormsgau, Speyergau, Niddagau, Elsenzgau, Kraichgau og Pfinzgau og forenede således næsten alt land mellem floderne Rhinen og Neckar da Otto 1. døde i 973. Hans hustru Judiths forældres identitet er usikker. Hun kan have været relateret til enten Arnulf, hertug af Bayern, til Grev Henrik af Arlon eller til Burchard, Markgreve i Østenmarken. Otto 1.'s søn og efterfølger kejser Otto 2. var åbenbart bekymret for koncentrationen af land i Franken i hans nevøs hænder. Kejseren udnævnte Otto af Worms til at administrere det fjerne Hertugdømme Kärnten og Markgrevskabet Verona i 978. Kejseren overtalte Otto til at give afkald på hans ret til at administrere lov og orden i Worms og også til at dele hans indtægter i byen til fordel for biskoppen af Worms. Otto blev overtalt til at give afkald på Kärnten og Verona, men han blev overdådigt kompenseret med en stor skov i Wasgau, det kongelige palads i Kaiserslautern og ejendomsretten over Weissenburg Abbediet i Alsace. Han kunne også beholde titlen som hertug, således var han den første hertug, der bar titlen uden at regere et hertugdømme i Tyskland. Otto var fætter til Otto 3., tysk-romersk kejser, og han havde således et stærkt krav på tronen efter kejserens død, men han indgik en aftale med liudolfingernes kandidat Henrik af Bayern i 1002. Henrik gav Kärnten tilbage til Otto i 1002, og Otto styrede hertugdømmet til sin død i 1004.[9][10]
Hertuger og biskopper
[redigér | rediger kildetekst]
De tidlige Saliere | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Otto af Worms Hertug af Kärnten ca. 950-1004 r. 978-985 r. 1002-1004 | Judith af Kärnten død 991 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Adelheid af Metz 970-1046 | Henrik af Speyer Greve af Wormsgau ca. 970-989/992 | Gregor 5. Pave ca. 972-999 r. 996-999 | Matilde af Schwaben ca. 988/989-1032 | Konrad 1. den Ældre Hertug af Kärnten ca. 975-1011 r. 1004-1011 | Vilhelm Biskop af Strasbourg død 1046/1047 r. 1028/1029-1046/47 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kejserlige Saliere | Konrad 2. den Yngre Hertug af Kärnten ca. 1002-1039 r. 1036-1039 | Bruno Biskop af Würzburg ca. 1005-1045 r. 1034-1045 | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Henrik var Otto af Worms ældste søn. Hans hustru Adelheid blev født i en fremtrædende familie fra Lothringen som datter af Richard, greve af Metz. Deres søn Konrad ville blive den første saliske monark, men Henrik kunne ikke overføre sine arverettigheder til sin søn, fordi han døde før sin far sandsynligvis i 990 eller 991.[11][12]
Efter Henrik af Speyers tidlige død gik hans arverettigheder til hans yngre bror Konrad, hvilket gjorde det muligt for ham at arve den største del af sin fars arveland.[13] Konrad giftede sig med Matilde af Schwaben, en datter af Herman 2., hertug af Schwaben, i 1002. To år senere fulgte han sin far som hertug af Kärnten. Hertugdømmet gik fra far til søn for første gang ved denne lejlighed. Hans styre i Kärnten er dårligt dokumenteret, og han døde i 1011.[14]
Bruno, den fremtidige pave Gregor 5., var en yngre søn af Otto af Worms.[12] Hans fars fætter Otto 3. indsatte ham på pavetronen i 996 og ignorerede bestemmelserne i sit eget diploma Ottonianum om pavevalg . Bruno, der var den første tyske pave, tog sit pavenavn til minde om Pave Gregor den Store. Han kronede Otto 3. kejser på Kristi Himmelfartsdag samme år. Den romerske aristokrat Crescentius den Yngre drev ham ud af Rom, men kejseren knuste oprøret og genoprettede pavemagten til Gregor 5. Paven døde i en alder af 26 eller 27 i 999.[15][16]
Vilhelm var Otto af Worms' yngste søn. Efter at have gjort tjeneste ved kongens hof som ærkepræst for Dronning Gisela, blev Vilhelm gjort til biskop af Strasbourg i 1028 eller 1029. Ærkebispedømmet Strasbourg var et af de rigeste tyske bispedømmer. Hans embedsperiode var næsten begivenhedsløst, og han døde i 1046 eller 1047.[17]
Konrad, den ældste søn af Hertug Konrad 1. af Kärnten og Matilde af Schwaben, blev født mellem 1002 og 1005. Han var mindreårig, da hans far døde i 1011. Han arvede sin fars arveland, men Kejser Henrik 2. gjorde Adalbero af Eppelstein til ny hertug af Kärnten.[18][19] Efter kejser Henrik 2.'s død i 1024, gjorde både Konrad og hans fætter, Konrad den Ældre, krav på tronen og Konrad den Ældre blev valgt til den nye monark.[20]
Kejserlige Saliere
[redigér | rediger kildetekst]
- Tysk-romersk kejser
Saliske hertuger og biskopper | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Adelheid af Metz 970-1046 | Henrik af Speyer Greve af Wormsgau ca. 970-989/992 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Gisela af Schwaben ca. 990-1043 | Konrad 2. Romernes konge 990-1039 r. 1024-1039 Kejser r. 1027-1039 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Gunhild af Danmark ca. 1019-1038 | Henrik 3. Romernes konge 1017-1056 r. 1028-1056 Kejser r. 1046-1056 | Agnes af Poitou Ca. 1025-1077 | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Beatrix Abedisse af Quedlinburg 1037-1061 r. 1044-1061 | Adelheid Abbedisse af Quedlinburg 1045-1096 r. 1061-1096 | Rudolf af Rheinfelden Hertug af Schwaben ca. 1025-1080 r. 1057-1079 Modkonge til Henrik 4. r. 1077-1080 | Matilde 1048-1060 | Bertha af Savoyen 1051-1087 | Henrik 4. Romernes konge 1050-1106 r. 1054-1105 Kejser r. 1084-1105 | Eupraxia af Kiev Adelheid ca. 1070-1109 | Konrad 2. Hertug af Bayern 1052-1055 r. 1054-55 | Salomon 1. af Ungarn Konge af Ungarn 1053-1087 r. 1063-1074 | Judith af Tyskland 1054-1105? | Vladislav 1. Herman Hertug af Polen 1044-1102 r. 1079-1102 | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Frederik 1 Hertug af Schwaben ca. 1050-1105 r. 1079-1105 | Agnes af Waiblingen 1072/73-1143 | Leopold 3. Markgreve af Østrig 1073-1136 r. 1095-1136 | Maximilla af Sicilien | Konrad 2. Konge af Italien 1074-1101 r. 1093-98 | Matilde af England 1102-1067 | Henrik 5. Romernes konge 1086-1125 r. 1099-1125 Kejser r. 1111-1125 | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Hohenstauferne | Huset Babenberg | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Det saliske monarki
[redigér | rediger kildetekst]Efter den sidste saksiske kejser Henrik 2.'s død, blev den første saliske regent, blev Konrad 2. valgt af flertallet af kurfyrster og blev kronet til tysk konge i Mainz den 8. september 1024. Tidligt i 1026 tog Konrad til Milano, hvor Ariberto, ærkebiskop af Milano, kronede ham til konge af Italien. Da kong Rudolf 3. af Burgund døde i 1032, hævdede Konrad 2. også dette kongedømme på grundlag af en arv, som Henrik 2. havde aftvunget fra førstnævnte i 1006. På trods af en vis modstand hyldede adelen i Burgund og Provence Konrad i Zürich i 1034. Dette Kongerige Burgund blev kendt som Kongeriget Arles under Konrads efterfølgere.
Allerede i 1028 havde Konrad 2. fået sin søn Henrik 3. valgt og salvet til Romernes konge. Henriks embedsperiode førte til en overdrivelse af tidligere ukendt sakral kongemagt. Så under denne regeringsperiode blev Speyerdomen udvidet til den største kirke i den vestlige kristne verden. Henriks opfattelse af kongens legitime magt til at fordele hertugdømmerne var vellykket over for hertugerne og sikrede således kongelig kontrol. I Lorraine førte dette imidlertid til mange års konflikt, hvorefter Henrik stod som sejrsherren. Men også i det sydlige Tyskland blev der dannet en magtfuld oppositionsgruppe i årene 1052-1055. 1046 Henrik afsluttede den Paveskismaet, frigav pavedømmet fra afhængighed af den romerske adel og lagde grundlaget for dens universelle anvendelighed. Hans tidlige død i 1056 blev længe betragtet som en katastrofe for riget.
De tidlige saliere skyldte meget af deres succes deres alliance med kirken, en politik, der blev indledt af Otto 1., som gav dem den materielle støtte, de havde brug for for at underkue oprørske hertuger. Men med tiden kom Kirken til at fortryde dette nære forhold. Alliancen brød sammen i 1075 under det, der blev kendt som Investiturstriden, en kamp, hvori reformpaven Gregor 7. krævede, at kejseren Henrik 4. skulle give afkald på sin magt over kirken i Tyskland. Paven angreb også konceptet for monarkiet af Guds nåde og fik støtte fra betydningsfulde dele af den tyske adel, der var interesseret i at begrænse det kejserlige enevælde. Mere vigtigt forbød paven kirkens embedsmænd under trussel om ekskommunikation at støtte Henrik, som de havde gjort frit i fortiden. I sidste ende rejste Henrik 4. til Canossa i det nordlige Italien i 1077 for at gøre bod og for at modtage syndsforladelse fra paven. Imidlertid genoptog han praksissen med læginvestitur (udnævnelse af religiøse embedsmænd af civile myndigheder) og arrangerede valget af en modpave (Modpave Klemens 3.) i 1080.
Monarkens kamp med pavemagten resulterede i en krig, der hærgede gennem Det tysk-romerske Rige fra 1077 indtil Wormskonkordatet i 1122. Regeringsperioden for den sidste hersker af Det saliske dynasti Henrik 5. faldt sammen med den sidste fase af den store Investiturstrid, der havde ført paven mod kejseren. Ved betingelserne af Wormskonkordatet overgav Henrik 5. sig til kravene fra den anden generation af gregorianske reformatorer. Denne aftale fastsatte, at paven ville udpege højtstående embedsmænd i kirken, men gav den tyske konge ret til at nedlægge veto mod pavens valg. Den kejserlige kontrol over Italien gik tabt for en tid, og den kejserlige krone blev afhængig af politisk støtte fra konkurrerende aristokratiske fraktioner. Feudalismen blev også mere udbredt, da frie mænd søgte beskyttelse ved at sværge troskab til en herre. Disse magtfulde lokale herskere, der derved havde erhvervet omfattende territorier og store militærstyrker, overtog administrationen inden for deres territorier og organiserede den omkring et stigende antal borge. De mest magtfulde af disse lokale herskere blev kaldt for fyrster snarere end hertuger.
Saliernes endeligt
[redigér | rediger kildetekst]I henhold til lovgivningen i det feudale system i Det tysk-romerske Rige havde kongen ingen krav på andre fyrsters vasaller, kun på dem, der boede inden for hans families territorium. Manglen på støtten fra de tidligere uafhængige vasaller og svækket af Kirkens stigende fjendtlighed mistede monarkiet sin fremtrædende karakter. Investiturstriden styrkede således den lokale magt i Det tysk-romerske Rige, i modsætning til udviklingen i Frankrig og England, hvor den centraliserede kongemagt voksede. Investiturstriden havde en yderligere virkning. Den lange kamp mellem kejser og pave gjorde skade på Det tysk-romerske Riges intellektuelle liv, som i denne periode i vid udstrækning var begrænset til klostrene, og riget var ikke længere spidsen eller holdt trit med udviklingen i Frankrig og Italien. F.eks. blev der først grundlagt universiteter i Det tysk-romerske Rige i det 14. århundrede.
Den første konge af Huset Hohenstaufen, Kong Konrad 3., var barnebarn af salieren Henrik 4., tysk-romersk kejser. (Agnes, Henrik 4.'s datter og Henrik 5.'s søster, var arving til saliernes lande: Hendes første ægteskab grundlagde det kongelige og kejserlige Hohenstaufen-dynasti, og hendes andet ægteskab hertugerne Huset Babenberg, fyrsterne af Hertugdømmet Østrig, som blev ophøjet meget på grund af sådanne slægtskaber ved Privilegium Minus.)
Saliske konger og kejsere
[redigér | rediger kildetekst]- Konrad 2. 1024–1039, kronet kejser den 26. marts 1027
- Henrik 3. 1039–1056, kronet kejser den 25. december 1046
- Henrik 4. 1056–1106, kronet kejser den 31. marts 1084
- Konrad (3.) 1087–1098, nominel konge under sin far Henrik 4.
- Henrik 5. 1106–1125, kronet kejser den 13. april 1111
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Weinfurter 1999, s. 7–9.
- ^ Weinfurter 1999, s. 5–6.
- ^ a b Weinfurter 1999, s. 5.
- ^ Wolfram 2006, s. 15.
- ^ Wolfram 2006, s. 323.
- ^ Weinfurter 1999, s. 9.
- ^ Weinfurter 1999, s. 6, 9.
- ^ Wolfram 2006, s. 18, 361 (note 22).
- ^ Weinfurter 1999, s. 11, 14, 184, 190 (notes 10 and 12).
- ^ Wolfram 2006, s. 18–19, 23, 361 (note 20).
- ^ Weinfurter 1999, s. 14.
- ^ a b Wolfram 2006, s. 18.
- ^ Weinfurter 1999, s. 14, 20.
- ^ Wolfram 2006, s. 23–25, 363 (note 59).
- ^ Weinfurter 1999, s. 190 (note 1).
- ^ Schutz 2010, s. 84, 88.
- ^ Wolfram 2006, s. 18, 272–273.
- ^ Weinfurter 1999, s. 20).
- ^ Wolfram 2006, s. 25, 363 (note 59).
- ^ Schutz 2010, s. 115.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Schutz, Herbert (2010). The Medieval Empire in Central Europe: Dynastic Continuity in the Post-Carolingian Frankish Realm, 900-1300. Cambridge Scholars Publishing. ISBN 978-1-4438-1966-4.
- Weinfurter, Stefan (1999) [1992]. The Salian Century: Main Currents in an Age of Transition. Oversat af Kaiser, Denise A. University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-3508-8.
- Wolfram, Herwig (2006) [2000]. Conrad II, 990–1039: Emperor of Three Kingdoms. Oversat af Bowlus, Barbara M. The Pennsylvania State University Press. ISBN 0-271-02738-X.
Yderligere læsning
[redigér | rediger kildetekst]- Lenelotte Möller, Hans Ammerich: Die Salier. 1024-1125. Wiesbaden 2015